ANMELDELSE: Opening Night, Gielgud Theatre ✭

Paul T Davies anmelder Sheridan Smith i den nye musical Opening Night, som i øjeblikket spiller på Gielgud Theatre.

Foto: Jan Versweyveld Opening Night Gielgud Theatre

23. marts 2024

1 stjerne

Bestil billetter

Sheridan Smith. Ivo Van Hove. Rufus Wainwright. Med et kreativt hold som dette er det helt store spørgsmål, hvordan det hele kunne gå så galt. Opening Night er ifølge reklamerne en af sæsonens mest eftertragtede forestillinger. Men det er en eftertragtet billet, der føles ret lunken allerede ved pausen. Det er ikke det talentfulde ensembles skyld; de knokler røven ud af bukserne mod et tungt manuskript og middelmådig musik. Der er faktisk øjeblikke, hvor man ser dem stråle, hvilket kun gør det endnu mere frustrerende at indse, hvor god denne forestilling kunne have været. Men produktionen er slave af Van Hoves vision. Baseret på John Cassavetes' film af samme navn handler stykket-i-stykket om skuespillerinden Myrtle, der forbereder sig på premieren på et nyt stykke, The Second Woman, på Broadway. Op til premieren bliver en 17-årig fan kørt ned og dræbt foran hende, hvilket vækker spøgelser og minder til live. Et dokumentarhold filmer begivenhederne, hvilket fører til Van Hoves overdrevne forkærlighed for film, videoprojektioner og action projekteret op på en storskærm gennem næsten hele forestillingen. Det virker distancerende og forstyrrende, og da de første fem minutter af produktionen foregår bag et gennemsigtigt rødt tæppe, føles det aldrig rigtig som om, tæppet bliver trukket fra. For mig er han bedst med en bar scene, en enkelt stol som rekvisit, og hvor teksten og skuespillet står helt i centrum. Opening Night er en af de forestillinger, der giver mening i prøvelokalet, hvor holdet er fuldt dedikeret, men det bliver aldrig formidlet succesfuldt til publikum.

Foto: Jan Versweyveld

Sheridan Smith kaster sig selv og sit enorme talent ind i rollen, og stor respekt til hende for at tage en rolle, der spejler hendes eget meget offentlige sammenbrud. Med kameraet helt oppe i ansigtet det meste af tiden er smerten prentet i hendes ansigt, og hun synger smukt. Men hun får aldrig friheden til at bryde ud og lade rollen få frit løb. Især under selve premieren bliver Myrtle slæbt ud på scenen i beruset tilstand, og presset for at præstere er mærkbart. Sangen "Ready For Battle" føles som en ægte showstopper, men den opføres bag det røde tæppe og projekteres op på skærmen – vi føler os aldrig budt indenfor i dramaet. Det samme gælder Nicola Hughes, der spiller dramatikeren Sarah, og som har en fantastisk stemme. Men hendes vigtigste sang foregår, mens hun er ude i kulissen, hvor kameraet projekterer hende op på skærmen. Hun burde stå ansigt til ansigt med publikum. Faktisk er det bedste nummer, "Makes Me Wonder", fremført af Smith og Hughes side om side, og med skærmen SLUKKET. Her mærker man musicalen! Alle de mandlige roller er endimensionelle, og der er ikke nok baggrundshistorie til at retfærdiggøre nogens handlinger. Nancys død markeres på ufrivillig komisk vis med en klat rød maling på en rude, og Shira Haas gør sit bedste med endnu en underbelyst rolle, men hendes sange er så overforstærkede, at teksterne bliver umulige at tyde.

Rufus Wainwrights musik er både uoriginal og for det meste forglemmelig, selvom den gør et bedre stykke arbejde med at fortælle historien end manuskriptet. Jeg frygter, at Sarahs stykke ville have svært ved at bestå en dramatyper på gymnasieniveau, endsige åbne på Broadway. Åbningsnummeret "Magic" ("You can make magic out of the tragic") bliver bizarre nok gentaget sidst i showet; efter sammenbrud og store følelser får vi en afslutning med "jazz hands". Det er blot en af de mange modstridende elementer i dette rod af en forestilling. I et interview på Radio Four sagde Van Hove, at filmen var hans inspiration, men at han faktisk ikke havde set den. Må jeg foreslå, at det ellers havde været et godt sted at starte.