ANMELDELSE: Road Show på Union Theatre ✭✭✭

Road Show

The Union Theatre

10. februar 2016

3 stjerner

Bestil billetter Stephen Sondheim er uden tvivl en af vor tids største tekstforfattere, og hans bidrag til musicalteatret vil blive hyldet i årtier fremover. Desværre er Road Show ikke et af hans stærkeste værker, selvom The Union Theatres opfindsomme og solidt spillede opsætning sikrer en underholdende aften i teatret – hvis man vel at mærke lader den kritiske sans blive hjemme.

Road Show fortæller historien om brødrene Meisner, Addison (Howard Jenkins) og Wilson (Andre Refig), der forsøger at skabe sig en tilværelse i USA omkring århundredeskiftet. Da deres far (Steve Watts) dør og bønfalder dem om at følge "vejen" mod rigdom, forlader de Californien for at søge lykken som guldgravere i Alaska. Addys hårde arbejde på deres jordlod fører til fundet af en lille formue, men forholdet til Willie bliver hurtigt surt, da sidstnævnte prompte gambler loddet væk i et spil poker. Han bytter det efterfølgende til en saloon, og en rasende Addy forlader ham med sin halvdel af gevinsten. En række uheldige investeringer fører Addy mod succes som arkitekt i Palm Beach, hvor han forelsker seg i Hollis (Joshua LeClair), som drømmer om at grundlægge en kunstnerkoloni i nærheden. Snart er Addy både lykkeligere og mere succesfuld, end han turde drømme om. Men da Willie vender tilbage med en plan om at fylde en by med Addys bygninger, kan Addy ikke modstå broderens charme.

Road Show er, rent narrativt, lidt som et prangende palæ bygget på et vaklende fundament. Der er stærke motiver, hvoraf mange understøttes af medrivende sange. Willies afhængige og selvdestruktive personlighed skildres smukt i 'The Game', mens Addys gåpåmod og ærlige iværksætterånd er morsomt og begavet formidlet i den opløftende montage 'Addison’s Trip'. Vi ser glimt af Sondheims geni i disse øjeblikke, hvor karakterernes natur afsløres gennem tankevækkende scener, der driver plottet fremad.

Men når man træder indenfor i dette palæ, begynder gulvbrædderne at knirke. Musicalens høje tempo – den varer kun 100 minutter – kræver, at Addys bygninger skyder op over natten, og det er svært at investere sig følelsesmæssigt i en karakter, der går fra ingenting til alt med et knips fra forfatterens fingre. Addy og Hollis’ forhold lider også under manglende narrativ dybde. Til tider portrætteres det hjertevarmt af begge skuespillere, og deres duet 'The Best Thing That Ever Has Happened' er en nydelig fremvisning af den livsbekræftende kærlighed, de deler.

Ikke desto mindre bliver forholdet aldrig helt overbevisende, trods Jenkins og LeClairs ihærdige indsats. Willie maser sig tilbage i Addys liv med en sådan selvfølgelighed, at Hollis næsten føles overflødig. Addys ærlige natur og hans hengivenhed over for Hollis smuldrer ved blot et enkelt ord fra hans bror – hvilket er tematisk interessant, men inkonsekvent. Det potentielle drama mellem de to mænd i Addys liv styrkes heller ikke af, at Hollis’ planer for en "kunstnerkoloni" – som burde være en værdig modvægt til Willies tvivlsomme projekt – i bedste fald er uformede og i værste fald selvsmagende. Det betyder, at det valg, Addy skal træffe om sin fremtid, snarere end en kamp mellem hjerte og ambition, ender som et fattigt valg. Vi ved, han burde vælge Hollis, men da kærligheden mellem dem uforklarligt falmer, føler man ikke den store forløsning.

Trods de narrative mangler er produktionen faktisk god underholdning. Skuespillet og sangpræstationerne er ekstremt solide med flere glimrende øjeblikke. Refig er meget overbevisende som den karismatiske svindler Willie, og Jenkins' Addy synger med beundringsværdig passion, tilsat passende lag af ambition og frustration. LeClairs længselsfulde og noget naive Hollis er en sød og sympatisk skikkelse på scenen, mens Watts og Cathryn Sherman, der spiller Mama Meisner, tilfører tyngde til deres små, men vigtige roller.

Det, der for alvor løfter forestillingen, er Nik Corralls enkle, men utroligt effektive scenedesign. I midten af scenen står et enormt spejl, der enten reflekterer skuespillerne på scenen eller afslører et ensemble bag det. Dette udnyttes særligt godt, når Willie og Addy reklamerer for deres nye by i radioen; Hollis' eftertænksomme reaktion på udsendelsen fylder forgrunden, mens vi ser Willie fyre salgstaler af i baggrunden – spejlet adskiller ham fysisk fra virkeligheden. Samtidig minder den støvede indretning, der ligner et velmøbleret men kærlighedsløst rum, os konstant om rigdommens forgængelighed. Det står i klog kontrast til det energiske ensemble, der fungerer som en visuel repræsentation af karakterernes håb og drømme – de elementer, der gør dem så levende.

Road Show har flere stærke motiver, og Meisner-brødrene er underholdende selskab. Selvom forestillingen ikke helt indfrier sit potentiale, og historien til tider er frustrerende, byder denne opsætning på en fornøjelig aften i et af Londons fineste fringe-teatre. Road Show spiller på Union Theatre indtil d. 5. marts 2016. Bestil nu

Forestillingsfotos: Scott Rylander