ANMELDELSE: Impossible, Noel Coward Theatre ✭✭✭✭

Luis de Matos i Impossible. Foto: Helen Maybanks Impossible

4 stjerner

Noel Coward Theatre

31. juli

BESTIL BILLETTER

Det er officielt; magien er tilbage. I lang tid blev det gjort til grin som værende camp og forældet gøgl, men tv-shows som Britain’s Got Talent og moderne pionerer som Derren Brown har gjort tryllekunst trendy igen.

Det faktum, at Impossible fylder Noel Coward Theatre, er et tydeligt bevis på dette. Det er en tempofyldt og professionel aften, der dygtigt blander bidrag fra et talentfuldt hold, som spænder over alt fra udbryderkonger til korttrick og tankelæsning.

Der er adskillige store stunts, som virkelig tager vejret fra én; en bil 'forsvinder', en assistent svæver og bliver savet midt over, og en helikopter dukker op ud af den blå luft. Uanset hvor ihærdigt man stirrer på hænderne eller leder efter hemmelige faldlemme, falder masken aldrig, og trickene forbliver dybt imponerende.

Showet er krydret med verbale og grafiske referencer til fortidens store magikere, hvilket giver en følelse af historik og viser fagets udvikling. Selvom nogle af trickene går århundreder tilbage (hvilket ikke gør dem mindre imponerende), formåede Jamie Allan, et digitalt vidunder, at skabe magi med iPads og lasere. Blandingen af gammelt og nyt fungerede rigtig godt, og mangfoldigheden i genrerne sørgede for en spændende aften.

Iscenesættelsen var dynamisk og medrivende hele vejen igennem, støttet af kreativ instruktion og en scenografi i konstant bevægelse. Michael Bradleys episke musik var fremragende til at opbygge spænding, og storskærmene blev brugt effektivt til at kaste lys over de mest finurlige fingerfærdigheder. Fortællingen bag showet fokuserede på en lille dreng, der opdager magiens glæde – og selvom det var en anelse klichéfyldt, hjalp det med at skabe sammenhæng og give showet lidt følelsesmæssig tyngde.

Det stærkeste aspekt ved denne produktion er, at den ved præcis, hvornår publikum skal inviteres med ind i legen. I stedet for at lade som om magi er en lukket klub for troldmænd, bliver publikum opfordret til at spille en rolle, uanset om det er ved at melde sig som frivillig på scenen eller give forslag til de optrædende. Den yderst charmerende og underholdende Luis de Matos lærte endda publikum at udføre deres eget trylletrick – en fin detalje, der faldt i god jord.

Jonathan Goodwin i Impossible. Foto: Helen Maybanks

Aftenens store stjerne var Jonathan Goodwin; en skræmmende veltrænet og vovemodig udbryderkonge, der udsatte sig selv for alverdens smerte. Tidligt i showet befriede han sig fra en spændetrøje, mens han stod i flammer, og senere lykkedes det ham at skyde en genstand ud af sin hustrus hånd med en armbrøst i bedste Wilhelm Tell-stil. Goodwin har en fantastisk kemi med publikum, og nogle af hans mest risikable stunts kunne man kun holde ud at se mellem fingrene.

I den anden ende af det magiske spektrum finder vi Chris Cox, en ungdommelig og energisk 'tankelæser', som man bestemt bør holde øje med. Han har en stil som en slags Derren Brown fra T4, der leverer både humoristiske afbræk og meget imponerende publikums-interaktive tricks. Ali Cook var også en åbenbaring og genskabte Houdinis frygtindgydende flugt fra en vandtank med stil og godt humør.

Katherine Mills, som oprindeligt skulle have optrådt, måtte desværre melde afbud, og hendes fravær kunne mærkes i kønsfordelingen. Selvom der var få kvinder med i truppen, udfyldte de den klassiske rolle som 'magikerens assistent', der bliver gemt i kasser og skåret i stykker. Magi-branchen synes stadig at kæmpe med at tiltrække kvinder, og man kan håbe, at Mills' retur vil inspirere en ny generation af kvindelige Dynamos.

Nogle tvivlede på, om et trylleshow kunne overleve i det moderne West End, men Impossible leverer virkelig et førsteklasses spektakel. Det er intelligent iscenesat og stærkt besat med en blanding af forbløffende tricks og stunts, der vil give dig noget at tænke over hele vejen hjem.

Impossible spiller indtil 29. august på Noel Coward Theatre