ANMELDELSE: "Master Harold"...and the Boys, National Theatre London ✭✭✭✭

Mark Ludmon anmelder Athol Fugards “Master Harold”... and the Boys på National Theatre i London.

Foto: Helen Murray “Master Harold”... and the Boys

Lyttelton Theatre, National Theatre, London

Fire stjerner

Bestil billetter

Athol Fugard har beskrevet “Master Harold”... and the Boys som sit mest personlige skuespil – et værk, der fungerer som en bekendelse og et forsøg på at bearbejde skyldfølelsen over en hændelse i hans barndom. Dets rystende portræt af undertrykkelse og hvidt overherredømme i Sydafrika under apartheid er draget direkte fra virkeligheden; selv navnet på en af karaktererne, Hally, var Fugards eget øgenavn. I Roy Alexander Weises omhyggelige genopsætning bliver de uretfærdige magtsystemer i et ødelagt, hvidt-domineret samfund blottet på intelligent vis, med en dysterhed, der dog mildnes af et spirende håb.

Stykket udspiller sig i realtid som en enkelt akt over 95 minutter og bygger langsomt spændingen op. Handlingen finder sted i en tesalon i Port Elizabeth i 1950, som scenograf Rajha Shakiry har genskabt med imponerende detaljerigdom understøttet af Paule Constables lysdesign. Det er dagtimerne, men udenfor regner det, og mørket trænger sig på gennem det store ovenlysvindue, hvor regnen trommer uophørligt. De to sorte tjenere, Sam og den yngre Willie, er i gang med oprydningen, mens de småsludrer om den forestående ballroom-konkurrence, som Willie skal deltage i. Deres samtale afbrydes, da Hally ankommer – ejerens hvide teenagesøn, der skal bruge et sted at læse lektier og spise frokost, mens han venter på sine forældre.

Foto: Helen Murray

I begyndelsen er det rørende at opleve Sams faderlige omsorg for drengen, som han har været ven med gennem hele opvæksten. Hally er forkælet og hensynsløs, men hans barnagtige fejltrin kan i starten overses pga. den lette og entusiastiske måde, han taler med Sam og Willie på. Vi får dog hurtigt glimt af den barske virkelighed i deres forhold, når den hvide dreng gentagne gange håndhæver sin sociale overlegenhed over for de to sorte mænd, uanset deres venlighed og værdighed. Hallys irriterende og selvoptagede plapren fylder meget af stykket, men stykkets sande styrke ligger i dets rystende klimaks, som fik det (overvejende hvide) publikum til at gispe højlydt.

Foto: Helen Murray

“Master Harold”... and the Boys blev uropført i 1982, før apartheids fald i de tidlige 90’ere, og er forståeligt nok dystert i sin skildring af et racistisk samfund styret af et hvidt mindretal. Willie og Sams snak om ballroom-dans – som var populært i 1950’ernes Sydafrika – tilbyder dog en symbolsk vision om et idealiseret alternativ, hvor der, ligesom i en dansekonkurrence, findes “en verden uden sammenstød”. Under koreograf Shelley Maxwells ledelse tilbyder deres værdige dans en midlertidig modgift til den uretfærdige behandling, de tvinges til at udholde.

Denne opsætning løftes af to strålende præstationer fra Lucian Msamati og Hammed Animashaun i rollerne som Sam og Willie. Parret er charmerende og sympatiske, på trods af Willies umodne mandschauvinisme, og deres venskab – der igen minder om en far og søn – er varmt og gribende. Anson Boon omfavner rollen som den usympatiske Hally, en ofte irriterende indtrænger i de to mænds langt mere interessante liv, hvis historier han overskygger med sin egen. Selvom apartheid er fortid, er “Master Harold”... and the Boys en nådesløs undersøgelse af systemisk racisme og social uretfærdighed, som stadig føles alt for aktuel i dag.

Spiller frem til 17. december 2019