ANMELDELSE: Running Wild, West Yorkshire Playhouse ✭✭✭✭

India Brown som Lilly med Oona. Foto: Dan Tsantillis Running Wild

West Yorkshire Playhouse

11. april 2017

4 stjerner

Information om Danmarks- og UK-turné

Blandt de bedste teateroplevelser er dem, der spiller direkte på den del af barnehjernen, der formår at fantasere; som kan forvandle tørrestativer til skibe og stole til raketter. Children’s Touring Partnerships opsætning af Running Wild, dramatiseret over Michael Morpurgos roman, gør netop dette til UG – med en modig brug af lys og lyd samt et tæt sammenspillet ensemble. Instruktørerne Timothy Sheader og Dale Rooks fører publikums fantasi dybt ind i regnskoven, hvor de må skjule sig for dødskulturer, møde vilde dyr og næsten drukner under bølgerne fra en brølende tsunami. Det stærke cast binder de fysiske billeder sammen med ligeså kraftfulde følelsesmæssige indtryk af sorg, adskillelse og kampen for overlevelse i et ubarmhjertigt miljø. Paul Wills' enkle men slagfærdige scenografi rammer historien ind med tårnhøje stakke af forvridne vragrester – efterveerne af en ødelæggelse, der er både fysisk og mental.

Orangutangungen Frank og Mani med Darcy Collins, Fred Davis og Romina Hytten. Foto: Dan Tsantillis

Forestillingen har yderligere to trumfer i denne fortælling om tab, overlevelse og ansvaret for et miljø, der er både fjendtligt og smukt. Et helt menageri af vilde dyr vækkes til live af en samling dukker i naturlig størrelse – og stjernen over dem alle er elefanten Oona. Hendes aura af troværdighed var så stærk, at da hun blev tilsyneladende ramt af skud ved første akts klimaks, kunne jeg mærke det helt nede i maven. Oona er dog kun ét af væsnerne i en hel ark af orangutanger, papegøjer, fisk, krokodiller og tigre, der dominerede scenen i al deres farverige, gryntende og pruttende herlighed, hvilket fik publikum til helt at glemme de dygtige dukkeførere bag dem. Forestillingen blev bundet sammen af Annika Whiston, der ramte plet med både energi og følelse i rollen som den forældreløse Lilly; udover at skulle dække hele følelsesspektret, løste hun den svære opgave at give de mange fortællersekvenser følelsesmæssig dybde.

Hele holdet bag Running Wild. Foto: Dan Tsantillis

Det virker næsten overflødigt at fremhæve enkelte skuespillere i et så gennemført ensemblespil, men man må nævne Liz Crowther som den kagebagende bedstemor, der rejser fra Devon til Indonesien i jagten på sit savnede barnebarn.

I anden akt skrues der yderligere op for tempoet, da naturkatastrofen hurtigt efterfølges af en menneskeskabt en af slagsen i form af Mr. Anthony – den hensynsløse jæger, der ser regnskovens rige flora og fauna som ressourcer, han frit kan plyndre. Han spilles af Jack Sandle med en alt for genkendelig og arrogant lederstil. Hans personificering af rovdriften på naturen giver handlingen et virkeligt drive, og styrken i både Morpurgos roman og Samuel Adamsons ekspertise i dramatisering var så stor, at jeg mod slutningen ikke var det eneste medlem af publikum, der fysisk veg tilbage ved synet af en genkendelig flaske palmeolie-shampoo.

Det var kun passende, at elefanten Oona fik sit eget fremkald mod slutningen; det var helt rigtigt for en opsætning, der tager fat i vores fantasi og leder den så kraftfuldt mod de økologiske udfordringer, som ingen af os bør ignorere.

LÆS MERE OM RUNNING WILD TURNÉEN