ANMELDELSE: Europe, Donmar Warehouse ✭

Julian Eaves anmelder David Greigs stykke Europe, som lige nu spiller på Donmar Warehouse i London.

Theo Barlem Biggs (Horse) og Billy Howle (Berlin) i Europe. Foto: Marc Brenner Europe

Donmar Warehouse

28. juni 2019

1 stjerne

Book billetter

Jeg aner ikke, hvem der fik den idé, at det var en god plan at genopsætte dette 25 år gamle stykke af David Greig.  For ikke længe siden beundrede vi genialiteten i hans drama 'The Events'.  Hvem har så lyst til at blive mindet om noget væsentligt svagere materiale?

Tilsyneladende er dette et stykke om livet på en grænsebanegård et sted på det kontinent, titlen refererer til, umiddelbart efter den kolde krigs afslutning.  Men faktisk føles det mindre som et skuespil og mere som en samling skriveøvelser, hvor hver scene tager os ind i en ny 'indflydelsessfære': vi får scener 'inspireret' af Brecht, John Osborne, Tjekhov, Pinter – du kan selv fortsætte listen.  Det er meget muligt, at det er helt utilsigtet fra forfatterens side, som jeg ellers har haft den største respekt for.  Ikke desto mindre er det svært at finde nogen rød tråd eller sammenhæng i det, der sker eller bliver sagt undervejs.

For at forsøge at overvinde dette problem forbliver teksten stædigt flad, og de tyndt tegnede 'karakterer' læner sig op ad klichéfyldte vendinger og formelagtige strategier for at navigere gennem de utallige sider med dialog, der primært fortæller i stedet for at vise.  Michael Longhurst, den nye kunstneriske leder på stedet, har fået til opgave at give denne overfladiske snak mening og struktur, men det er en opadgående kamp hele vejen.  Man mærker tydeligt det kreative holds store indsats for at vække stykket til live rent teatralsk, men man mærker også manuskriptets resolutte afvisning af at lade sig redde.  Det er heller ikke ligefrem et kort værk: der er pause, og det hele trækker ud i en rum tid.

Faye Marsay (Adele) og Natalia Tena (Katia) i Europe. Foto: Marc Brenner

Scenografen, Chloe Lamford, virker lige så vildfaren i forhold til, hvad hun skal stille op med det hele.  Vi får en slags boks-scenografi af en forplads til en banegård – gennemført realistisk – og over den, et helt andet panorama prydet med en miniaturelandsby, der mest af alt minder om det mini-Stonehenge, dværgene har i 'This Is Spinal Tap'.  Hvorfor?  Et par togvogne rulles ind og ud og giver lidt tiltrængt liv til denne ellers statiske affære – gid hele konceptet var tænkt sådan.  Tom Vissers lyssætning fungerer glimrende, og han får lov til at trylle med en imponerende lysbro: Faktisk ville man nok have nydt stykket langt mere, hvis man bare så på det uden at forstå et ord af, hvad der blev sagt.  Lyddesignet af Ian Dickinson for Autograph forstærker kun stykkets nostalgiske lighed med fortidens stationsdramaer: Det er som om Arthur Ridleys 'The Ghost Train' er blevet kørt gennem en kødhakker af Samuel Beckett og derefter trampet på af Sarah Kane.  Simon Slater har komponeret et ret cinematisk soundtrack; igen undrer jeg mig over formålet, for når han får castet til at synge, gør de det i en hårdtslående, Hans Eisler-agtig agitprop-stil, som overhovedet ikke har noget at gøre med det, der følger efter.

Ensemblet i Europe på Donmar Warehouse. Foto: Marc Brenner

Til forsvar for stykket må jeg hellere nævne, at nogle faktisk kan lide det.  Måske skyldes det skuespillernes behagelige præstationer?  Jeg famler lidt i blinde her.  Billy Howle, som vi alle (som dedikerede seriefans) kender og elsker som kokainsniffende slagtilfælde-offer i MotherFatherSon, minder mig gang på gang om, hvor godt det manuskript var sammenlignet med det, han skal sige her.  Hans karakter hedder 'Berlin'.  Ron Cook spiller en stationsforstander med det gammeldags navn Fret, og både hans udseende og facon leder tankerne hen på en live-action-udgave af 'Camberwick Green'.  Hans assistent, Faye Marsays 'Adele', befinder sig i et helt andet, Caryl Churchill-agtigt univers.  Hun er gift med Berlin, men stikker af med Natalia Tenas Katia.  (Spoiler?  Helt ærligt, hvis du ikke ser den komme en time i forvejen, så trænger du til at komme mere ud.)

Jeg vil dog gerne sige et par pæne ord om Natalia Tena: Hun formår som den eneste på scenen at navigere udenom manuskriptets mange stilistiske og strukturelle faldgruber.  Kun hun virkede troværdig fra start til slut, selvom hendes rolle – ligesom de andre – i sidste ende afslørede, at den ikke rigtig førte nogen vegne.  Det var ikke hendes skyld.  De andre skuespillere tager forskellige valg om, hvordan de skal tackle det materiale, de har fået, men de ender alle med at drukne i stykkets substansløse dyb.  Kevork Malikyan som Sava udstråler en vis tyngde, men de banale replikker, han er tvunget til at levere, undergraver konstant hans autoritet.  Trioen, der gør livet surt for Berlin, klarer den ikke bedre: Theo Barklem-Biggs' Horse, Stephen Wrights Billy og Shane Zazas Morocco.  For det første, hvor kommer de navne fra? ... og hvad skal de betyde? ... ligesom den lukkede station virker de nyttesløse og retningsløse.

Kevork Malikyan (Sava) og Ron Cook (Fret) i Europe. Foto: Marc Brenner

Jeg må dog erklære en vis personlig interesse.  I den pågældende periode mellem 1988 og 1993 boede og arbejdede jeg i selve Berlin.  Her oplevede jeg på tætteste hold omvæltningerne ved Comecons, Warszawapagten og Sovjetunionens sammenbrud.  Berlin blev hurtigt det knudepunkt, som alle disse forandringer drejede sig om – det vidste jeg fra den første dag, jeg kiggede ud ad mit vindue og så en Mercedes-Benz med kyrilliske nummerplader parkeret på gaden.  Mine venner og bekendte kom fra hvert et hjørne af den hensygnende kommunistiske verden, og jeg kan forsikre for, at hver og en af dem havde mere på hjerte end den samlede indsats fra alle talerørene i dette uheldige stykke.

BOOK BILLETTER TIL EUROPE