ANMELDELSE: La Boheme, Opera Holloway på Sutton House ✭✭✭✭

Tim Hochstrasser anmelder Opera Holloways pop-up-forestilling af La Bohème på Sutton House.

La Bohème

Opera Holloway

Sutton House

4 stjerner

30. august 2019

Opera Holloways hjemmeside ’Pop-up-opera’ har udviklet sig til en sikker vinder på landsplan, nu hvor ’herregårdsopera’ er blevet så dyrt både at opsætte og overvære. Det fungerer på grund af konceptets enkelhed, og fordi spillestedets og værkets egne kvaliteter får lov at tale for sig selv uden unødigt hurlumhej. Dette gør sig i høj grad gældende for Opera Holloways turnéforestilling af La Bohème, som finder nye vinkler på et af repertoirets mest velkendte værker i rammer, der både er stemningsfulde og tankevækkende.

Sutton House er en højst uventet Tudor-bygning at finde midt i Hackney. Det var den første store murstensbolig bygget uden for det centrale London, opført af Ralph Sadler – en af Thomas Cromwells protegéer og en mand, der var mere succesfuld end sin læremester i at skrabe en formue sammen og bevare ikke blot roen, men også hovedet (bogstaveligt talt). Selvom huset er blevet ombygget meget siden da, fremstår det som en historisk oase af ro for enden af Mare Street, der øjeblikkeligt lukker det 21. århundredes larm ude, så snart man træder ind bag de tykke mure.

Det er også en fremragende operascene, for ud over det grønne og finurlige arkitektoniske miljø findes der en mere moderne lade, som har den helt rette størrelse til kammeropera med klaverledsagelse – med lige præcis nok plads til en troværdig scenografi og et publikum på omkring halvtreds personer.

Det første, man bemærker ved denne opsætning, er kombinationen af kæk humor og den praktiske sans, som er nødvendig for enhver succesfuld turnéforestilling. Væk er Paris' loftsrum, og ind træder i stedet kollegieværelser i sydengelske Worthing. En passende snusket stue er befolket af studerende i en blanding af joggingbukser og sweatshirts, og over dem ses slagfærdige overtekster, der placerer denne 1980'er-opsætning af operaen solidt i det 21. århundredes storbyslang. Dirigent Lewis Gaston dvæler ikke ved det velkendte materiale, så vi kastes direkte ind i de livlige scener med de unge mænds drillerier, som både er velspillede, oprigtigt morsomme og overbevisende sunget. Det er præcis det skud energi, operaen har brug for til at fange os fra start, uanset forestillingens omfang.

Når vi når til det første møde og duetten mellem Rodolfo (Alex Haigh) og Mimì (Callie Gaston), ved man, at man kan læne sig trygt tilbage resten af aftenen. Begge er vokalt bundsolide, med knap et strejf af anstrengelse i de høje toner og en meget troværdig kemi. Det samme gælder Sam Orams Marcello og Lorena Paz Nietos Musetta, selvom kemien her – helt korrekt – er af den mere eksplosive slags. Denne centrale kvartet er veltilpasse i hinandens selskab og evner både at gribe deres egne solistiske øjeblikke og blande deres vokale klangfarver omhyggeligt.

Instruktør Fiona Williams gør et flot stykke arbejde med at holde gang i bevægelsen og den visuelle interesse, uden at anbringe sangerne i positioner, der hæmmer deres stemmer. Hendes egen baggrund som sanger fornægter sig ikke; hun formår at balancere naturalisme med den fysiske komfort, der skal til for at levere, hvad der trods alt er krævende vokalmusik. Dette var særligt tydeligt mod slutningen, hvor fokus på heltindens død nogle gange kan føre til en overdreven sentimentalitet hos de øvrige medvirkende. Men ikke her, hvor hver enkelt karakter fulgte sin egen historie til dørs med rørerende øjeblikke af omsorg, hvilket forstærkede følelsen af deres fællesskab og fælles ønske om at få det bedste ud af tilværelsens ofte begrænsede muligheder.

Blandt de mindre roller fungerede Louis Hurst og Matthew Thistleton godt som henholdsvis Schaunard og Colline, hvor sidstnævnte fik det maksimale ud af sit korte ’farvel’ til sin frakke, mens førstnævnte viste et bredt følelsesmæssigt register i både festscenerne og ved Mimìs død. De personificerede en dybere sandhed for hele ensemblet: at være ’boheme’ handler ikke om et specifikt sted, men om kreativitet og trodsighed over for fattigdom og samfundets foragt – et emne, der føles sørgeligt aktuelt lige nu.

En særlig ros skal gå til pianist og repetitør Laurie O’Brien. Det er en svær opgave både at være understøttende for sangerne og samtidig ramme farverne og elegancen i Puccinis orkestrering. Selve klaveret havde en lidt tør klang, men hun fremkaldte både det farverige mylder på Café Momus og den frosne lejligheds spinkle atmosfære med stor styrke.

Der er kun ét lille forbehold, og det drejer sig om lydbalancen. Undertegnede sad på forreste række og mærkede derfor sangerne for fuld kraft på en måde, som de bagerste rækker nok ikke gjorde. Ikke desto mindre kunne man i de intime rammer på Sutton House have brugt mere mezza voce; det ville have fremhævet snarere end svækket det udtryksfulde i præstationerne og draget publikum ind i persontegningerne frem for at tiltvinge sig opmærksomhed gennem volumen. Det er dog primært et spørgsmål om at tilpasse sig forskellige spillesteder, og når prøvetiden på en turné er knap, er det en udfordring, der er svær at undgå.

Men dette punkt fjerner ikke fokus fra en aften med sjælden musikalsk kvalitet, enorm energi og nerve. Jeg kan varmt anbefale denne opsætning på dens turné – der er meget at beundre og nyde, uanset om det er din første eller halvtredsindstyvende gang med denne opera. De største operaer er utroligt fleksible, og denne produktion formår at overvinde det velkendte ved at skabe en fortælling, der taler direkte til nutiden og afspejler livet for den generation af unge, som sangerne selv repræsenterer.