ANMELDELSE: Reputation, The Other Palace Studio London ✭

Julian Eaves anmelder Reputation – en ny musical af Alick Glass, som nu spiller på The Other Palace i London.

Jeremy Secomb som Freddie Larceny. Foto: Donato Reputation

The Other Palace Studio

6. november 2019

1 Stjerne

Bestil billet nu

Da jeg forlod premieren på denne opsætning, var der ét spørgsmål, der trængte sig på: Hvorfor i alverden skulle nogen have lyst til at se det her? Altså, når de ved, hvordan det i virkeligheden forholder sig? Til sidst stod svaret på gåden dog klart: Fordi de er venner eller – mere sandsynligt – er i familie med forfatterne, de kreative kræfter eller producenterne. Jeg kan ikke forestille mig andre omstændigheder, hvor et besøg i teatret her ville blive anset som nødvendigt eller ønskværdigt.

Det er ikke hver dag, man støder på en forestilling, der er så ringe. Men her er den: En ekstremt kedelig pastiche på en 1930'er-musicalkomedie, som i sine desperate forsøg på at finde fodfæste som drama ikke holder sig tilbage fra at hive fat i hver eneste udslidte kliché og brugte karakterskabelon. Det hele er stykket sammen med minimal sans for dramatisk form eller troværdighed, krydret med en god håndfuld (for det meste, men ikke helt) tidstypiske musicalnumre og lejlighedsvise udbrud af febrilske, overgearede danseoptrin.

Tamsyn Salter og pigerne til takt og tone-undervisning. Foto: Donato

Sangene, som er komponeret gennem mange års kunstnerisk dvale af komponist-tekstforfatter og nu pensioneret marketingchef Alick Glass, udviser – nu og da – et vist lyrisk flair; visse af kupletterne rimer på en behagelig og ligefrem charmerende vis. Glass formår dog sjældent at opretholde den disciplin, det kræver at skabe hele sange af samme kvalitet – han lader for mange detaljer slippe igennem, som slet ikke holder niveauet. Når det kommer til melodierne, er han alt for hurtig til at læne sig lidt for tæt op ad eksisterende forlæg: For eksempel kommer en fransksproget chanson triste tættere på sit forbillede, 'Autumn Leaves', end jeg ville turde lade falde i hænderne på en advokat med styr på ophavsret.

Og det er, ironisk nok, pointen. Dette er endnu en genfortælling af modellen: 'Jeg-sendte-en-historie-til-et-blad-og-de-solgte-den-til-Hollywood-som-en-succesfilm-uden-min-tilladelse-eller-at-jeg-fik-en-rød-øre-ud-af-det'. Glass har samarbejdet med sin datter Suzanne om manuskriptet, som er en skabelon-agtig affære, hvor forklaringer altid står øverst på forfatternes dagsorden, mens dramatisk struktur eller simpel dramaturgi er fjerne minder. I et stykke tid tænkte jeg på alle de noter, jeg kunne give forfatterne til at rydde op i det rod, de har skabt, men efter 15 minutter var jeg så overvældet af de problemer, de har skabt for sig selv, at jeg gav op.

Glass fortæller i programmet, at Sammy Cahn rådede ham for 35 år siden til at finde en komponist og 'forsøge at skrive en musical til scenen, uanset hvor svært det er, og hvor lang tid det tager'. Så der er ingen grund til at give op endnu. (Det er dog sigende, tænker jeg, at Cahn ikke anbefalede ham at bruge sin egen musik, som han ellers gør det meste af tiden her, uanset hvor meget den minder om andre komponisters værker.)

Skuespillerne er alle erfarne folk fra branchen eller lovende talenter, og de gør, hvad de kan for at polere dette makværk til noget præsentabelt. De virker kun alt for bevidste om, at det, de har at arbejde med, er et sammenskudsgilde af andre shows: Jeremy Secomb bliver bedt om at give os bidder af den luskede forsvarsadvokat fra 'Chicago', blandet med den grådige avisredaktør fra 'Sweet Smell of Success'; Cory Peterson må rulle en række Gilbert og Sullivan-parodier ud; Maddy Banks må spille på de helt store følelser som den kuppede forfatterspire, der skriver en bestseller (far og datter Glass er ikke bange for at være konservative og misogynistiske i deres fremstilling af kvinder... hvis nogen overhovedet stadig har lyst til at se den slags på en scene: Det har jeg ikke).

Maddy Banks og kompagni. Foto: Donato

Og så videre. Ed Wade får lov at vise sin flotte, lyse tenor i en sang, der fungerer som en erstatning for 'On the Street Where You Live' – eller er det 'Too Many Tomorrows'? – bare slet ikke nær så god som originalen. Og Lauren Ingram, Charlie Cavanagh og debutanterne Charlie Dennis, Eleanor Tollan og Priscille Grace udgør et hårdtarbejdende kvindeligt ensemble, der gør deres bedste for at få Tamsyn Salters anstrengte koreografi til at virke så naturlig og menneskelig som muligt (Salter selv må træde til som 'etikette-lærer'... jeg sagde jo, at alle klichéer var med). Musikbranche-veteranen Warren Wills leder den solide trio og står – noget mindre sikkert – for instruktionen, mens en anden af branchens støtter, Nick Richings, sætter lys på resultatet.

Normalt forsøger man at være flink, når man står over for en ny musical, men i dette tilfælde ville det bare være forkert. Det her er folk, som burde vide bedre. De afholdt en branche-workshop på Pineapple for ikke så længe siden, og allerede der burde de have indset, at forestillingen er i alvorlige problemer. Det er kun fair over for det potentielle publikum at advare om, at hvis de vælger selv at undersøge sagen, så er det dem, der kommer i problemer.

Spiller til 14. november