ANMELDELSE: Hecuba, White Bear Theatre ✭✭✭

Hecuba

White Bear, Kennington

18/07/15

3 stjerner

Euripides bliver stadig ofte overset i visse kredse sammenlignet med de øvrige to af de tre store græske dramatikere – Aischylos og Sofokles. Og dog taler hans stykker på mange måder mere direkte og umiddelbart til vores postmoderne sanselighed end de ekstremt komplekse, stringente og flerlagede udforskninger af individets over for fællesskabets dilemmaer i Orestien og Theben-trilogien. Hans bevidste valg af plot, der ligger en smule væk fra den centrale handling, henleder opmærksomheden på karakterer – ofte kvinder – som normalt bliver marginaliseret eller ignoreret i de større politiske og militære dramaer. Hans udvalg af dilemmaer og situationer, der udforsker ekstreme sindstilstande og umulige valg, føles tættere på den virkelighed, vi ser i moderne tid, end mange af de velkonstruerede teaterstykker fra det forrige århundrede. Vi tror måske ikke længere bogstaveligt på eumenider eller furier som aktive kræfter i vores liv, men de dramatiske motiver om hævn og uforskyldt lidelse i utænkelig grad er deprimerende bekendte fra nyhederne såvel som fra scenen. Derfor er denne nye opsætning af Hecuba meget kærkommen og kan ikke undgå at være både tankevækkende og gribende, selvom den er koblet sammen med en parallel fortælling i moderne klæder, der ofte træder originalen lidt over tæerne.

Euripides starter sin fortælling der, hvor de klassiske beretninger normalt slutter – med Trojas fald og det endelige opgør mellem de græske sejrherrer og de overlevende trojanere. Fokus er på dronning Hecuba, nu enke efter Priamos, tynget af sorg over tabet af de fleste af sine børn og ødelæggelsen af den by, hun og hendes mand regerede over i årtier. Grundlæggende er det to historier i én, der begge kredser om hendes desperate forsøg på at redde sine to sidste børn, Polyxena og Polydoros. Den første kræves som menneskeoffer af grækerne for at opveje ofringen af Ifigenia, før de kan sejle hjem; den anden betror hun til en nabokonge, Polymestor, for at holde ham i sikkerhed. Det er unødvendigt at sige, at alle hendes planer slår fejl. Plottets mange twists er på sin vis mindre vigtige end de psykologiske sandheder, dramatikeren afslører. Han minder os om, at den gamle kliché om, at lidelse og sorg forædler sjælen, er et trist og selvbedragerisk stykke ønsketænkning. I virkeligheden fører det, Hecuba udsættes for, til en form for vanvid og personlighedsopløsning, der gør alle moralske rammer ligegyldige. Vi står tilbage med spørgsmålet om, hvordan vi kan dømme et menneske, der har måttet udstå det utålelige tab af alt, hun har kært, og som derefter begår det, verden normalt ville dømme som forbrydelser. Hævnens grænser og dens effekt på samfundet, ofrene og gerningsmanden var centrale emner for grækerne; og desværre er de det fortsat i vores verden i dag på måder, der ikke kræver megen oversættelse.

Det er dog det kreative teams opfattelse – dramatikeren Chris Vlachopoulos og instruktøren Justin Murray – at Hecuba har brug for en bearbejdelse for et moderne publikum. Derfor er de klassiske historier vævet sammen med to parallelle versioner, der flytter handlingen til et moderne arbejderklassemiljø. I den første historie kæmper Hecuba, her omdøbt til Willow, mod nedskæringer og bureaukrati for at få lægehjælp og en operation til sin terminalt syge datter. I den anden opdager hun, at hendes søn, som hun troede var i sikkerhed, er blevet fanget i en demonstration og dræbt af en taser. Hun står derefter over for dilemmaet om, hvordan hun skal reagere, når hun står ansigt til ansigt med den politibetjent, der er ansvarlig for hans død. Det fire mand store ensemble spiller alle flere roller og fletter historierne sammen med et minimum af rekvisitter; når de ikke er ”på”, bliver de på scenen og folder stille avisstrimler til papirbåde.

Der er intet i vejen med denne opdaterede version, men i selve forestillingen blev grænserne mellem de to skildringer forvirrede og uklare til skade for begge. Som resultat kunne man ikke lade være med at tænke, at de hver især ville fungere bedre alene – enten som en ren version af Euripides, som faktisk kræver meget lidt tilpasning, eller den moderne version, som isoleret set ville have mere plads til at udfolde sine karakterer. Desuden er der asymmetrier mellem de to tekster, som trækker de tiltænkte paralleller fra hinanden frem for at binde dem strammere sammen. I den græske version er vi eksempelvis altid bevidste om Hecubas kongelige værdighed, selv når vanviddet truer; det er stadig en afgørende faktor i hendes adfærd. I modsætning hertil mister den jævne kontekst i den nye version en dimension, og Willows handlinger bliver derved sværere at forklare og tro på. Derudover opstår der uundgåeligt et sammenstød i retorisk stil mellem den ophøjede, næsten rituelle tone i den første del og den mere rå og kontante trods i den anden. Forestillingens højdepunkt er stadig den smukke beretning om Polyxenas værdige modstand mod sine bødler i ofringsøjeblikket, som fik publikum til at holde vejret mere end noget af den direkte vold på scenen.

Selvom jeg har mine forbehold over for måden, stykket er sat sammen på, fortjener skuespillerne stor ros for den fantasi og intensitet, de lægger i arbejdet. Lucinda Lloyd som Hecuba/Willow leverer en hjerteskærende engageret og nådesløs præstation med flot kontrasterede portrætter af de to kvinder. Ben Scheck, som spiller begge sønner samt Polymestor/betjenten, skaber distinkte karakterer med stor følelsesmæssig spændvidde og fysisk dynamik. Roisin Keogh spiller døtrene med en rørende underspillethed, der fungerer som en effektiv modvægt til Lloyds utrættelige vrede – faktisk findes noget af den bedste dramatik i den nye version i scenerne mellem mor og datter. Isobel Wolff leverer en række mindre roller med god tekstforståelse og fint kalibrerede variationer. Catharsis Theatre er kendt for at prioritere det fysiske udtryk, og det er helt sikkert en af produktionens store styrker. White Bear er et lille teater, men det føles ikke sådan i denne opsætning, som har et glimrende flow trods de fysiske begrænsninger. Resultatet er et stykke, som ellers kunne være ret statisk, men som her afvikles uden nogen longueurs. Mange af nøgleøjeblikkene blev indfanget fysisk ligeså stærkt som i teksten. Selvom resultatet havde sine udfordringer, var publikum indfanget i dramaet hele vejen igennem, hvilket er en cadeau til skuespillernes flair.