ANMELDELSE: Henry V, Southwark Cathedral ✭✭✭✭✭

Teaterkompagniet Antic Dispositions Henry V. Foto: Scott Rylander Henry V

Southwark Cathedral

3. februar 2017

5 stjerner

Mere information

Antic Dispositions Henry V fortjener i den grad sin genopsætnings-turné rundt i de britiske katedraler. Det er en gennemført teaterproduktion – velspillet, flot designet og skarpt tænkt. Forestillingens præmis er enkel, men genial: Franske og engelske soldater på et militærhospital opfører Shakespeares historiske drama i ironisk nærhed af Agincourt, hvor deres hære tørnede sammen 500 år tidligere. Stykket rammer plet på alle punkter; det hylder både Shakespeares 400-års jubilæum og 100-året for Første Verdenskrig, mens det samtidig føles aktuelt og friskt i dag. Nød lærer nøgen kvinde at spinde, og det mærkes tydeligt i denne opsætning. Den enkle scenografi udnyttes fantasifuldt og kæmper aldrig om opmærksomheden med katedralens uforlignelige arkitektur. Skuespillerne mestrer deres mange roller til perfektion i en eksemplarisk produktion, der vidner om et kompagni på toppen af deres ydeevne.

For dem af os, der er fortrolige med James I-bibelen, er det intet nyt at høre Shakespeare i vores kirker og katedraler, men der er noget helt fundamentalt medrivende over at se det beskidte, kaotiske rod, som menneskelivet er, blive trukket ind i fuld technicolor i et rum, der normalt er forbeholdt refleksion og trøst. Vi er placeret i Southwark Cathedrals skib på tværs af scenerummet – en opstilling, der skaber dynamisk aktion og en spændende nærhed, mens den samtidig polariserer de modstående franske og engelske hære. Stykket begynder med et optog af elendighed, mens soldater vakler over tværskibet assisteret af hektiske sygeplejersker. Indrammet af en enkel gave – et eksemplar af Henry V fra en engelsk soldat til sin franske redningsmand – fordriver de sårede deres rekreation ved at flygte fra det usle felthospital og ind i Shakespeares tekst sammen.

Antic Dispositions Henry V. Foto: Scott Rylander

Meta-teatret fungerer upåklageligt i stykkets komiske elementer, herunder Charles Nevilles vidunderligt vidtløftige redegørelse som ærkebiskoppen af Canterbury. Rhys Bevan (kendt af mange BBC-lyttere fra The Archers) er ikke længere en playboy-prins; han formidler mesterligt frustrationen og den stålsatte beslutsomhed hos den nu målbevidste monark, der kæmper lige så meget mod sit blakkede ry som mod enhver fremmed hær. Den berømte Crispin’s Day-tale leveres i en rugby-klynge med Henry løftet højt til elektrificerende effekt, alt imens Bevans stemme giver genlyd gennem den hule katedral. Dramaet er dog aldrig mere rørende end i slutningen af første akt, hvor Adam Philps i rollen som Bardolph bukker under for granatchok, ude af stand til at skelne mellem den spillede virkelighed og selve skuespillet. Han minder os om krigens brutalitet og tunge byrde, som ingen mængde poesi eller optræden kan skjule.

Antic Dispositions Henry V. Foto: Scott Rylander

Rosie Williamsons musikalske ledelse gør et flot stykke arbejde med at understøtte stykket, og vi bliver forkælet med sange på både fransk og engelsk. Dean Riley leverer tekstur til den forudindspillede lyd som den forkælede Dauphin med et velkomment bidrag på harmonika, mens sangen over hele linjen er harmonisk og helt i tråd med temaet om Den Store Krig.

Den ofte problematiske scene med Kate håndteres følsomt af Bevan og Floriane Anderson som prinsesse Katherine; den "brudte musik", der er givet hende, er broderet og prydet med et væld af følelser, der lever i hvert blik og hver gestus. Andre bemærkelsesværdige præstationer tæller den facetterede Louise Templeton som Mistress Quickly og Alice, samt en overlegen Callum Oates som Exeter og Bates. I virkeligheden er der dog tale om en kollektiv kraftpræstation, hvor alle skuespillere støtter hinanden smukt – et sandt "band of brothers".

Antic Dispositions Henry V. Foto: Scott Rylander

Antic Dispositions produktion belyser faren ved blind patriotisme og det universelle tab ved enhver konflikt. Henry V er historien om en dreng, der vil lege krig, men som må bære ansvaret som en mand. Min eneste anke er måske, at forestillingen aldrig helt ramte samme følelsesmæssige højdepunkt i anden halvleg som i første, og tempoet kunne med fordel have været skruet op under stykkets afslutning. Ikke desto mindre: Hvis alle katedraler kunne fremprovokere dette niveau af dyb eftertænksomhed, ville de udføre deres opgave med topkarakter. Jeg tror bestemt, at Shakespeare ville have godkendt det, og jeg kunne ikke være mere enig med en af mine studerende (der tilfældigvis også var til stede), som begejstret udbrød: "det var genialt".

LÆS MERE OM ANTIC DISPOSITIONS HENRY V PÅ TURNÉ