ANMELDELSE: Everyman, National Theatre ✭✭

Everyman

Olivier Theatre

29. april 2015

2 stjerner

Rengøringsdamen, træt og slidt, kigger direkte ud på publikum og spørger, hvordan alles dag har været. Nyder vi vores Prosecco? (Der lyder indforstået fnisen, da det er premiereaften). Hun advarer om, at hun skal rydde kondomer op, før natten er omme, men lover, at det ikke bliver det værste, hun skal fjerne.

En mand i et smart blåt jakkesæt, men uden sko, falder ned fra himlen og forsvinder i et halvrundt sort hul. En larmende flok dukker op og efterligner i en stiliseret form druk, venskab og vildskab. Manden, der faldt, dukker op og fejres. Han fylder 40. "Happy Fucking Birthday" bliver hurtigt det larmende omkvæd. Poser med kokain findes frem, rives op, og det hvide pulver sprøjtes ud over bordpladerne. Alle tager for sig, igen og igen, og i kølvandet på de mange baner følger bølge efter bølge af munterhed, praleri, libido og vold.

Rengøringsdamen vender tilbage. Festaberne forsvinder og efterlader manden i blåt – ham, der faldt – spændt fast til en bænk med politiafspærringsbånd omkring sig. Han vågner og kaster op i hendes strategisk placerede spand. Det viser sig, at rengøringsdamen er Gud, og hun er ikke ligefrem tilfreds. Hun tilkalder Døden, som viser sig at være en lakonisk irsk realist.

Dette er Everyman, Rufus Norris' første iscenesættelse som kunstnerisk leder for National Theatre. Denne version af det klassiske middelalderlige moralspil er skrevet af Carol Ann Duffy og udråbes i programmet som et stykke "til den antropocæne tidsalder".

Lektor Kristen Shepherd-Bush fra det engelske fakultet ved University of Oxford udtaler:

"Hendes moderne genfortælling bringer de oprindelige temaer om manglende tro og gode gerninger i skarpt, moderne fokus og får os til at reflektere over menneskehedens tilstand i denne ekstreme forbrugerræs- og sekulære tidsalder, samt vejen til at finde mening uden en gud. Over for planetens død virker 'Everyman’s' undergang nærmest ubetydelig. Men ligesom karaktererne Peer Gynt, Willy Loman og Emily er han alt, hvad vi har. Planetens fremtid afhænger usikkert af menneskeheden og dens regnskab over svagheder og styrker, kortsigtethed og opfindsomhed, egoisme og samarbejde. Indtil denne udfordring er løst, vil Everyman fortsat være lige så relevant i dag, som det var for et middelalderligt publikum".

Det er svært at være uenig i dette. Duffys bearbejdelse er både lyrisk og nutidig. Den er også morsom, præcis som livet, nogle gange når man mindst venter det.

Nej, problemet her ligger ikke i teksten. Det ligger i selve opsætningen.

Norris kaster alt ind i produktionen: et stort ensemble, halsbrækkende luftakrobatik, afsyngning af show-tunes, kaskader af glimmer, en vindmaskine der blæser falske penge og luft ud i salen, kokainmisbrug, regnvejr, gang på knuste flasker, multimedie-indslag, 'f-ordet', et orgie (af en art) med diverse seksuelle kombinationer, utallige gigantiske guldstatuer, neonfarvede kostumer, en strøm af sæbebobler og skrigende gyldne dragter. Det er næsten som om, han ikke har tillid til, at materialet kan gøre indtryk i sig selv.

Resultatet er skrigende, pubertært og utåleligt kedeligt. For meget show og for lidt stil og substans. Det er bestemt et dristigt og klart samtidsstykke, men forestillingen er grundlæggende uengagerende, ubønhørligt passiv og uforbederlig kitsch.

Som Everyman kæmper Chiwetel Ejiofor bravt for at bryde gennem de trættende bånd i Norris' psykedeliske vision. Det lykkes for ham indimellem, og man kan ikke sætte spørgsmålstegn ved hans overbevisning og passion. Til tider puster hans storslåede stemme pulserende liv i Duffys tekst.

Inden for de snævre rammer, som Norris har udstukket, er både Dermot Crowley (Døden) og Kate Duchêne (Gud) så gode, som man kan forvente, og der er fint spil fra Sharon D Clarke og drengen, der spillede Everyboy.

Javier De Frutos har koreograferet forløbet på livlig vis, og Paul Anderson leverer ekstraordinært lysdesign.

Men... som en debut og et pejlemærke for fremtidens retning, lover denne Everyman ikke godt for National Theatre. Især ikke efter skuffelsen over Norris' andet programvalg til dato – Light Shining in Buckinghamshire.

To forbiere. Opmærksomheden retter sig nu mod den kommende The Beaux' Stratagem. Bliver det et skuffende hattrick for Rufus Norris?

Everyman spiller på Olivier Theatre på National Theatre frem til den 30. august 2015