ANMELDELSE: Mosquitoes, National Theatre ✭✭✭✭

Olivia Williams og Olivia Colman i Mosquitoes. Foto: Brinkhoff Mogenberg

Mosquitoes

Dorfman Theatre, National Theatre

25. juli 2017

Fire stjerner

Bestil billetter

Der er masser af metaforer i Mosquitoes, det nye stykke af Lucy Kirkwood. Efter at have taget livtag med kinesisk kultur og politik i sit fænomenale værk Chimerica, bruger hun nu partikelfysikken som ramme for en fortælling om en familie plaget af tab. Alice er fysiker ved CERNs Large Hadron Collider-partikelaccelerator i Schweiz. Hun kæmper med at opfostre sin intelligente, men følelsesmæssigt udfordrede 17-årige søn alene, efter hendes mand forsvandt sporløst ni år tidligere efter et mentalt sammenbrud. De får selskab af Alices frisindede søster Jenny, der kæmper med sine egne problemer, samt deres mor Karen – en brillant fysiker, der nu står over for alderdommens udfordringer.

En scene fra Mosquitoes. I midten - Paul Hilton. Foto: Brinkhoff Mogenberg

Fortællingen krydres med 'partikelfysik for dummies', forstærket af fantastiske visuelle effekter, som – ligesom kapitlerne om hvalernes anatomi i Moby Dick – kaster et konstant reflekterende lys over karaktererne og deres liv. Vi lærer om partikelhenfald parallelt med Karens frustration over kroppens og sindets forfald, som hun bliver ældre. De to søstre og sønnen må alle stå til ansvar for deres handlinger på samme måde, som videnskabsfolk må forholde sig til konsekvenserne af deres opdagelser. En diskurs om udfordringen ved at formidle videnskab til lægfolk afspejler på rammende vis de vanskeligheder, karaktererne har med at kommunikere deres personlige følelser til hinanden.

Baggrunden for historien er et eksperiment ved Large Hadron Collider, der studerer effekten af to protoner, der kolliderer – en elegant metafor for de to vidt forskellige søstre, der tørner sammen. Den ene er en videnskabskvinde, der praktiserer kvækerdom, mens den anden er en overtroisk modstander af vacciner og ateist, der mener, at "det jeg føler, er stærkere end fakta". Eksperimentet forklarer også titlen, som henviser til, hvordan to protoner kolliderer med lige så lidt lyd og postyr som to små myg.

Olivia Colman og Joseph Quinn i Mosquitoes. Foto: Brinkhoff Mogenberg

Alle disse idéer kastes gavmildt rundt i stykket, men de føles indimellem påklistret dramaet uden den store subtilitet. Det forhindrer dog ikke forestillingen i at være yderst underholdende, ikke mindst på grund af de mange morsomme replikker, der affyres som, ja, protoner. Mest af alt vækkes stykket til live af de fremragende hovedroller, især Olivia Colman som Jenny – et følelsesmæssigt kaos, der forsøger at finde fodfæste efter et hjerteskærende tab, hun føler sig skyldig i. Olivia Williams er ligeledes stærk som søsteren, der kæmper med både en søn og en søster, hun ikke kan forstå, mens Amanda Boxer er skarpt morsom og rørende som Karen, der aldrig har tilgivet det videnskabelige samfund for at overse hendes banebrydende opdagelser, fordi hun er kvinde. Joseph Quinn indfanger perfekt teenagelivets angst som Alices søn, Luke, og får os både til at le ad hans dramatiske opførsel og føle smerten over hans tab.

Paul Hilton er engagerende som videnskabsmanden, der holder foredrag om fysik for os, bakket op af opfindsomme effekter fra lysdesigner Paule Constable og videodesignerne Finn Ross og Ian William Galloway sammen med et medrivende lydbillede skabt af Paul Arditti. Med scenografi af Katrina Lindsay udspiller det hele sig under en gigantisk rund glaskuppel, der minder om et mikroskop, der kigger ned på dem. Under Rufus Norris' skarpe instruktion er Mosquitoes både underholdende og oplysende, selvom det – hvis jeg må låne en af dets egne metaforer – mangler lidt bid.

Spiller frem til 28. september 2017

BILLETTER TIL MOSQUITOES