ANMELDELSE: Henry V, Temple Church ✭✭✭✭

Andrew Hodges og Freddie Stewart. Foto: Scott Rylander Henrik V

Temple Church

24/08/15

Jeg forestiller mig, at de fleste teatergængere har klare minder om, hvornår de første gang oplevede en opsætning af Henrik V. Hver gang jeg hører en skuespiller kaste sig ud i ‘O for a muse of fire!’, bliver jeg straks ført tilbage til det bjergtagne barndomsøjeblik, da jeg så Oliviers film første gang... panoreringen over Tudortidens London, Waltons livlige riddermusik og det første møde med 'the wooden O'. For andre er det måske Kenneth Branaghs mere mudrede, men stadig heroiske filmversion, eller Hytner-Lesters antikrigsproduktion fra for godt et årti siden. Få af os kan møde dette stykke uden en hel række forudindtagede holdninger, og man skal være en modig instruktør for at finde på noget nyt at sige om dette stykke, som vi alle tror, vi kender så godt. Ikke desto mindre er det præcis, hvad Antic Disposition og instruktørerne Ben Horslen og John Risebero har præsteret i en af de mest imponerende genopsætninger af et Shakespeare-stykke, jeg har set i nyere tid. Det gør de frem for alt ved at anerkende og inkludere de tvetydigheder, der ligger i hjertet af stykket, så det hverken bliver en forsimplet hyldest til eller afstandtagen fra krig, men en erkendelse af, at krig er en uadskillelig del af den menneskelige natur. Det er afgørende for Shakespeares åndelighed, at stykket favner de storpolitiske intriger, mens det også viser konsekvenserne af disse beslutninger for både menigmand og konge – storheden og smerten, den fine grænse mellem nederlag og triumf, overlevelse eller død.

Andrew Hodges, Alex Hooper, Freddie Stewart og James Murfitt. Foto: Scott Rylander

Rammerne i Temple Church kunne ikke være mere stemningsfulde med sine rige lag af engelsk historie. Ved siden af gravmonumenterne for tempelridderne og de baroner, der gennemtvinger Magna Carta, foregår forestillingen på en tværgående scene mellem kirkebænkene. På en forhøjet platform er der spredt ammunitionskasser og medicinsk udstyr. To soldater i uniformer fra Første Verdenskrig træder ind, en fransk og en engelsk. Derefter en fransk sygeplejerske. Velkendte sprogforbistringer følger, indtil den engelske soldat giver sin franske modpart et eksemplar af Shakespeares stykke. Vi befinder os på et allieret felthospital i Azincourt bag frontlinjen, og begge hold bliver enige om at opføre stykket for at få tiden til at gå. Men før vi når til prologen, introducerer en harmonika og et klaver George Butterworths melodi til A.E. Housmans ‘The lads in their hundreds’, og oveni Shakespeares inspirerede retorik får vi endnu et klangfuldt lag af ridderlig vemod, skrevet lige før Første Verdenskrig. Dette var så velvalgt på så mange måder – både dramatisk, æstetisk og historisk – at det gav mig det samme sus af en bevidsthedsudvidende oplevelse, som jeg husker fra Oliviers film for alle de år siden. Jeg kan ikke give en større kompliment til håndteringen af åbningssekvensen.

Og så var vi i gang med selve stykket, men før jeg diskuterer produktionens kvaliteter, er det værd at understrege, at rammen med Første Verdenskrig altid forbliver et referencepunkt. Flere sange af Housman i edwardiansk stil afbryder handlingen for at destillere følelserne ved centrale vendepunkter, og oplevelsen af den nylige konflikt trænger sig rørende og passende ind i forestillingen på betydningsfulde tidspunkter – som da Bardolph bliver henrettet for plyndring, og skuespilleren i rollen bryder sammen i et anfald. Det er meget sjældent, at et kompagni integrerer et nyt koncept så gennemført i et Shakespeare-stykke – alt for ofte er det blot en overfladisk gestus – men her er detaljegraden enormt imponerende og idérig, samtidig med at den passer perfekt til originalens ånd.

Som det er kutyme hos dette kompagni, er der et gennemgående højt niveau i de individuelle præstationer og i ensemblet som helhed. Overgangene mellem scenerne er styret stilsikkert, og selvom pladsen er trang, har instruktørerne brugt den meget fleksibelt med en minimal men fantasifuld brug af rekvisitter (f.eks. en kasse forbindinger i stedet for tennisbolde, kageforme som kroner osv.). Jeg spekulerede på, hvordan de ville håndtere den store slagscene, men her gav rammefortællingen igen løsningen i form af en pludselig artilleribeskydning bag scenen, endnu en Housman-sang og et signalhornssignal... øjeblikket blev indfanget og mærket uden behov for at blive vist direkte.

Freddie Stewart og Louise Templeton. Foto: Scott Rylander

Anmeldelsens format tillader mig ikke at yde fuld retfærdighed til de mange fine præstationer, hvor flere skuespillere har flere roller. Det er nok at sige, at både de politiske scener og komediescenerne fungerede lige godt, hvilket på ingen måde altid er tilfældet i dette stykke. Den nationalistiske kappestrid blandt soldaterne blev heller aldrig trættende, som det ellers kan ske. Teksten blev leveret klart og støttet af masser af flydende bevægelse på scenen, især i scenerne natten før slaget, hvor det mandlige kammeratskab og den nervøse drilleri fra både den oprindelige og den moderne setting passede særdeles godt sammen.

Det var en sand fornøjelse for en gangs skyld at se ægte fransktalende spille de franske kongelige roller: der var en troværdig politisk modvægt til de engelske styrker, og rivaliseringen mellem Dauphinen og konstabelen blev fremstillet på en måde, man normalt ikke ser. Floriane Andersens Katherine spillede herligt på de sproglige lege, Shakespeare har skabt til hende, og hun var en værdig modstander til Freddie Stewarts Henrik V i deres bejlerscene.

Stewarts præstation rummede mange af de kvaliteter, der kræves for at få succes i denne rolle. Han var naturligt autoritær i de politiske og offentlige scener, og i bejlerscenen kombinerede han charme, humor og klodsethed i lige og skønne mål – han har bestemt tæft for det diplomatiske og det søde. I det anonyme skænderi med Williams (Alex Hooper), som er afgørende for enhver opsætning af dette stykke, kontrollerede han tonen sikkert, og foran tropperne leverede han troværdigt mere end blot 'a little touch of Harry in the night.'

Jeg har dog et forbehold over for hans håndtering af de berømte monologer, et forbehold der rækker bredere ud til den måde, Shakespeare-monologer generelt leveres på i dag. Selvom naturalisme på en scene kan nå langt, så fungerer det ikke i disse højtravende retoriske stykker, som er eksplicitte krystalliseringer af specifikke følelser, ikke beskrivelser af dem. En naturalistisk tilgang ender som råbende og monoton uden at være medrivende på nogen meningsfuld måde. Skuespilleren er nødt til at fortolke og forme disse stiliserede taler, som var de musikstykker, hvor man indvier publikum i sine fortroligheder. Selvom jeg kan forstå yngre skuespilleres modvilje mod at bruge den selvbevidste 'smukke stemme' i stil med Olivier og Gielgud, kan det stadig gøres uden at svigte resten af ens karaktertegning. De ældre skuespillere i kompagniet – for eksempel Geoffrey Towers (Exeter) og Louise Templeton (Mistress Quickly) – viste vejen, og især Templetons fremmaning af Falstaffs død blev udført præcist og rørende blot ved at følge og ikke forcere tekstens naturlige tempo. Som Jonathan Bate har sagt det: 'Nøglen til dramatisk kunst er uoprigtighed.' Kunstgreb kan gøres til kunst, og publikum vil med glæde opholde sig i det særlige rum sammen med dig i øjeblikket....

Dette er kun en mindre anke i en totalt absorberende teateraften, der fik så mange af os i publikum til at genoverveje dette tilsyneladende så velkendte stykke. Jeg håber virkelig, at de får mulighed for, her eller andetsteds, at genopføre denne fine nyfortolkning af en af Shakespeares største bedrifter. Da holdet marcherede ud i formation i de mørke kroge af Temple Church mod de liggende riddere, kunne man ikke længere skille dem fra den lange tradition for ridderlighed, der strækker sig fra Chaucers 'Knight's Tale', gennem Shakespeares krønikespil og ned til Housmans dødsdømte infanteri:

‘They carry back bright to the coiner the mintage of man.

The lads that will die in their glory and never be old.’

Henrik V spiller frem til 5. september i Temple Church