ANMELDELSE: Jerry's Girls, Jermyn Street Theatre ✭✭✭✭✭

Jerry's Girls

Jermyn Street Theatre

16. maj 2015

5 stjerner

Hvor er det fantastisk, hvad den rette diva kan gøre af forskel.

Lige nu spiller Jerry's Girls på Jermyn Street Theatre – en genopsætning, der startede på St James Studio med et lidt andet cast. Læs vores anmeldelse af den produktion.

I denne udgave finder vi Emma Barton på rollelisten, og hun gør en enorm forskel. Barton er uden tvivl en vaskeægte Jerry Herman-pige. Hun har masser af hjerteblod og optræder med en strålende, varm aura, der er både forførende og moderlig. Man kan snildt forestille sig hende som Irene Molloy eller Dolly Levi, som Mame (om et årti) eller som Mabel. Hun har flair, empati og en vidunderlig fløjlsblød stemme, der kan bjergtage publikum såvel som fremkalde ægte latter.

Hendes indsats her er gennemført pragtfuld. Hendes udgave af 'If He Walked Into My Life' var hjemsøgende smuk, ramt af forældrestolthedens sandhed og gennemsyret af smerten ved uundgåeligt tab. 'I Don't Want To Know' fra Dear World blev sunget med en sitrende styrke, og 'Song On The Sand' lod Burton vise sin mere intime og kærlige side. Hendes komiske tour-de-force, 'Nelson', viste for alvor, hvilket alsidigt talent hun besidder.

At se Burton optræde her, ubesværet og med en enorm stil og en strålende, ægte klang, får en til at undre sig over, hvorfor hun ikke er blevet castet i de seneste store produktioner som Made In Dagenham, Woman On The Verge Of A Nervous Breakdown eller High Society – de ville hver især være blevet markant bedre med Burton på scenen.

For Burton er ikke bare en fantastisk stjerne; hun er også en fabelagtig holdspiller. Hendes tilstedeværelse her får det allerbedste frem i hendes medspillere, Ria Jones og Sarah-Louise Young. Når alle tre synger og danser sammen, er forestillingen pletfri. Harmonierne er stærke og sikre, og de giver virkelig tyngde til Hermans storslåede melodier.

Jones er en dygtig kunstner og en skøn sangerinde. Hun bringer en rigdom af erfaring og en varm, fyldig klang til sine præcise udgaver af klassikere som 'I Am What I Am', 'Before The Parade Passes By' og 'Time Heals Everything'. Hun formår at trænge igennem det slør af velkendte toner, der ofte dækker disse sange (pga. alt for mange fortolkninger gennem tiden), og finder nye, spændende måder at levere dem på. En sand triumf.

Young er vokset gennem sin tid i dette show, og selvom hendes stemme måske ikke er helt så stærk og sikker som hendes medspilleres, sælger hun sine soloer med en lethed, en nerve og et vidunderligt underholdende overskud, der placerer hende i samme liga som kollegerne. Hendes komiske timing i 'Take It All Off' og 'La Cage Aux Folles' er herligt morsom; hvert eneste ord lander præcis, hvor det skal, for at opnå den rette humoristiske effekt.

Der er fremragende støtte fra kapelmester Edward Court, som både spiller klaver, danser steptans og agerer harmonikaspillende statist (alt sammen sublimt), samt Sophie Byrne på træblæsere, som triller og pulserer brillant på diverse instrumenter og er et vidunderligt juletræ i en af forestillingens bedste sekvenser: 'We Need A Little Christmas'.

Kate Golledges vision og instruktion fungerer meget bedre i det varmere og mere intime rum på Jermyn Street, end den gjorde i det noget mere rå rum på St James Studio. Der er en klar fornemmelse af Hermans stue over det hele, med et strejf af fordums varieté-stemning i scenografien og en konstant følelse af nostalgi, understreget af indrammede fotografier af berømte diva’er på væggene. Alt føles afslappet, og fokus ligger helt rigtigt på passionen, gløden og skønheden i Hermans melodier og tekster.

Matthew Coles koreografi er sød og skarp – 'Tap Your Troubles Away' er decideret inspireret. Hver af de tre stjerner bevæger sig godt, og vigtigst af alt arbejder de sammen uden forsøg på at stjæle rampelyset eller "være stjernen". De ved, at det er Herman, der er stjernen, og de tjener ham fremragende.

Interessant nok følte man i den forrige version et ønske om at lære mere om Herman – at høre flere anekdoter om hans liv og karriere. Denne gang var det dog ikke et problem; faktisk var man så opsat på at høre mere af musikken fra denne fantastiske trio, at de indskudte bemærkninger denne gang føltes en smule for lange og forstyrrende.

Dette er en genuint fantastisk aften i musikteatrets tegn. Udover Gypsy findes der intet i London lige nu, der kan måle sig med dette, når det kommer til værdi for pengene og ren, uforfalsket glæde.

Jerry's Girls spiller indtil d. 31. maj 2015 på Jermyn Street Theatre