ANMELDELSE: Julie Madly Deeply, The Crazy Coqs ✭✭✭✭✭

Foto: Steve Ullathorne Julie Madly Deeply

The Crazy Coqs, Brasserie Zedel

12/11/15

5 Stjerner

‘Oh, how do you solve a problem like Maria? How do you hold a moonbeam in your hand?’

De fleste af os husker præcis, hvad vi lavede nytårsaften 1999 – eller i hvert fald fra aftenens start, før alkohol, begejstring eller træthed trak glemselens slør for. Dengang bestyrede jeg et stort kollegie med en utrolig mangfoldighed af nationaliteter under samme tag. Da det sidste fyrværkeri var brændt ud, var det tid til fællessang, og jeg var i tvivl om, hvad der kunne samle alle. Pludselig sang en stemme spinkelt ‘The Hills are Alive’, hvorefter en anden stemte i med ‘With the Sound of Music’, og den næste halve time forsvandt i spontan lykke og fællessang. Sydkorea, Karachi og Katmandu mødtes med Charleston, København og Copacabana i en hyldest til det unikke fænomen, som er Julie Andrews…

Jeg spekulerer derfor nogle gange på, om Dame Julie og Rodgers & Hammerstein fortjener Nobels fredspris mere end visse glemte modtagere, for så stærkt står The Sound of Music i den globale bevidsthed.

Michael Roulston og Sarah-Louise Young er begge erfarne cabaret-kunstnere med utallige priser bag sig; men jeg tvivler på, at selv de havde forudset, hvordan Julie Andrews ville overtage deres liv, siden dette show startede på Edinburgh Festival i 2013. Succesen førte til en spilleperiode på Trafalgar Studios og turnéer i både Storbritannien og Nordamerika. Heldigvis kræver deres korte visit i London ikke længere, at hverken de eller publikum skal bestige bjerge eller krydse floder ud over de intime rammer i The Crazy Coqs, en af byens mest stemningsfulde cabaret-scener.

Showet varer omkring 90 minutter og er delt i to: første del fører Julie Andrews op til gennembruddet med The Sound of Music, mens anden del tager os fra Salzburg til Hollywood og slutteligt til hendes senere, og sørgeligt stille, år. Man imponeres straks over den grundige opbygning. Young har ikke bare styr på sangene, men mestrer også hele mytologien og de biografiske detaljer omkring Andrews. Hun fortæller historien med den helt rette blanding af rendyrket beundring og kærlig, selvironisk skepsis.

Der er mange faldgruber, når man skal indfange ånden hos en nulevende legende og ‘holde en solstråle i hånden’, men begge kunstnere navigerer med stor dygtighed uden om klichéerne.

Alle tror, de kender Julie Andrews og hendes repertoire. Man skal give publikum de sange, de elsker, men samtidig guide dem gennem de mindre kendte værker fra 1950'erne og 60'erne, hvor Andrews var på sit højeste. Young bryder hurtigt den fjerde væg og lover fællessang og publikumsdeltagelse, mens hun holder stram kontrol over fortællingen. I et show på 90 minutter er der ikke plads til fulde versioner af alle numre, så meget afhænger af præcise referencer. Roulston og Young ved, at publikum her hurtigt fanger de små vink – en enkelt strofe eller en velkendt akkord er nok til at fremkalde mindet om et hit. Dette flettes sømløst sammen med anekdoter og sladder, så vi bevæger os fra The Boyfriend til Victor Victoria i et forrygende tempo.

Med den ikoniske blonde paryk og effektive kostumer ligner Young rollen til perfektion og skifter ubesværet fra begejstret fan til vidunderbarn og strålende stjerne. Hun glemmer aldrig, at det krævede mere end blot ‘en skefuld sukker’ at nå toppen: der lægges lige så meget vægt på Andrews' benhårde professionalisme som på den muntre sentimentalitet i hendes materiale. Youngs stemme lever fuldt ud op til de tekniske krav i Andrews' fire-oktavs rækkevidde og tilfører endda visse steder en større varme end originalerne.

Udover sit tekniske talent som arrangør er Michael Roulston en kamæleon ved klaveret, der ubesværet tilpasser sin stil til sin partner. Han leverer her en enkel men effektiv bund for fortællingen, men i de store numre folder han hele det orkestrale register ud med de præcise, rytmiske detaljer, som Andrews altid krævede af sig selv.

Det føles næsten småligt at bede om mere, men showet kunne sagtens have været længere for at give mere plads til at trække vejret. Både My Fair Lady, Mary Poppins og Victor Victoria får en lidt overfladisk musikalsk behandling i det tætpakkede program. Man længes efter at høre mere fra disse hovedværker i hænderne på så dygtige kunstnere. Uanset hvad man mener om The Sound of Music, så er det disse shows, der definerede hendes karriere. Mere tid ville også give Young mulighed for at udbygge sine vidunderlige parodier på Audrey Hepburn, Barbra Streisand og Liza Minelli.

Det er en utrolig poleret og stilfuld aften, der viser, hvordan moderne cabaret kan forene ord og musik på højeste niveau. Roulston og Young indfanger Andrews' charmerende ydre, mens de også belyser den næsten skræmmende dedikation, der skabte ikonet. Det er en fin og retfærdig hyldest til en sangerinde, hvis arbejde ofte er blevet både over- og undervurderet. Jeg forestiller mig, at Dame Julie, der fylder 80 i år, selv ville nyde forestillingen.

..Og forresten, vi fik alle lov til endnu en international omgang fællessang til sidst!

Læs mere om Crazy Coqs på deres hjemmeside