ANMELDELSE: Sir John In Love, British Youth Opera, Opera Holland Park ✭✭✭✭

Tim Hochstrasser anmelder Vaughan Williams' Sir John In Love, opført af British Youth Opera under deres gæstespil hos Opera Holland Park.

Foto: Alastair Muir Sir John in Love

British Youth Opera

Opera Holland Park

25. august 2022

4 stjerner

British Youth Operas hjemmeside Tæppet går for sidste gang i år hos Opera Holland Park med et kort gæstespil fra British Youth Opera, som udfører et uvurderligt, men ofte overset arbejde med at uddanne den næste generation af operatalenter her i landet – ikke kun sangerne, men også orkestermusikerne og det tekniske personale. Aftenen bød på en dobbelt glæde, da den også gav en sjælden mulighed for at høre Vaughan Williams’ 'Sir John in Love', som sidst blev opsat med succes på ENO i 2006, men sjældent er set siden.

Foto: Alastair Muir

Det var et dristigt valg af komponisten at kaste sig over samme materiale som Verdi blot tredive år senere. Men faktisk er dette en ganske anden fortolkning af Falstaff-fortællingen end den nøje opbyggede struktur, Boito sammensatte ud fra både Henrik IV-stykkerne og 'De lystige koner i Windsor'. Vaughan Williams holder sig langt tættere til sidstnævnte og tilføjer desuden tekster fra andre af datidens forfattere. Resultatet er en tekst, der fremstår som en lidt godmodig men rodet 'Tudorbethan'-blanding med enkelte ufrivilligt komiske momenter. Han har dog større succes med sin forkærlighed for folkemusik ved at inkludere mange af tidens modale melodier med deres oprindelige tekster. Det brede orkesterpartitur er tæt orkestreret med alle de velkendte elementer fra komponistens modne lydunivers – frodige pastorale passager, herunder et smukt mellemspil baseret på 'Greensleeves', energiske korpartier og fine glimt af indadvendt melankoli.

Foto: Alastair Muir

Da historien er så velkendt, og humoren i 'De lystige koner' er mere bramfri end subtil, kræver en produktion, der vil imponere, både et højt tempo, sikker personinstruktion i de mange korscener og dynamisk skuespil fra hovedrollerne. Uden dette kan det dramatiske drive i partituret let tabe pusten. Instruktør Harry Fehr og dirigent Marit Strindlund driver handlingen effektivt fremad og udnytter de åbne rammer hos Opera Holland Park fuldt ud. En fleksibel minimalistisk scenografi antyder fint de forskellige rum, og kostumer og lyssætning skaber en stemningsfuld helhed, der især formår at fremmane Windsor Forest i finalen. Men uundgåeligt nok med et ungt ensemble, var det detaljerede karakterarbejde, der skal til for at vække rollerne helt til live, kun til stede i glimt.

Photo: Alastair Muir

Når det er sagt, var sangpræstationerne over en bred kam meget imponerende. Der er to hold sangerne, og de følgende kommentarer gælder kun opførelsen den 25. august. Conrad Chatterton i rollen som den tykke ridder udviste masser af bulder og brag, men manglede måske en smule mere snuhed. Philip Costovski, Toki Hamano og Armand Rabot leverede gode solistiske øjeblikke som hans lystige følgesvende, og de centrale par, Ford- og Page-familierne, var vokalt set flot afstemt. Nancy Holt var en særligt livlig Mistress Quickly, og der var fremragende arbejde fra Justin Jacobs som Dr. Caius, Joshua Saunders som Justice Shallow, James Micklethwaite som nevøen Slender og Emyr Lloyd Jones som præsten – alle roller, der er langt mere udviklede her end i Verdis version. Clara Barbier Serrano og Sam Harris klarede med stor sikkerhed de krævende og strålende partier som de unge elskende, Anne og Fenton.

Foto: Alastair Muir

Orkesterspillet var ligeledes imponerende. En smule mere prøvetid kunne uden tvivl have finpudset balancen mellem graven og scenen og undgået et par mindre præcisionsting; men ellers var det en overbevisende fremførelse af et komplekst partitur med en fyldig klang i alle grupper, især i de mange mellemspil. Dirigent Marit Strindlund styrede de store klimaks og de svære overgange med stor dygtighed.

Dette var et fremragende valg af opera til et uddannelsesprojekt – der er mange mellemstore roller at få erfaring med, og en stor del af karaktererne er også unge af sind og alder. Der er masser af scenearbejde, som kan skærpe scenemestrenes talenter, og den krævede orkesterpalet er varieret med masser af symfonisk udvikling, hvor orkestret fungerer som en karakter i sig selv – igen meget lærerigt for musikerne.

For publikum var det en sjælden chance for at høre et overset værk, der var en vigtig del af komponistens overordnede vision om, at engelsk musik skulle bygge på engelsk materiale – både hvad angår fortællinger og folkemusiktradition – frem for at følge kontinentale forbilleder. Alt i alt en yderst fængslende og tilfredsstillende aften.