ANMELDELSE: Lazarus, Kings Cross Theatre ✭✭✭✭✭

Lazarus på King's Cross Theatre. Foto: Johan Persson Lazarus

Kings Cross Theatre

8. november 2016

5 stjerner

Bestil billetter til Lazarus

Han er genopstået. Robert Fox blev set efter aftenens forestilling, mens han nød en afslappende gin-og-tonic (eller måske bare en gin?) i baren i et af de nyeste spillesteder, der er skudt op i det enorme teaterkompleks 'The King's Cross Theatre'. Publikum kom ud bagefter, omtågede og forvandlede efter den gribende oplevelse, som David Bowie og Enda Walshs særegne og poetiske stykke musikteater 'Lazarus' er. Fox producerede forestillingen med stor succes på Broadway (selvom han ikke er typen, der lader sine egne holdninger påvirke af den slags priser og hyldest), og han fører nu værket til Storbritannien med, hvad der tegner til at blive, lige så stor succes.

Julie Yammanee som Maemi. Foto: Johan Persson

I den nye sal med 900 pladser indtager 'Lazarus' et scenerum, der er langt bredere end det er højt: Det ligner en operakulisse (skabt af Jan Versweyveld, som står for både scenografi og lysdesign) i dæmpede naturtoner, knapt møbleret med en seng og et køleskab, et par gardiner, en grammofon og en pladesamling, med små døre i siderne. Det er en vidåben lejlighed med to store panoramavinduer, nærmest som gigantiske øjne, bag hvilke bandet breder sig på en forhøjet platform. Mellem vinduerne viser et centralt panel projektioner (af Tal Yarden), som indimellem flyder over i resten af scenografien og på genial vis smelter sammen med handlingen på scenen – film, der tager os med på en Jarman-agtig rejse gennem Bowie-arkiverne. Selvom musikken og de flygtige billeder er intenst levende og karakterfulde, er der noget anonymt, næsten håbløst sterilt ved selve 'beboelsen'; det føles som et lejlighedshotel eller en form for spekulationsbyggeri. Alligevel bliver det den perfekte kontrast til at fremvise den musikalske skønhed – et udvalg af Bowies fineste sange, som her præsenteres i forfriskende nye arrangementer (af Henry Hey).

Sophia Anne Caruso (Girl) og Michael C Hall (Newton) i Lazarus

Faktisk har vi her en klar efterfølger til 'Mamma Mia', i den forstand at showet tager et skelsættende bagkatalog og løfter et mix af numre ud af det for at udsmykke en stærk dramatisk fortælling, der harmonerer perfekt med den musikalske og lyriske stemning. Her er den oprindelige historie 'den fortsatte fortælling' om en af Bowies alter egoer, Thomas Jerome Newton, som vi sidst så være i store vanskeligheder (trods alle pengene) i 'The Man Who Fell To Earth', Nic Roeg-filmen fra 1976 baseret på Walter Trevis' roman fra 1963. Dramatikeren Enda Walsh, der har samarbejdet tæt med Bowie hele vejen igennem, bringer sin mesterlige teatersans til de udsøgt sammenvævede og til tider overlappende scener. De udforsker på storslået, ikke-lineær vis en række 'tableaux reanimes', hvor karaktererne støder sammen, reagerer, forandres og skilles – hvilket mere antyder end beskriver historiens forløb. Eller rettere, en række historier. Lige så mange historier, som der er sange: 17.

Sydnie Christmas (Teenage Girl), Michael Esper (Valentine), Gabrielle Brooks (teenage Girl), Malmuna Memon (Teenage Girl). Foto: Jan Versweyveld

Instruktionen af Ivo van Hove er lige så moderne; han sætter en blandet palet af stilarter op mod hinanden, levendegjort af Annie B Parsons art-house koreografi og klædt i An D'Huys enkle, men stemningsfulde kostumer. Forestillingen har friskheden fra et festivalværk og letheden fra et lejlighedsstykke. Den præsenterer os for en række delikate øjeblikke uden nogensinde at forsøge at fremtvinge prætentiøs dybde eller chokerende effekter (selvom vi bevæger os gennem mange følelser, fra bittersød ømhed til blodigt gys). Dramatisk ironisk er det, at selvom bandet er placeret bagerst på scenen, så er det takket være Tony Gayles suveræne og nærværende lyddesign musikken, der altid er i forgrunden, med en frodig og klangfuld verden fremmanet af de 10 musikere under ledelse af Tom Cawley (flamboyant på klaver).

Michael C Hall (Newton) og Sophia Anne Caruso (Girl) i Lazarus. Foto: Johan Persson

De vokale præstationer fra skuespillerne er ligeledes dybfølte og fejlfrit udført: Michael C Hall gør et flot stykke arbejde med at genskabe meget af det unikke i Bowies fraseringer, mens Amy Lennox og Sophia Anne Caruso er lige så dygtige til at gøre sangene til deres egne, som da Lulu i sin tid gjorde 'The Man Who Sold The World' til et hit. Michael Esper er vores helts onde modstykke i en fortolkning, der minder stærkt om Mark Chapman (morderen, der skød John Lennon uden for hans lejlighed i New York). Der er desuden gode biroller fra Jamie Muscato, Richard Hansell, Tom Parsons og Julie Yammanee som karakterer, der flygtigt krydser hovedpersonernes veje. Endelig udgør en trio af skæbneagtige 'Teenage Girls' (de ægte fans af figurer som Bowie) et kor bestående af Maimuna Memon, Gabrielle Brooks og Sydnie Christmas.

Hele holdet bag Lazarus. Foto: Jan Versweyveld

Hvad betyder det hele så? Det tror jeg afhænger af dine øjne, der ser, og dit forhold til hvilke dele – eller det hele (hvis man er Boy George) – af det store Bowie-bagkatalog, man elsker. Altså, er der overhovedet nogen, der ser 'A Hard Day's Night' for at koncentrere sig om selve 'plottet'? Nej, vel? Sådan er det også med denne forestilling. Det er en dyb indlevelse i, hvordan det er at være David Bowie, når man i virkeligheden ikke er det. Hvis nogen har et problem med det, er det bedste råd at sætte sig ned og gense Richard Lesters film og lade være med at bekymre sig.

Der er intet som helst konventionelt over det her. Det er festligt. Larmende. Dionysisk. Vidunderligt.

Han er genopstået.

BESTIL BILLETTER TIL LAZARUS PÅ KINGS CROSS THEATRE