ANMELDELSE: Leopoldstadt, Wyndham's Theatre, London ✭✭✭✭

Ray Rackham anmelder Tom Stoppards nye stykke Leopoldstadt, som netop nu spiller på Wyndham's Theatre i London.

Ensemblet i Leopoldstadt. Foto: Marc Brenner Leopoldstadt

Wyndham's Theatre, London

4 stjerner

Bestil billetter

Der er meget at hylde i Tom Stoppards nyeste – og ganske givet sidste – teaterstykke LEOPOLDSTADT. Faktisk næsten for meget, da Merz-familiens rejse gennem seks årtier i Wien dækker et enormt fundament og over to dusin karakterer; fra tændingen af juletræet i 1899 til en afslutning i 1955, hvor tre karakterer må bære vægten af afsløringerne efter Holocaust. Men overfloden her føles som en velkommen rigdom; lige så tro mod det store tidsspand som mod de vigtige temaer, det rummer.

Ensemblet i Leopoldstadt. Foto: Marc Brenner

Konceptuelt er LEOPOLDSTADT fascinerende. Vi følger Adrian Scarborough og Faye Castelow som Herman og Gretl Merz – en ledende wiener-industrialist og hans katolske hustru – mens de ved århundredeskiftet forsøger at assimilere sig i Wiens overklasse. Udtrykket "katolsk af jødisk afstamning" bliver kastet rundt ved en kæmpe familiesammenkomst, hvor de ældre, mere ortodokse medlemmer af Merz-slægten kæmper med at forstå, hvordan man kan være begge dele på én gang (mens de selv har travlt med at pynte juletræ). Vi springer to årtier frem og finder karaktererne midt i de brølende tyvere. De, der før var i deres bedste alder, er nu grånende, og Merz-børnene og deres fætre og kusiner er blevet voksne. Østrig er blevet hærget af Første Verdenskrig, og skaderne er tydeligt ridset ind i hvert familiemedlem, både fysisk og åndeligt. Truslen om assimilation hænger over familien som en uønsket gæst til den omskæringsfest, de er samlet for at fejre. Alligevel forbliver tidens vigtigste spørgsmål identitet og tilhørsforhold, og her formår Stoppards skarpe dialog at sige alt og intet på én gang. Så hører vi brølet fra et jagerfly og lyden af marchstøvler, og vi befinder os i Wien i 1938, hvor stykket og karakterernes skæbne tager en knugende og rystende drejning.

Caroline Gruber og Clara Francis. Foto: Marc Brenner

LEOPOLDSTADT er et af de sjældne stykker, der er større end summen af sine dele. Fra Patrick Marbers dygtige iscenesættelse, der lader handlingen springe årtier over uden at miste den røde tråd, til Adam Corks overraskende uhyggelige og adrætte lyddesign, er stykket en imponerende bedrift af intellektuel og teatralsk karakter; præget af den autoritet og værdighed, man forventer af den firsårige Stoppard. Det er mest overbevisende, når karaktererne filosoferer frem for at debattere (der er en vidunderlig scene, hvor Caroline Grubers perfekt nuancerede Bedstemor Emilia sørger over de glemte ansigter i et gammelt fotoalbum) og bevæger sig derefter ud over de typiske "stoppardismer" til kaos og terror, da Merz-familien konfronteres med rædslerne fra Krystalnatten og tiden derefter.

Faye Castelow og Adrian Scarborough. Foto: Marc Brenner

Scarborough og Castelow leder et imponerende ensemble af karakterer, som man kommer til at holde oprigtigt af. Forholdet mellem Alexis Zegerman og Ed Stoppards Eva og Ludwig er så livagtigt skildret i de tidlige scener, at publikum til premieren gispede højlydt, da Mark Edel-Hunts beregnende og skræmmende nazistiske administrator vendte sin opmærksomhed mod dem. Det er fordi, vi kender deres skæbne, selvom vi sidder og håber det bedste. Da vi efter 40'ernes rædsler kun finder tre overlevende medlemmer af Merz-familien tilbage, føler vi en ægte sorg, når vi får kendskab til skæbnen for dem, vi har fulgt i fire årtier: 'Auschwitz, selvmord, Auschwitz, dødsmarch, Auschwitz, Auschwitz, Auschwitz'.

Mark Edel Hunt. Foto: Marc Brenner

Selvom stykket ikke er en biografi, er elementer af Stoppards egen jødiske baggrund tydeligt vævet ind i fortællingen, og selvom han ikke drager direkte paralleller til nutiden, lurer et 2020-perspektiv i skyggerne af Richard Hudsons imponerende scenografi. Værket holder ofte et spejl op for tidens udfordringer uden overhovedet at prøve på det, hvilket gør det om muligt endnu mere gribende. Og dog mister det aldrig helt sin humor. I en præcis afmålt slutscene er det kun én af de tre overlevende, der har oplevet Holocausts rædsler direkte (de to andre emigrerede til Storbritannien og Amerika). Ironien i, at de to emigranter har en stærkere jødisk slægtslinje, går ikke hen over hovedet på ham: "Jeg er kun trekvart jøde, du er den fulde katastrofe".

En katastrofe er dette stykke på ingen måde. Det er et nuanceret, hjemsøgende og vigtigt stykke dramatik. Gå ind og se det!

BESTIL BILLETTER TIL LEOPOLDSTADT