ANMELDELSE: The Quentin Dentin Show, Tristan Bates Theatre ✭✭✭✭

Luke Lane i The Quentin Dentin Show. Foto: Lidia Crisafulli The Quentin Dentin Show Tristan Bates Theatre

24. juni 2017

4 stjerner

Bestil nu

Dette er det bedste nye partitur i London lige nu, og du ville være skør, hvis du ikke så det. Skynd dig at bestille med det samme. Lad være med at læse resten af anmeldelsen endnu – få bare bookingen i hus først, og læn dig så tilbage og læs videre, mens jeg forklarer hvorfor.

Programmet fortæller os, at dette er den 8. opsætning af forestillingen på under tre år, så det må vel være den mest gennemarbejdede nye britiske musical på plakaten lige nu? Hvor mange forestillinger dukker ikke op, viser sig at være lunkne, og forsvinder så igen uden at blive set i årevis? Sådan er det ikke her. Den er aldrig længe væk. Det er ikke blot det; selvom andre projekter er på vej, er dette et af de første projekter skabt af producer-sangskriver-parret Hannah Elsy og Henry Carpenter, som udvikler sig selv i takt med værket – ikke kun som professionelle, men som mennesker: de er begge stadig under 25. Og her står de i West End med nyskrevet musicalteater og samarbejder med etablerede talenter: denne version er instrueret af Adam Lenson, og manuskriptet er skrevet i samarbejde med Tom Crowley. Med Lensons baggrund i at stille de svære spørgsmål til ny dramatik og Crowleys eminente opsætning af 'Shock Treatment' på The King’s Head Theatre, var forventningerne til resultatet tårnhøje.

Ensemblet i The Quentin Dentin Show.

Lidt spøjst virker det dog til, at Lenson og Crowley ikke har ændret det store ved det eksisterende. Den forestilling, vi ser her, er – mere eller mindre – hvad vi har set før: Hele scener spilles på måder, der minder stærkt om tidligere produktioner; plottets opbygning er stort set den oprindelige (selv Caldonia Waltons livlige, om end lidt generiske, koreografi er næsten uændret i denne nyeste version). Da de kreative kræfter er fuldt ud i stand til at transformere deres materiale, virker det lidt overraskende. Man er naturligvis nysgerrig efter årsagen.

Det er ikke fordi, hverken manuskript eller iscenesættelse ikke kunne have gavn af et kærligt, ydre blik. Som det står nu, opstår der en slags tovtrækkeri mellem de to modstridende verdener, som forestillingen maner frem – en konstant kamp om vores opmærksomhed og troværdighed. På den ene side har vi 'virkeligheden' med Nat (en slagkraftig Shauna Riley, der er vokset markant med rollen) og Keith (endnu en nyankommen, Max Panks, der gør sit bedste for at få mening ud af en ret taknemmelig rolle): på trods af deres fejl er de to helt ægte mennesker, og deres lejlighed danner rammen om hele historien. På den anden side har vi de forstyrrende elementer i form af titelkarakteren – en transformerende, spøgelsesagtig, måske ligefrem alien-agtig skikkelse – og hans 'Venner', endimensionelle håndlangere i hvide kedeldragter. Invasionsstyrken har også bandet på deres side, alle klædt i hvidt, placeret rundt i lejligheden som en del af interiøret (og de virker endnu mere besynderlige end sangerne Lottie-Daisy Francis og Freya Tilly). Det står aldrig helt klart hvorfor.

Kompagniet bag The Quentin Dentin Show

Men hvis dette er 'The Quentin Dentin Show' – og det præsenteres som sådan, lidt ligesom et tarveligt tv-show – hvorfor foregår det hele så i deres dagligstue? Det er endnu et spørgsmål, som manuskriptet efter min mening ikke får besvaret. Ved at blive i det samme rum har handlingen ikke meget andet at gøre end at konstatere, hvem folk er, og hvad de gør; vi ser dem sjældent i reel aktion. Nat og Keith piller i deres mad, skændes lidt, hun går en tur, han ryster på radioen... og så bliver de stort set passive modtagere af alt, hvad Quentin Dentin vælger at kaste efter dem. Vi ser ikke hans baggrundshistorie, og vi mærker ikke 'lokkelsen' ved hans verden, bortset fra nogle pantomimiske skygger af hans lange, beskrivende taler i deres stue, som præsenteres som sang- og dansenumre (rigtig gode numre, skal det understreges igen og igen; men hvad laver de der?). Selv Marlowe vidste udemærket, da han sendte 'Doctor Faustus' på en lignende rejse, at han var nødt til at få sit offer ud af biblioteket i en fart og i aktiv nærkontakt med fristerne for ikke at miste publikums interesse. Heldigvis kan man ignorere meget af dette, hvis man bare lytter til, hvad bandet leverer.

Og hvilket band! Carpenter leder slagets gang fra tangenterne – og han er knaldgod til det – flankeret af ingen ringere end branche-legenden Mickey Howard på guitar og Archie Wolfman, der lægger bunden på trommer. Det er en suveræn trio, der er værd at høre i sig selv, og de lyder fantastisk takket være Ethan James og Carpenters lyddesign. Især Henrys nye numre til denne produktion placerer ham som en af de stærkeste nye stemmer i britisk musicalteater lige nu. Gennem de tre år, han har arbejdet på dette partitur, har hans talent taget syvmileskridt. Han har selv spillet Quentin i Edinburgh, og efter at have mestret den attitude, rollen kræver, går han nu efter 'hjertet' og finder en stor varme i stykket – kvaliteter som manuskriptet og instruktionen ærligt talt ikke helt formår at gribe eller afspejle, da det stadig ligner og lyder lidt som et gimmick-præget studentershow.

Ensemblet i The Quentin Dentin Show. Foto: Lottie-Daisy Francis

Der er næsten ikke et nummer her, der ikke 'lander' rent hos publikum. Sangene føles ægte; de kommer fra hjertet og formidler forestillingens følelsesmæssige rejse – også selvom karaktererne, der synger dem, ikke helt følger trop. Det er ikke de medvirkendes skyld. De er alle dygtige kunstnere, og de synger glimrende. Men hvorfor skal Luke Lane som Quentin for eksempel insistere på at holde sine hænder knuget hårdt sammen foran brystet – lidt i stil med Tim Curry i 'receptionsscenen' i 'The Rocky Horror Show'? Tim fastholdt det trods alt ikke i hele forestillingen, så hvorfor skal Luke? Jeg har set Lane spille i andre opsætninger og ved, at han har et meget bredere register af fagter. Hvorfor får han ikke lov at bruge dem? Hans kropssprog gør ham anspændt, stiv og svær at holde af, alt imens manuskriptet insisterer på, at han er en stor forfører. Det hænger ikke sammen.

Og så er der 'den mystiske stemme' (Freddie Fullerton). Vi hører meget fra denne væsen, men ved tæppefald er vi ikke blevet klogere. Hvem eller hvad talte? Og hvorfor? Og hvorfor er stemmen i Nat og Keiths stue, før det hele overhovedet går i gang? Er det ligesom stemmen på båndoptageren i kælderen i 'Night of the Living Dead'? Og hvordan ender den så i radioen? Og 'Hjernemaskinen', der førhen var ret uhyggelig, er det bare ikke længere. Hvorfor? Der er for mange elementer, der er mærkelige på for mange forskellige måder til, at en definerbar eller troværdig 'anden verden' kan opstå. Lysdesigner Lars Davidson, der er kommet sent ind på holdet, gør hvad han kan med det tilgængelige udstyr for at skabe de nødvendige skel, men der er grænser for, hvad han kan udrette.

Men alligevel siger jeg: glem alt det andet. Det, du vil huske fra denne forestilling, er det fantastiske partitur. Showet har ganske enkelt fænomenale numre som 'The Quentin Dentin Show', 'Holiday', 'Life Is What You Want It To Be' og mange flere – sytten i alt – og de udgør det absolut bedste nye partitur, som britisk musicalteater har produceret i de senere år. Ja, du hørte rigtigt. Det er en kæmpe succes. Og du vil blive meget, meget glad for, at du tog ind og hørte det. En optagelse? Lad os håbe, at nogen har fornuft nok til at forevige dette kompagni på et album. Det rocker!

Spiller indtil 29. juli 2017

BESTIL BILLETTER TIL THE QUENTIN DENTIN SHOW NU