ANMELDELSE: Rigoletto, Opera Holland Park, London ✭✭✭✭

Tim Hochastrasser anmelder Verdis opera Rigoletto, præsenteret af Opera Holland Park som en del af deres 2023-sæson.

Stephen Gadd (Rigoletto) og Alison Langer (Gilda). Foto: Craig Fuller Rigoletto

Opera Holland Park

1. juni 2023

4 stjerner

Opera Holland Parks hjemmeside Rigoletto er måske den mest originale af de tre operaer, der udgør midteraksen i Verdis karriere som komponist. Orkestreringens overvejende mørke klangfarver, det snævre fokus på far-datter-forholdet og den dramatiske dygtighed, hvormed operakonventioner som forbandelsen blandes og forstærkes med gribende psykologisk realisme, gør denne opera til noget helt særligt. Det blev anerkendt allerede ved premieren i 1851, og værket har lige siden været en fast og urokkelig del af det klassiske repertoire.

Foto: Craig Fuller

Det er en krævende opgave for en instruktør at finde nye vinkler på et så velkendt og elsket værk, men Cecilia Stinton formår det ved at flytte det fordærvede hof i Mantua til et prestigefyldt britiske college i en stil, der minder om Gensyn med Brideshead. Det er fortællingen om en elite på afveje, hvor autoriteterne ringeagtes, og hvor druk og overgreb mod kvinder hører til hverdagen. Dette tidsbillede slås an tidligt, da åbningsdansen spilles på en skrattende rejsegrammofon – en fin detalje, som dog måske trækkes lidt for længe, før det rigtige orkester tager over.

Alessandro Scotto di Luzio (Hertugen af Mantua) og Hadley Pedley (Maddalena). Foto: Craig Fuller

Overordnet set er denne fortolkning dog særdeles gennemtænkt, ikke blot i karaktertegningen og hierarkiet, men også i scenografiens opbygning. Det er en af de forestillinger, hvor Holland Parks meget brede men lave scene virkelig kommer til sin ret. De lange rækker af bibliotekshylder, panelrum og mørke træmøbler skifter smidigt fra universitetsstuer til en snusket bar. Forscenen, der er bygget op omkring orkesteret (en praktisk nyskabelse fra pandemi-årene), understreger effektivt adskillelsen mellem Rigolettos privatliv og Gildas isolation.

Foto: Craig Fuller

Lee Reynolds dirigerer City of London Sinfonia med en elegant lethed. Lyduniverset i denne opera kunne ikke være mere forskelligt fra efterfølgeren 'Il Trovatore'. Her er få øjeblikke med uforfalsket selvsikkerhed, og selv stormen i sidste akt er mere uhyggelig og dyster end øredøvende. De enkle teksturer og dynamiske nuancer er afgørende for at fange den atmosfære af sammensværgelse, bedrag og knuste skæbner, der hviler over handlingen. Under en så overbevisende taktstok træder disse effekter meget stærkt frem.

Stephen Gadd som Rigoletto. Foto: Craig Fuller

Stephen Gadds portræt af titelrollen aftvinger respekt, netop fordi han tydeligvis var hæmmet i stemmen. Det er en varmere gestaltning end normalt, hvor vi straks mærker, at han er et offer for hoffets kultur snarere end dens sarkastiske spydspids. Ved at fremstille ham som en handicappet krigsveteran – måske en pedel ved universitetet? – fremfor som en krøbling, forstærkes denne tolkning. Hans hævntørst er derfor i høj grad rettet mod hertugen og hans medløbere, og han fortryder hurtigt sin hån af Monterone. Hans anger formidles med en mindeværdig, dyster intensitet.

Alison Langer som Gilda. Foto: Craig Fuller

Forestillingens højdepunkt er Alison Langer som Gilda. Alt for ofte spilles hun som en passiv, reaktiv karakter, der blot er i hænderne på mændene omkring hende. Her har hun derimod langt mere tilstedeværelse fra starten; hun mistrives i sin isolation og længes efter at udforske forbindelsen til den mand, der viser sig at være hertugen. Det giver en ekstra gennemslagskraft til hendes fremragende fremførelse af glansarien 'Caro nome' og til hendes senere handlinger, hvor hun nægter blot at være et offer. Slutningen byder desuden på et inspireret øjeblik, hvor hun forlader scenen gennem publikum i stedet for den klodsede løsning, hvor hun vågner op i den sæk, som Rigoletto finder hende i.

Simon Wilding (Sparafucile) og Alison Langer (Gilda). Foto: Craig Fuller

Bibirollerne er flot besat, særligt med Sparafucile og Maddalena, der af Simon Wilding og Hannah Pedley får langt mere dybde, end man normalt ser. Koret er, som altid hos Opera Holland Park, i topform, og hver enkelt sanger fremfører sin egen karakter troværdigt. Lidt mindre overbevisende er Alessandro Scotto di Luzio i rollen som hertugen, hvor der var tegn på anstrengelse i de høje registre.

Alt i alt er denne opsætning en fremragende start på sæsonen i Holland Park, og den forener et højt kunstnerisk niveau med en vilje til at finde nye måder at præsentere det velkendte materiale på.

Rigoletto spiller frem til den 24. juni 2023