ANMELDELSE: I Loved Lucy, Jermyn Street Theatre ✭✭✭

I Loved Lucy

Jermyn Street Theatre

5. februar

3 stjerner

I Loved Lucy spiller i øjeblikket på Jermyn Street Theatre i West End. Det er Lee Tannens selvbiografiske skuespil, baseret på hans erindringer om venskabet med Lucille Ball.

Tannen, en kendis-besat tekstforfatter og kæmpe fan af komedie-ikonet, bruger perifere familiære bånd til at møde og knytte venskab med den langt ældre Ball. Tannen bliver en nær fortrolig over utallige spil backgammon, hvor han gradvist får hendes historier og inderste følelser frem i lyset.

Som en person, der ikke engang var født, da Ball gik bort, må jeg erkende, at jeg nok ikke er den primære målgruppe for denne forestilling. En stor del af stykket lader til at kredse om mildt skandaløse kendis-anekdoter, som ganske vist er underholdende, men som ikke rigtig driver plottet fremad.

Langt mere interessante temaer, såsom hendes sammenstød med FBI på grund af påstande om kommunisme, forblev uudforskede til fordel for det, der indimellem føltes som lidt letbenet kendis-snak.

Når det er sagt, er Tannens manuskript ofte både vittigt og ligefrem morsomt, ligesom det rummer flere rørende øjeblikke. Forestillingen står stærkest i anden akt, hvor den skildrer Balls erkendelse af, at hendes stjernestatus er falmet, og at hendes bedste år ligger bag hende.

Som det ofte er tilfældet med biografiske værker, falder stykket indimellem i ekspositions-fælden; store dele af dialogen er tung af navne og datoer. En lidt strammere redigering kunne have skåret den en anelse for lange produktion ned til en bedre størrelse.

Dette gælder især de sidste ti minutter, som finder sted efter Balls død i en besynderlig form for himmelsk utopi. Det var måske tænkt som gribende, men virkede i stedet temmelig forstyrrende og trak stykket ud efter et ellers naturligt slutpunkt ved hendes død.

Når man først er klar over, at Tannen selv har skrevet manuskriptet, kan man ikke lade være med at se ham som en lidt upålidelig fortæller. Det skal dog siges, at han ikke viger udenom at udstille sine egne særheder (man kan indimellem undre sig over, hvad Ball egentlig fik ud af venskabet).

Billedet, der tegnes, er dog, at Tannen var Balls tætteste relation – endda tættere end hendes to mænd og hendes børn. Det kan sagtens være sandt, men det havde været gavnligt at høre mere om, hvorfor de andre i hendes liv var så fraværende, især hendes børn, som knap nok nævnes.

Trods disse kritikpunkter leverer de to hovedroller fremragende præstationer. Sandra Dickinson er forrygende som Lucille Ball og rammer hendes manerer og hjertelige grin perfekt. Hun er sprudlende, når det kræves, men formidler også Balls følelse af fald og ensomhed utrolig flot. Hendes komiske timing er knivskarp, hvilket gør hende i stand til at levere Balls mange spydigheder og skarpe bemærkninger med stor naturlighed.

Det relativt nye talent Matthew Bunn er ligeledes glimrende som den neurotiske og begejstrede Lee Tannen. Bunn spiller desuden en række andre mandlige roller, herunder en irsk taxachauffør, komikeren Bob Hope og en hotelreceptionist, hvilket giver ham rig mulighed for at vise sin store alsidighed.

Anthony Biggs’ instruktion udnytter det lille scenerum godt, mens Gregor Donnellys enkle scenografi suppleres begavet af projektioner direkte på teatrets vægge.

Lucille Ball sagde engang om komik: "Enten har du det, eller også har du det ikke", og denne fornøjelige opsætning lander et sted midtimellem. Den er fyldt med grin og kvikke bemærkninger, men kræver nok et mere strømlinet manuskript, før man for alvor elsker den frem for blot at kunne lide den.

I Loved Lucy spiller frem til den 27. februar 2016 på Jermyn Street Theatre