ANMELDELSE: Monstersongs, The Other Palace ✭✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Rob Rokickis Monstersongs på The Other Palace Studio Theatre.

Monster Songs

The Other Palace Studio

6. november 2018

5 stjerner

Rob Rokicki er måske endnu ikke et navn, der ringer en klokke hos alle herhjemme, men det burde han være.  Over et par enkelte forestillinger i denne uge fik vi muligheden for at opleve en koncertpræsentation af denne amerikanske kunstners nyeste værk: en sangcyklus på 12 numre baseret på velkendte skurke fra myter, eventyr og gyserhistorier, hvor hver sang udforsker en ny epoke, indstilling og musikalsk stil.  Det er det modne resultat af mange års kreativitet, delvist inspireret af hans samarbejde med grafikeren David O'Neill, hvis illustrationer pryder en flot udgivelse – der også indeholder CD'en med sange – og som blev projiceret op på væggen i studiet for aftenens udsolgte publikum. Dette er et af de stærkeste nye partiturer, vi har hørt længe, med utroligt meget at byde på.

Og vi nød det i fulde drag.  Rokicki arbejdede her sammen med en fremragende instruktør, Ryan Watson, og den lovende unge producent, Densie Koch, hvis vision og handlekraft virkelig fik det hele til at ske.  Sammen havde de samlet et stjernehold til at fremføre disse forrygende nye sange.  Rokicki selv, som er en dygtig performer, ledede fra klaveret, bakket op af en sublim rock-lineup bestående af Amy Davis, smukt lyrisk på violin, Connor Arnold og John Caddick, der leverede guitarspil i stadion-kvalitet, og Gareth Thompson, der lagde nogle benhårde rytmer på slagtøj.

West End-stjernerne Tyrone Huntley og Cleopatra Higgins anførte åbningsensemblet, 'Monsterbaby', en beskidt, dunkende optakt, der perfekt anslår den friske, men mørke tone med sit Frankenstein-agtige omkvæd, 'We made a monster, baby'.  Rokicki bruger ord med en forbløffende præcision og vid, og opbygger sine verbale effekter med en imponerende disciplin og selvtillid; der er ikke mange tekstforfattere, man kan sige det om.  Lidt ligesom Oscar Hammerstein II før ham, kan det, der på papiret virker ligetil, pludselig blive blændende mindeværdigt og skarpt, når det parres med hans musik.  Desuden er hans sans for timing upåklagelig: hver sang fortæller en fuldendt historie, uden at dvæle for længe ved det samme sted.

Hans bud på 'Mumiens hævn' (en af de klichéfyldte gyser-serier, der aldrig dør) var en levende parodi: 'Unravel' bød på Rokicki selv i hopla med ordspil på titlen, hvor han blandede en følelsesmæssig opløsning med det groteske i genfærdets linned, der falder af.  Denne geniale kombination af humor og intellekt er typisk for hans indsigt: vi morer os over situationerne, samtidig med at vi føler empati for karaktererne.

Intet kunne have skabt en stærkere kontrast end den frygtindgydende 'Say Goodbye' fremført af Sinead Walls eksemplariske femme fatale-udgave af Medusa, baseret på historien om kvinden, hvis blik kunne forvandle mænd til sten.  Wall bliver bare bedre og bedre, og denne præstation var decideret guddommelig: hun finder en uendeligt subtil og følsom variation af toner i sangen og afslører de mest indre tanker såvel som de største dramatiske armbevægelser – altid organisk, og uden at man nogensinde kan gætte hendes næste træk.

Vidunderligt anderledes var den verden, der blev manet frem i 'Down and Under', et letsindigt nummer for Huntley og den kun 16-årige Bradley Riches som et par trolde med ondt i sinde.  Riches er værd at holde øje med, for han formåede i den grad at stå distancen på en scene fyldt med langt mere etablerede navne.  Og Rokickis forførende harmoniske opfindsomhed holdt os altid på deres side, med Huntley i perfekt harmoni med hver eneste lille nuance og betydningslag.

Amanda Flynn indtog derefter scenen sammen med Wall i en dyster fortælling om to zombier, 'Blood and Brains': en herlig pige-duet, der blandede 50'er rock'n'roll med et 60'er-twist.  Fuldstændig uimodståeligt!  Derefter blæste den unge og fænomenalt talentfulde George Damms os alle bagover med sin 'Les Mis'-inspirerede fortælling, filtreret gennem måske Bon Jovis bagkatalog: 'The Plans' fortæller historien om skabelsen af Baron Frankensteins monster set fra Igors synspunkt.

Derefter fik vi Higgins i fuld udblæsning med 'Right Through You', endnu et vittigt take på en klassisk kliché: denne gang spøgelset.  Hun formåede at skifte fra et hjemsøgende langsomt tempo til en overraskende livlig, up-tempo afslutning ('I've got nothing but time'), som for alvor viste hendes imponerende rockstjerne-evner – kraftfuldt fysisk og følelsesmæssigt gribende.

Riches returnerede med noget cool West Coast-rock – måske blandet med lidt 'Malcolm i midten'-stemning? – i 'Reluctantly', historien om en drage.  Og så vendte Damms medaljen helt om og gav os kuldegysninger med den skræmmende 'I'm Sorry', endnu en titel med flere betydningslag; en tilståelse fra en dobbeltgænger, hvor Damms sang med sin 'engelske' stemme, der startede med let akustisk guitar og gled over i intens thrash-rock.

Det blev fejet til side af Flynns andet nummer, 'Hell Hath No Fury', som en heks taget direkte ud af en Angela Carter-fortolkning af børnelitteratur.  Og så fik vi 'Footprints' (skrevet sammen med Joe Iconis), hvor Huntleys Yeti og Rokickis Sasquatch mødtes i en duet; en bemærkelsesværdig fusion af Nick Cave og Eagles, klædt i melankoli og glamour med omkvædet 'Two lost souls' (forstås?).  Midt i det sørgelige er der altid et legende, underfundigt smil at finde hos Rokicki.

Hele ensemblet samledes igen til den veltilrettelagte store finale: 'It's Over/The Return of Monsterbaby' er en Jonathan Larson-agtig hymne i mange lag, med masser af power og et strejf af filosofi, der bar publikum med sig til en forrygende afslutning.  Det er svært at gætte, hvor forestillingen bevæger sig hen herfra: sangcyklusser er altid en udfordring at sælge herovre, selv med kendte navne bag sig.  Så hvem ved, hvad fremtiden bringer for dette værk.  Vi venter spændt.

LÆS MERE OM MONSTERSONGS