ANMELDELSE: Hell Yes I'm Tough Enough, Park Theatre ✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Ben Aldertons Hell Yes I'm Tough Enough, der i øjeblikket spiller på Park Theatre.

Ensemblet i Hell Yes I'm Tough Enough. Foto: Robert Workman Hell Yes I'm Tough Enough Park Theatre 4 stjerner Bestil nu Ind imellem dukker der en perfekt forestilling op, hvor publikum ved, at de bare kan læne sig tilbage og nyde det herlige syn af alt, der fungerer præcis, som det skal.  Og det er stort set det, første akt af dette stykke af den unge skuespiller og forfatter Ben Alderton opnår.  Okay, der er en åbningssekvens, som ikke helt er i samme liga som det efterfølgende – og jeg er ikke helt sikker på, hvad den laver der: den føles mere som en øvelse fra en dramaklub end som noget, der har relation til den langt mere integrerede, intense og sammenhængende handling, der følger.  Men derefter får vi en fængslende stram og konstant overraskende udfoldelse af en fængende historie om beskidt spil på de højeste niveauer i britisk politik.  Med andre ord, et stykke vi alle kan relatere til. Annie Tyson og Ben Alderton. Foto: Robert Workman Det tager ganske vist et øjeblik at vænne sig til tidsperioden: Som det ofte er tilfældet med 'satirisk' drama, virker det til, at dette stykke har været en mindre evighed om rent faktisk at nå frem til scenen.  Så dens aktuelle slagskraft er noget svækket af at være 2-3 år forældet.  Det er dog en synd, man er villig til at tilgive, når man lader sig opsluge af den vanvittige vision af (den lige så vanvittige?) magtpolitik i Westminster, der her bliver serveret. Alderton giver sig selv glansrollen som Cameron-look-a-liken 'Dave Carter': et modbydeligt, chauvinistisk monster, der ser ud til at modellere sig selv efter Kanye West (så vidt jeg kan vurdere – jeg må desværre indrømme, at jeg ikke er ekspert i den slags).  Hans reducerede sidekick er James Bryants ynkelige 'Nick Clogg' (forstår du den?).  Oppositionen – i det omfang den findes – ser ud til at fokusere på Ben Hoods 'Ned Contraband'.  En sværm af andre karakterer tæller Michael Edwards' 'Will', Cassandra Hercules' formidable 'Sharon Slaughter', den bizarre, Tolkien-agtige 'Corbz' spillet af Edward Halsted, og den mere britiske centraladministration-agtige 'Poppy' spillet af Venice Van Someren, Mikhail Sens 'Patrick' og Annie Tysons 'Glyniss'.  Alderton holder disse karakterer i konstant bevægelse, mens de fyrer hans katalog af slogans af, som på papiret (jeg læste manuskriptet – udgivet som program af Playdead Press – før showet) ikke virker synderligt interessante, men som i Roland Reynolds' psykotisk rastløse iscenesættelse bliver ekstremt slagkraftige og fascinerende. Michael Edwards og Ben Hood. Foto: Robert Workman Scenografien af Isabella Van Braeckel er glimrende: et elegant, strømlinet kig ind i de vigtige sale, hvor vitale beslutninger træffes.  Alex Hopkins belyser det med diskret enkelhed, og Julian Starr bader det hele i et rungende, selvhøjtideligt og næsten indbildsk lydbillede, der minder os om de værste excesser fra 'Brass Eye' eller 'The Thick Of It'.  Lewis Daniel har stået for den nye 'musik'.  Det er en fantastisk pakke, når det hele spiller sammen. Mærkeligt nok er der i anden halvleg – efter en indledningsvis finurlig og charmerende scene med Clogg, der leger med sine modelfly – et markant dyk i tempoet.  Stykket bevæger sig ind i en række store monologer, som bare ikke besidder samme grad af morskab eller opfindsomhed som første akt.  Det er lidt af en skam: man hyggede sig så gevaldigt før.  Ikke desto mindre hænger det varige indtryk fra første halvleg ved, og det sender dig ud af teatret med fornyet energi og et smil på læben.  Og hvor meget i britisk politik kan man sige det om i disse dage?

BESTIL NU TIL HELL YES I'M TOUGH ENOUGH