ANMELDELSE: Lizzie, Greenwich Theatre ✭✭✭✭✭

Jodie Jacobs, Bjorg Gamst, Eden Espinosa, Bleu Woodward. Lizzie

Greenwich Theatre

24. februar 2017

5 stjerner

Mere om Lizzie Dette er den største amerikanske musical siden 'Sweeney Todd'. Jeg har set den to gange i denne uge i den vidunderlige opsætning af den amerikanske instruktør Victoria Bussert, som nu spiller i blot tre uger på Greenwich Theatre, og jeg kommer ikke med den påstand uden grund. Du må under ingen omstændigheder gå glip af den.

På sin vis er det ikke overraskende, at den er så god. Resultatet af omkring 30 års modningsproces har ladet den passere gennem utallige faser; udtænkt af og i starten skabt af Steven Cheslik-Demeyer (musik og tekst) og Tim Maner (tekst, bog og supplerende musik), som senere fik selskab af Alan Stevens Hewitt (musik, supplerende tekst, arrangementer). De tre har knoklet længe og hårdt i en fantastisk symbiotisk balance i en fælles søgen efter at forbedre forestillingen. Nu synes de i sandhed at have opnået noget, der er så tæt på perfektion, som man kan håbe på. Og i den storslåede opsætning, vi ser nu, er det i alt andet end navnet en af de bedste forestillinger i London lige nu – men tilgængelig i en strengt begrænset periode på et Off-West End-teater.

Lizzie refererer naturligvis til det berygtede forældremord i slutningen af det 19. århundrede, begået af Lizzie Borden, som ifølge det berømte rim 'took an axe/ Gave her mother forty whacks;/ When she saw what she had done,/ Gave her father forty-one.' Det er et rim kendt over hele verden, og hun er muligvis en af de største 'Bad Girls' nogensinde. Der har været mange fortolkninger af fortællingen, og denne bliver sikkert ikke den sidste, men det bliver svært for andre at opnå den dybde og kraft, som findes i denne fortolkning. Her bliver hun og hendes historie ophøjet til næsten græsk tragedie-status, og referencer til Shakespeare gennemsyrer fortællingen om splittede familier, omsorgssvigt, grusomhed, overgreb og blodig hævn.

Hele forestillingen er en spektakulær rockkoncert: og utroligt nok, selvom den er skrevet af tre mænd, medvirker kun fire kvinder, som – bortset fra bandet bag dem – har scenen helt for sig selv. Hvornår har vi sidst set det i en musical? Deres rockband spiller i kulissen, styret af en kapelmester på tangenter nede i et hul i forscenen (den fremragende Martin Bermann Konge). Lysene blinker og brager fra lygtebomme. Røg vælter gennem luften. Digitale projektioner glimter og skinner i baggrunden. Lydsystemet indhyller os i en perfekt afbalanceret forstærkning (og altid på et 'behageligt' niveau!). Det kunne lige så godt være en rockkoncert.

Men noget er anderledes. Kvinderne bærer lange kjoler fra det 19. århundrede: smukke brokader i middelklassestil eller simpelt arbejdstøj. Alligevel synger de til os med håndholdte mikrofoner, der minder os om, at vi stadig er i den moderne verden: tjenestepigen Bridget Sullivan (vidunderligt spillet af Jodie Jacobs, der blander det truende og det komiske i en frygtindgydende cocktail); naboen og veninden Alice Russell (den sjælfulde og smukke Bleu Woodward); den strenge storesøster Emma Borden (kompagniets eneste amerikaner, den tårnhøje åbenbaring Eden Espinosa); og endelig den tragiske hovedperson selv, Lizzie Borden (her givet en uforglemmelig inkarnation af den eneste overlevende fra det oprindelige danske cast, Bjørg Gamst). Hver og en af dem kunne uden videre have båret en hel aften alene, men vi – heldige publikummer som vi er – får hele kvartetten til at levere det fantastiske partitur af kraftfulde stadion-anthems, smukt rørende ballader, dramatiske optrin, skæve indslag, afvæbnende postmodernistiske folkesange, forvredne salmer og – indimellem – korte bidder af dialog. Og de danser. I hæle!

Lysene blinker og brager fra lygtebomme (takket være Martin Jensens geniale arbejde). Røg vælter gennem luften. Digitale projektioner glimter og skinner i baggrunden (skabt af Martin Sand Vallespir). Lydsystemet indhyller os i en perfekt afbalanceret forstærkning (og altid på et 'behageligt' niveau – takket være lyddesigner Tim Høyers store dygtighed). Det kunne lige så godt være en rockkoncert.

Men noget er anderledes. Kvinderne bærer lange 1800-talskjoler i de første af en række pragtfulde kostumer af Michael Nohr (med supplerende design fra Anna Juul Holm), med hår og den ekstremt vigtige makeup af Frey Olafsson – og endnu mere bemærkelsesværdige looks dukker op i anden akt.

Eden Espinosa

Det er en tempofyldt tur, men en hvor ethvert øjeblik af udtryk passer præcis til fortællingens krav. For eksempel i et forhastet nummer, da krisen i anden akt nærmer sig, skifter musikken til en hektisk 7/8-takt, hvor næste takt brager ind, før den forrige overhovedet er afsluttet. Musikken er proppet med sådanne detaljer, og det ville kræve en hel bog at nævne dem alle. Instrumenteringen er lige så mesterlig som de største albums fra Quincy Jones eller Gil Evans: motivisk udvikling løber igennem det hele, og instrumentale farver og tæthed bruges med Puccini-agtig præcision til at forstærke det dramatiske indtryk. Og den mesterlige kapelmester: Manden, der har holdt sammen på forestillingen siden 2014, er den samme, ligesom hans førsteklasses hold af guitarister (Steffen Schackinger og Jens Kokholm), bas (Allan Nagel), trommer og slagtøj (Lars Daugaard) samt cello og slagtøj (Jess Cox).

Victoria Bussert er en mangeårig samarbejdspartner med den danske producent Søren Møller, som i årevis har stået i spidsen for et utroligt fremsynet program af musicalpremierer på Fredericia Teater. Han har gjort det til stedet for en endeløs liste af europæiske førsteopførelser af store nye værker fra USA og andre steder. Efter at have set Off-Broadway-produktionen og forelsket sig i den, hyrede han Bussert til at stå for den, og sammen skabte de denne iscenesættelse i 2014. Greg Daniels kom til for at skabe den passionerede originale koreografi. Den spillede i repertoire – i dansk oversættelse – i en sæson med omkring en måneds forestillinger. Nu, med delvist nyt cast og opført på originalsproget engelsk efter en kort genopsætning i Fredericia (en slags Goodspeed for moderne repertoire), og med Katy Lipsons Aria Entertainments som medproducent, får dette bemærkelsesværdige værk den bedste britiske premiere, man kunne ønske sig – og det til de røverprøver, som Greenwich Theatre tilbyder (toppris £26). Det er ikke mærkeligt, at billetterne bliver revet væk; til de to forestillinger, jeg så, var der næsten ingen ledige pladser. Helt ærligt, at tilbyde eksperimenterende musicalteater af denne kvalitet til så lav en pris er noget, National Theatre plejer at gøre. Og det her er lige så godt som noget, man ser i Olivier eller Dorfman-salene.

Så tøv ikke. Få bestilt dine billetter nu og tak skæbnen for, at du kan forelske dig i Lizzie gennem hendes musik og teatralske magi – på sikker afstand af 'den' økse!

FIND UD AF MERE OM LIZZIE THE MUSICAL