ANMELDELSE: Dry Land, Jermyn Street Theatre ✭✭✭✭

Dry Land

Jermyn Street Theatre

05/11/15

4 stjerner

Køb billetter

Dry Land fik sin verdenspremiere på New Yorks Here Arts Centre for et år siden til store roser fra både anmeldere og publikum. Damsel Productions har valgt at markere deres egen debut som kompagni med den britiske premiere. Kompagniets mål er at ’provokere, inspirere, chokere og.. underholde med sandfærdige og ærlige skildringer af kvindeliv.’ Med disse ambitioner må man sige, at de i den grad lykkes.

Forfatteren Ruby Rae Spiegel er nyuddannet fra Yale og blot 22 år gammel, og det første man bemærker ved dette exceptionelt modne stykke dramatik, er hvor troværdigt et portræt hun tegner af teenagelivets dilemmaer. Der findes vitterligt få stykker, der så præcist indfanger kombinationen af den spinkle og ofte over-hævdede ydre selvsikkerhed, der dækker over indre ambivalens, selvtvivl og smerte. Og dog gør dette 80-minutters drama præcis det. Det viser også en gradvis overgang til voksenlivet gennem grafiske, men helt igennem plausible greb. Alt i alt er dette stykke en storladen, omend utvivlsomt rystende, bedrift.

Vi befinder os i omklædningsrummet ved en svømmehal på en high school i Florida. Med en enkelt kort undtagelse er dette lokationen gennem hele forestillingen. Anna Reids enkle og effektive scenografi består blot af en række skabe, et par bænke i forgrunden og to udgange til bassinet og badet. Handlingen udspiller sig, mens pigerne gør sig klar til eller vender tilbage fra svømmetræning, hvor de to hovedpersoner er særdeles kompetente og har reelle fremtidsudsigter. Kostumerne er derfor begrænset til badetøj og lidt lag-på-lag tøj til verden udenfor. Det er i store træk en lukket verden, kun afbrudt af et par korte visitter fra mindre mandlige karakterer.

Tilsyneladende handler stykket om abort, og selvom man ikke ønsker at afsløre handlingen, er det reelt umuligt at diskutere værket meningsfuldt uden at undersøge dette fokus i detaljer. Aftenen åbner med, at Amy (Milly Thomas) beder Ester (Aisha Fabienne Ross) om at slå hende hårdere og hårdere i maven for at fremprovokere en spontan abort. Handlingen punkteres af stadig mere desperate forsøg på at afbryde graviditeten, hvilket kulminerer i en grafisk skildring af en induceret dødfødsel, som er både svær at se på og en bemærkelsesværdig teknisk skuespilspræstation af Thomas og Ross, der udviser et unikt bånd i dette øjeblik af ekstremt traume.

Jeg har visse forbehold over for håndteringen af dette tema. Det er naturligvis helt op til forfatteren, hvordan hun vælger at præsentere sit materiale, og der er intet overflødigt eller belærende over teksten på noget tidspunkt. Jeg mener dog, at det var en forspildt dramatisk mulighed ikke at lade karaktererne udforske muligheden for, at Amy gennemførte graviditeten. At sige dette er ikke at tage side i abortdebatten, men blot at udtrykke ærgrelse over, at man i en situation, der allerede er så stærkt skildret, ikke udforskede endnu et lag af muligheder.

Der mangler dog intet i karakterernes troværdighed, som udfylder detaljerne i de to hovedpersoners liv med beundringsværdig præcision. Det, der gør denne dramatiske debut så mindeværdig, er ikke så meget den barske håndtering af det centrale tema, men det faktum at så mange aspekter af teenagelivet berøres og integreres naturligt i et relativt kort stykke.

Så mens overskrifterne har fokuseret på publikum, der er besvimet under forestillingerne, og de amerikanske teatre, der har takket nej til at opsætte værket, så var det jeg tog med mig fra oplevelsen først og fremmest en beundring for den måde, de to unge kvinder helt naturligt blandede diskussioner om familiær isolation, spiseforstyrrelser og seksuel udforskning. Det var heller ikke et portræt af et gnidningsfrit venskab: der var både barnlig smålighed og ondskabsfuldhed på den ene side, og en sårbar ærlighed og moden loyalitet på den anden. Hverken Amy eller Ester er entydigt sympatiske, men de er fuldkommen troværdige på samme måde som Catcher in the Rye (Forbandede Ungdom) var det for en anden generation i al sin detaljerede kaos og følelsesmæssige forvirring.

Hvad der imponerede ved de to præstationer, udover de tekniske færdigheder og det følelsesmæssige register, var den omhyggelige antydning af temaer, der først for alvor blev tydelige i bakspejlet. Amys vrede, selvsikre facade viser sig at skjule en stor skrøbelighed, mens Esters tilsyneladende generthed og tilbageholdenhed over for de andre piger viser sig at dække over en styrke og målrettethed, der overgår alle hendes jævnaldrende.

De mindre roller betyder også noget. Afgørende for stykkets balance er Reba (Charlotte Hamblin), som helt mangler de to hovedpersoners neurotiske intensitet. Hun hviler i sig selv på en måde, som de ikke gør, og suser ind og ud af stykket, hvilket tager toppen af spændingerne og giver flere øjeblikke af skæv og