ANMELDELSE: Ink, Almeida Theatre ✭✭✭

Tony Turner, Bertie Carvel, Geoffrey Freshwater, Richard Coyle, Jack Holden, Tim Steed i Ink. Foto: Marc Brenner Ink Almeida Theatre 29. juni 2017

3 stjerner

Bestil billetter The Sun har på godt og ondt været selve hjertet i tabloidjournalistikken i længere tid, end de fleste af os kan huske, og har konstant både underholdt og forarget sine læserne med sensationelle og grænseoverskridende historier. Emnet har længe kaldt på en dramatisering, og det er ingen overraskelse, at det har fanget James Grahams opmærksomhed – forfatteren bag anmelderroste stykker som The Vote og This House samt det sublime drama Coalition med Bertie Carvel i hovedrollen. Carvel medvirker også i Grahams nye stykke, Ink, som den australske mediemogul Rupert Murdoch, verdens mest berygtede avismagnat. Men Murdoch er blot katalysatoren for denne fortælling, der illustrerer, hvordan en ligegyldig avis blev en gigantisk succes gennem rendyrket frækhed og fænomenal PR.

Bertie Carvel (Rupert Murdoch) og Richard Coyle (Larry Lamb) i Ink. Foto: Marc Brenner

Stykket tager sin begyndelse i 1969, da Murdoch (Bertie Carvel) opkøber den skrantende avis The Sun – en ynkelig udløber af Daily Mirror, der var heldig, hvis den trak et par hundrede tusind læsere om dagen. Han vælger Larry Lamb (Richard Coyle), en skarpsindig og medievant redaktionschef fra Mirror, til at lede avisen og udfordrer ham til at overgå Lambs tidligere arbejdsplads i oplag inden for et år. Denne næsten umulige opgave besværliggøres af en lille personalestab, der kæmper med at få originale idéer, og en kontraktlig betingelse om, at første udgave skal på gaden blot få uger efter overtagelsen. Alligevel trodser Lambs brogede flok alle forventninger, og salget stiger støt. Men for at overhale Mirror må de vinde folkets gunst, og Lamb er villig til at gribe til enhver metode for at udstille sine tidligere arbejdsgivere.

Tim Steed, Justin Salinger, Sophie Stanton og Richard Coyle i Ink. Foto: Marc Brenner

Carvel og Coyle er i absolut topform. Førstnævnte leverer en Murdoch, der virker ældet før tid med et ansigt lagt i en evig grimasse af væmmelse, hvilket både fornøjer og forfærder. Han fanger på mesterlig vis paradokset i en mand med en umættelig tørst efter magt og indflydelse, som samtidig væmmes ved offentlighedens søgelys. Coyles Lamb er forestillingens midtpunkt, og det er en utrolig overbevisende og karismatisk præstation. Han spiller rollen som en mand med et oprigtigt ønske om at gøre noget godt, der dog korrumperes af en ubøjelig lyst til at få hævn over den avis, der vragede ham. Stykket bæres også af en række fantastiske biroller, ikke mindst Sophie Stantons Mrs. Hopkirk, den skarpe og jordbundne redaktør af kvindesiderne, og Tim Steeds præcise Bernard Shrimsley, hvis pletfrie komiske timing skabte en nærmest pavlovsk reaktion hver gang han åbnede munden.

Ink er sine steder usandsynligt morsom. Holdets analyse af, hvad folk i virkeligheden kan lide – herunder gratis ting, vejret på side to og sex – er absolut herlig, mens Carvel og Coyles smukke, underspillede diskussion om 'underbukser på dåse' fik mig til at knække sammen af grin. Grahams manuskript er ikke blot vittigt, men også spækket med skarpe oneliners. Men trods alle de beundringsværdige kvaliteter føltes Ink mere som en række vignetter end en sammenhængende, helstøbt fortælling. Der er ikke meget karakterudvikling – især Murdochs berøringsangst over for avisens mere kulørte indslag og Lambs indre konflikt mellem politisk overbevisning og hans fanatiske dedikation til opgaven, bliver ofte parkeret i isolerede scener og derefter glemt.

Tony Turner, David Schofield (Hugh Cudlipp) og Rene Zagger (Lee Howard) i Ink. Foto: Marc Brenner I sin undersøgelse af The Suns fascinerende historie gaber Ink efter min mening over lidt for meget. Vi bliver præsenteret for diskussioner om historiefortællingens natur, dynamikken mellem arbejdsgiver og ansat, den ufølsomme dækning af en sensationel kidnapning og opkomsten af Side 3-pigen. Undervejs savnede jeg en dybere indsigt i, hvordan det hæsblæsende, udmattende og moralsk nedbrydende liv på The Sun påvirkede journalisterne, redaktøren og ejeren. Her var Lambs interaktioner med den tidligere chef Hugh Cudlipp (den fremragende David Schofield) et højdepunkt, ligesom The Sun-modellen Stephanie Rahn (Pearl Chanda), hvis menneskelighed skinner igennem i en stærk, næstsidste scene. Ikke desto mindre fungerer disse indslag ofte mest som historisk baggrundsinfo om The Sun og indimellem om Murdoch selv, hvilket kulminerer i en finale fyldt med historiske indforståetheder. Det efterlod mig en smule utilfredsstillet, om end jeg var godt underholdt og bestemt klogere på historien. Selvom publikums mening om narrativet kan være delt, er det svært at sætte en finger på Bunny Christies bjergtagende scenografi. En katedrallignende samling af stole, borde og arkivskabe er indrammet af gigantiske tv-skærme, der tårner sig truende op over scenen og skildrer en verden præget af ekstravagans, kaos og et strejf af beskidt virkelighed. Kombineret med Adam Corks lydbilleder, der både sitrer af spænding og tilføjer en faretruende undertone, fremstår Ink som et ubestrideligt spektakel. Ink er en underholdende og oplysende skildring af, hvordan Murdochs køb af The Sun og ansættelsen af Larry Lamb som redaktør skabte den avis, vi kender i dag. Stykkets mange kvaliteter – et fremragende cast anført af Richard Coyle og Bertie Carvel, en skarp humor og en pletfri scenografi – blev for mit vedkommende svækket af en fortælling, der fokuserer på for mange facetter af historien på bekostning af det menneskelige drama. Men jeg tror, at holdningerne vil variere blandt publikum – alle burde kunne nyde det, og jeg er sikker på, at mange med et andet blik end mit vil finde det helt igennem spektakulært.

BESTIL BILLETTER TIL INK PÅ ALMEIDA THEATRE NU