ANMELDELSE: On Your Feet, London Coliseum ✭✭✭

Julian Eaves anmelder On Your Feet – fortællingen om Gloria og Emilio Estefan, der i øjeblikket spiller på London Coliseum som en del af deres UK-turné.

On Your Feet

London Coliseum

26. juni 2019

3 stjerner

Oversigt over UK-turnéen

Det burde være en festlig forestilling fyldt med Gloria Estefans vidunderlige musik – 80’ernes latin-popstjerne med en stemme som en klokkeren Madonna krydset med Karen Carpenter, og velsignet med en fænomenal evne til at skrive hits.  Den markedsføres som 'en ny musical', men formatet minder i virkeligheden mest om et iscenesat talkshow-interview i stil med 'Og så skrev jeg...'.  Manuskriptet af Alexander Dinelaris beder os interessere os for, hvordan Gloria blev frontfigur (og hustru) i Emilio Estefans band, Miami Sound Machine, og hvordan deres fælles stædighed, selvtillid og passion gjorde det muligt for dem at bryde igennem fra latin-markedet til den globale mainstream-scene.  Men sandt at sige, selvom instruktør Jerry Mitchell og koreograf Sergio Trujillo kaster alt, hvad de har, ind i kampen, føles showet sjældent som andet end en forelæsning. På trods af – eller måske på grund af – Estefan-parrets tætte involvering i alle faser, forbliver de dominerende personligheder i centrum af denne utrolige rejse undvigende, uanset hvor meget selv de mest dedikerede fans gerne vil føle med dem.  I sidste ende føles forestillingen fjern og lidet vedkommende.

Hvad skyldes det?  Forestillingen klarede sig pænt på Broadway, men succes på den ene side af Atlanten overlever ikke nødvendigvis turen over vandet.  Jeg tror dog, forklaringen på forestillingens manglende magi er simpler.   Selv med de nuværende svagheder i manuskriptet ville denne forestilling have haft en bedre chance for at nå ud over scenekanten, hvis den var blevet præsenteret i et teater, der kun var en brøkdel af Coliseums størrelse.  Musikken er trods alt fabelagtig (kapelmester Clay Ostwald leder et liveband på 10 personer, inklusive nogle af de oprindelige medlemmer fra Estefans gruppe), koreografien har masser af gnist, og Mitchells instruktion er knivskarp og forbilledligt flydende.  Tænk for eksempel på 'Sunny Afternoon', en anden forestilling med et tyndt 'plot' og kun en perlerække af hits til at holde sammen på det: hvis den var blevet sat op i det enorme Coliseum med over 2200 pladser, ville den være faldet til jorden.  Lige dér.  Men da den blev præsenteret på Hampstead Theatre og derefter på Harold Pinter (med plads til ca. 800), spillede den i to år i West End og har siden turneret med stor succes, netop fordi den skabte et stærkt og levende bånd til sit publikum.

Og det er netop den slags fremtid, man nemt kunne forestille sig for dette show.  Med et par kloge omskrivninger for at understrege modgangen, fjerne nogle af de mindre relevante biografiske afstikkere og skære ensemblet og bandet ind til benet, kunne dette sagtens blive en stor succes herhjemme også.  Det var en fejlvurdering at lægge det i Coliseum.  Selvom den fejl meget vel kan afkorte spilleperioden (på premiereaftenen var hele galleriet – 500 pladser – lukket, og Upper Circle var decideret luftig med masser af tomme stole, selvom der tydeligvis var delt en del gratisbilletter ud – et stort, dyrt og kommercielt show på dette spillested overlever ikke på den slags tal), behøver det ikke betyde enden for forestillingen.

Det håber jeg i hvert fald ikke.  I den kvindelige hovedrolle leverer den spændende skuespillerinde Christie Prades en præstation fuld af personlig magnetisme, ømhed, energi og følsomhed. Hun ligner den unge Gloria på en prik, når hun synger og danser med eksplosiv energi i de hurtige numre. Men det er i de smukke ballader, nogle af pophistoriens fineste – 'Anything For You', 'When Someone Comes Into Your Life' – at denne sublime sangskrivers store talent for alvor skinner igennem.  Manuskriptet forvandler en anden stor solo fra Estefans bagkatalog, 'Here We Are', til en duet, hvilket fungerer mindre godt.  Prades' modspiller, George Ioannides, har det rette mørke, sydeuropæiske udseende, men han er en ung skuespiller med forholdsvis lidt sceneerfaring og virker noget stiv og utilpas. Der er ikke meget gnist eller følelse af stor romance imellem dem, og man mærker heller ikke meget til hans forretningsmæssige tæft – han virker endnu ikke til at have evnen til at projicere en karakter ud i et enormt scenerum som dette.

Langt mere sikker er Madalena Albertas vidunderlige præstation som Glorias mor, Senora Fajardo. Hendes stærke scenenærvær minder os faktisk om den anden store musical med et anspændt mor-datter-forhold i centrum, 'Gypsy'.  Hendes rolle er ganske vist kortere, men skrevet med langt mere dybde, hvilket giver skuespilleren mulighed for at skabe både lys og masser af skygge i sin karakter.  Endnu bedre er pragtrollen som mormoren, Consuelo, hvor Karen Mann løber med opmærksomheden i hver eneste scene, hun er med i – og vigtigst af alt, bringer hun noget tiltrængt humor til forestillingen.  Når hun ikke er på scenen, har manuskriptet en tendens til at blive lovlig højtideligt og næsten selvhøjtideligt.

Blandt de øvrige medvirkende har Elia Lo Tauro som Glorias far, Jose, den næsten umulige opgave at opbygge en sammenhængende præstation ud fra en håndfuld helt urelaterede scener – en mission, der kun bliver sværere, da hans karakter mister mælet.  Mod slutningen får han dog lov til at synge et af showets bedste numre og viser, at han har en stemme, der matcher både mængden og rummet, selvom han også kæmper med udfordringen i at 'synge' popmusik i et stort teater.  Det er ingen nem opgave.  Popmusik er slet ikke skabt til at blive sunget under de forhold, og det giver sangeren et utal af udfordringer, som elektronisk forstærkning kun delvist løser.   Carl Patrick klarer de tekniske detaljer flot i sine to mindre roller som Phil og Dr. Neuwirth.  Resten af forestillingen udfyldes af et flittigt ensemble på 18 mand, der spiller alt fra cubanske vaskekoner til amerikanske soldater i Vietnam.  Selvom alt, hvad de gør, synger og danser, er flot udført, hjælper deres febrilske aktivitet og flotte positurer os desværre ikke tættere på kernen af, hvad forestillingen egentlig handler om.  Og så er der to børn – en pige og en dreng – der på skift dukker op her og der og tilføjer en vis portion sødme til pakken.

Ja, det er flot iscenesat med kloge projektioner (af Darrel Maloney) på David Rockwells funktionelle scenografi (hvor det store orkester rulles frem og tilbage af en mægtig platform), og det hele er lyssat med stor præcision af Kenneth Posner, der kæmper for at bygge bro over den gabende kløft mellem scenen og publikum.  Det samme må siges om det buldrende lyddesign af SCK Sound Design og Andrew Keister.  Men det er alt sammen forgæves.  Jo hårdere forestillingen forsøger at nå os, jo mindre overbeviste bliver vi om, at den har noget vigtigt på hjerte.  Hvis man lettede lidt på speederen og lod musikken tale mere for sig selv, ville vi måske synes langt bedre om det.  Som det er nu, tror jeg, at det får svært ved at finde sit publikum.