ANMELDELSE: Operation Crucible, Finborough Theatre ✭✭✭✭

Foto: Ben Macintosh Operation Crucible

Finborough Theatre

30/07/15

4 stjerner

Crucible Theatre i Sheffield er en fast bestanddel af det britiske teaterlandskab – uanset om det gælder dramatik eller snooker – men hvor ofte stopper vi op og tænker over navnet? Det tager os tilbage til den mørkeste nat i Sheffields nyere historie – den 12. december 1940. Det var natten for 'Operation Crucible', hvor Luftwaffe bombede byen i syv timer med det formål at knuse stålværkernes bidrag til krigsindsatsen. Næsten 700 mennesker blev dræbt, og 40.000 stod uden tag over hovedet. Midt i ødelæggelserne lå det syvetagers Marples Hotel, som styrtede sammen efter en direkte fuldtræffer. Mens 70 mennesker omkom i ruinerne, fandt en lille gruppe stålarbejdere ly i en lille del af kælderen. Efter en lang ventetid blev de reddet, og dette stykke fortæller deres historie.

Når man tager plads på Finborough Theatre, er der umiddelbart ikke meget at se på… en lille brolagt scene, fire taburetter i hjørnerne, en enkel arbejdslampe over scenen og tre misfarvede stålplader, som i et andet stykke kunne lede tankerne hen på Rothko. Det er gennem kvaliteten af ensemblets skuespil, bevægelse og tekst, at dette stykke står eller falder, og i det store hele lykkes det beundringsværdigt.

Stykket spillede første gang på Finborough i 2013, og det vender nu tilbage med kun én udskiftning i castet. Der er fire skuespillere, og dramatikeren Kieran Knowles spiller selv rollen som Tommy, der fungerer som fortæller og kommentator på handlingen. Forestillingen spiller i 80 minutter uden pause, hvor den centrale episode i kælderen indrammes af scener fra tidligere på dagen for bombardementet og andre øjeblikke i karakterernes liv. Således får vi baggrundshistorien om de fire stålarbejdere, samtidig med at vi ser dem interagere i nuet. Vi lærer dem og deres miljø at kende gennem levende rekonstruktioner af industriprocesser fra stålværket og fodboldrivaliseringen mellem Sheffields to store hold. Fra starten er tempoet brutalt og hæsblæsende med lynhurtig, overlappende dialog og en gnistrende fysisk energi, hvilket er imponerende set i lyset af den meget begrænsede plads. Der er masser af rå, kærlig lune, der afløses af stille pauser, hvor hver karakter får lov til at reflektere indadvendt.

Det er meget sikkert og modent skrevet af et debutstykke. Hvor meget viser man i realtid, og hvor meget i flashbacks? Hvordan afslører man karakterernes baggrund uden at miste fremdriften? Hvordan skriver man dialog til scener i mørke, hvor der intet er at se på i flere minutter? Disse spørgsmål kræver en dramatisk dømmekraft, balance og kontrol, som sjældent ses hos nye dramatikere, men her overbeviser teksten hele vejen. Scenerne med mandligt sammenhold, opslidende arbejde og livsglæde opbygger hurtigt et troværdigt kammeratskab, der ruster os til den vrede, frustration, smerte og frygt, der præger episoden i kælderen. På det tidspunkt kender vi dem godt nok til at bekymre os om dem og forstå deres reaktioner i det ultimative krisemoment. Deres familieliv, håb og værdier er solidt etableret, før de bliver sat på prøve. Derudover er slutningen smukt afvejet, hvor tidligere temaer vender tilbage med fornyet styrke, efterhånden som konsekvenserne af natten rammer de fire hovedpersoner forskelligt. Overlevelse er både mere og mindre, end det ser ud til, i en sønderslået by, der fanges memorabelt gennem et stærkt billedsprog.

Foto: Ben Macintosh Det er ikke for meget at sammenligne værket med Frank McGuinness’ berømte stykke, Observe the Sons of Ulster Marching towards the Somme. Der er faktisk både strukturelle og stilistiske paralleller mellem de to værker. Der er den samme vekslen mellem hurtig dialog og scener med ro, det samme fokus på mandligt fællesskab under ekstremt pres, det samme vid og den rå humor. Det er en usminket konfrontation med krigens ødelæggende effekt på både sind og krop. Det er også værd at bemærke, at Knowles gør klog brug af paralleller til Første Verdenskrig i et drama, hvor bevidstheden om fortiden er afgørende for, hvem folk føler, de er i 1940.

Skuespilpræstationerne er gennemgående fremragende. Alle skuespillere skaber en overbevisende kontrast mellem facaden og den indre sårbarhed. Teknisk set er accent, bevægelse og ensemblespillet upåklageligt i en forestilling, der må være fysisk udmattende at spille. Tommy (Knowles) og Bob (Salvatore d’Aquila) er tegnet lidt skarpere end de to andre – Tommy som den følsomme og eftertænksomme ven, der passer på de andre, og Bob som den kejtede yngre mand, der føler sig som lidt af en outsider. Skulle jeg foreslå en lille justering, ville det være at give lidt mere indsigt i Phil (Paul Tinto) og Arthurs (James Wallwork) indre verdener; de virker mere konventionelle på overfladen, men gennemgår måske de største følelsesmæssige rejser i dette gribende drama.

Det er et larmende stykke, og det er nødvendigt – industri, bomber, fodboldkampe og pub-besøg udgør den støjende ramme omkring det stille centrum af mænd, der er fanget både bogstaveligt i kælderen og metaforisk i deres egen rædsel. På nogle punkter føles stykket næsten for stort til Finboroughs intime rammer. Nogle stykker trækker dig ind i sig, mens andre sprænger sig ud mod publikum med uimodståelig fysisk kraft. Tempoet var til tider så højt, at det var svært at følge med. Instruktør Bryony Shanahan kunne med fordel skrue en anelse ned for intensiteten af hensyn til publikumsoplevelsen på denne tætte plads.

Ikke alle pub-teatre er ens. Selvom emnet passer perfekt til Finboroughs fokus på krigsmindeår, ville større studier som Arcola Studio 2 eller Southwark Playhouse give et stykke af denne skala bedre plads til at udfolde sig frit. Denne bedrift fortjener en større scene, og man kan kun håbe, at det finder vej til et sted som Crucible Theatre selv.

Operation Crucible spiller på Finborough Theatre frem til 22. august 2015