ANMELDELSE: Something Rotten, St James Theatre ✭✭✭✭✭

Something Rotten

St James Theatre

30. marts 2015

5 Stjerner

BESTIL BILLETTER

Nogle gange undrer man sig over, hvad i alverden man har gjort for at fortjene at skulle sidde igennem den gang selvoptagede møg, man lige har været vidne til på scenen. Nogle gange er den vrede, der løber gennem ens årer, mens man tæller timerne af sit liv, man aldrig får tilbage, så ekstrem, at ens øjne føles som om, de sprænger for at lette trykket. Nogle gange har forestillingen "stjerner", der er blevet hyret til at vise sig frem og lokke sagesløse, tåbeligt optimistiske fans ind i et mørkt teater, blot for at kaste op over deres forventninger på uventet vis. Nogle gange er manuskriptet så dårligt, musikken så forfærdelig og instruktionen så ligegyldig, at man drømmer om, at man så et billigt amatør-remount af Too Close To The Sun eller Paradise Found i stedet. Nogle gange efterlader en Broadway-musical dig med følelsen af, at en vampyr har suget blodet ud af dig fra det øjeblik, lyset slukkede, og alt, hvad der er tilbage, er en sprød, livløs og smuldrende skal af giftigt affald. Den slags produktioner sætter virkelig ordet 'pis' i spil.

Something Rotten, hjertebarnet af Karey og Wayne Kirkpatrick (musik og tekster) med manuskript af Karey Kirkpatrick og John O'Farrell, instrueret af Casey Nicholaw, spiller nu forpremiere på Broadways St James Theatre efter modigt at have besluttet ikke at teste forestillingen på publikum uden for byen. Det er direkte til Broadway for dette monster af et show, som sandt at sige er en af de forestillinger, der ellers nemt kunne være endt i kategorien for "rent lort".

Vent! Jeg tog fejl! Nej, nej... Something Rotten er en af de forestillinger, som uomtvisteligt IKKE hører hjemme i den kategori. At være eller ikke at være. Ja, det er det. Det er en af de forestillinger, hvor ordet "hit" står alene og beskriver forestillingen, sangene, produktionen og holdet – de rammer plet hele vejen igennem.

Det er nemt at tage fejl, fordi man ikke kan stoppe med at svælge i minderne om den uforfalskede glæde, der lige har udspillet sig over to timer og tredive minutters ren og skær fryd. Dit sind er forvirret, mens du prøver at huske de kloge jokes, de skæve twists, de herlige melodier, referencerne til musical-kanonen, citaterne fra Shakespeares værker – den sande hvirvelvind af hektisk, febrilsk og fantastisk sprudlende glæde, der lige har pakket dig ind i skinnende, tårefremkaldende morskab, og fået dig til at smile eller grine ukontrolleret så utrolig længe.

Her er intet råddent. Tværtimod er Something Rotten fast, saftig, frugtig, perfekt kultiveret, syrlig, sød, og hvert lag, der skrælles tilbage, er fuldt af liv. Det er næsten en nydelses-orgasme. Den perfekte blanding af Svanen fra Avon, skørballade og Broadway.

Det er den slags forestilling, hvor jo mindre du ved om den, jo bedre. Oplevelsen af at se den udfolde sig foran dine vantro, men vildt tilfredse øjne, er noget man bør ønske sig af hele sit hjerte. Gå hellere i kloster end at lytte til sangene på forhånd eller læse et detaljeret resumé af det snedige narrativ. Gør dig selv en tjeneste – vær en Something Rotten-jomfru, når du ser den første gang.

Kort fortalt handler den om rivaliseringen mellem William Shakespeare og et andet forfatterpar, brødrene Bottom, Nigel og Nick. Nick vil gøre alt for at få overtaget over Shakespeare, herunder at hyre en sandsigerske og tage imod penge fra en jødisk iværksætter ved navn Shylock. Nigel forelsker sig i Portia, men hendes far, Broder Jeremiah, forbyder deres forbindelse og søger at ødelægge brødrene Bottom. Hvad der sker med disse forskellige tråde, udgør fortællingen.

Men det er ikke det, Something Rotten i virkeligheden handler om. Det er i bund og grund en ode til musical-genren; en der både satirisere sit emne og behandler det med kærlig hengivenhed. Hvis du kender dine Broadway-musicals, vil der være masser af referencer (musikalske, citater og billeder) til at kilde din humoristiske sans eller overrumple dig. Intet emne er helligt, og der er intet, som ikke kan gøres til genstand for djævelsk, knivskarp vid: Helt ærligt, hvad de gør ved Phantom of the Opera er grund nok i sig selv til at se forestillingen. Og Cats…

Forestil dig, at Shakespeare møder Spamalot, Kiss Me Kate, She Loves Me og Anything Goes, så har du en smag af den tossede stemning og den herlige grovhed i nogle af vittighederne. Hvad der er særligt beundringsværdigt er, at fortællingen fungerer perfekt som en simpel historie om brødrene Bottoms eventyr; dem, der intet ved om musicalteater, kan nyde den historie fuldt ud. Men for dem, der kender faget, byder Something Rotten på et overflødighedshorn af subtile og knap så subtile ordspil, kvikke bemærkninger og tvetydigheder.

Håndværksmæssigt er de kreative bag manuskript, partitur og tekster suveræne mestre. Ikke et ord eller en tone er overflødig her. Alt er absolut og imponerende præcist. Kortfattethed er nøglen – mindre er absolut mere.

Sangene er enormt sjove. Der er gigantiske ensemble-numre, der vælter huset, bravur-soloer, der retfærdiggør stjerner som Christian Borle, Brad Oscar og Brian d'Arcy James, fantastiske duetter, en vidunderlig kvartet i anden akt og endeløse dansesekvenser, der er strålende livsglade. Flere numre er garanterede ørehængere: Welcome to the Renaissance; A Musical; Will Power; We See The Light; og titelnummeret, Something Rotten. 'A Musical' er måske den bedste sang om genren, der nogensinde er skrevet. Jeg kan ikke huske, hvornår et publikum sidst har afbrudt en Broadway-forestilling midt i første akt med stående bifald, men det gjorde de her – og med rette.

Kirkpatricks tekster er kloge og behændige. Uden musik ville de være eminente. Med musik er de forbløffende. Ofte leveres de med næsten overmenneskelig fart, men diktionen er upåklagelig hele vejen rundt, og ingen af teksterne går tabt i lyden.

Nicholaw instruerer med endeløs opfindsomhed og et sikkert blik for visuel humor, og hans koreografi spænder over alt fra store ensemble-tapnumre til delikate duetter og trioer. Hvert dansenummer udstråler klasse-energi; rutinerne er tilfredsstillende og ofte sjove i sig selv.

Scott Pask har skabt en fantastisk kulisse. Scenåbningen er omdannet til en falsk Tudor-ramme, og følelsen af det 16. århundrede – og endeløse Disney-tegnefilm – er solidt etableret. Gregg Barnes står for de vidunderlige, farvestrålende og excentriske kostumer, og Natasha Katz' lyssætning er i topklasse på alle måder. Der er et meget stemningsfuldt øjeblik foran Themsen, med en bro og månen i baggrunden, badet i kærlighedens lys. Smukt.

Castet er storslået. Brad Oscar stjæler nærmest billedet som sandsigersken – han er i suveræn komisk form. Brooks Ashmanskas følger tæt efter i sin portrættering af den hykleriske Broder Joseph – han vrider hver eneste latter ud af de mange platte jokes.

Som den nørdede Bottom-bror er John Cariani fejlfri; en triumf af angst, selvhad og undertrykt potentiale. Hans udkårne, den livlige Portia (en karakter som snydt ud af næsen på Kristin Chenoweth), spillet af Kate Reinders, er lige så nørdet, men villig til at kaste sig ud i det ukendte med ham, især hvis det involverer poesi eller vers. Sammen er de et suverænt par, begge med fyldige, udtryksfulde stemmer.

Brian d'Arcy James brillerer som den vildfarne Nick Bottom. Han har størstedelen af materialet og håndterer det hele ubesværet, fra små scener med sin tålmodige, kærlige kone (Heidi Blickenstaff, som morer sig med at parodiere Shakespeares kvinderoller) til store sange og hidsige konfrontationer med rivalen Shakespeare. Han synger fantastisk og er på alle måder mindeværdig.

Som den pralende rockstjerne fra det 16. århundrede, klædt i tætsiddende læder, har Christian Borle sit livs fest. Det er en præstation af episke proportioner med masser af teatralsk overskud, fremvisning af muskler, imponerende høje tenor-toner og den særlige glæde, der følger med at spille den frække dreng i klassen. Borle rammer plet på alle måder.

Der er fremragende karakterarbejde fra Michael James Scott, Gerry Vinchi, Marisha Wallace, Austin Lesch, Brian Shepard og Peter Bartlett. Men helt ærligt, intet medlem af ensemblet er andet end fremragende. Når de synger sammen, er lyden elektrificerende, og dansen er vovet og ny. Broadway skal lede længe efter et mere sammenspillet og veltrimmet hold end dette.

Phil Reno holder tøjlerne som kapelmester, og resultatet er førsteklasses. Det 18 mand store orkester er levende og spiller med stilfuld elegance. Hver detalje i partituret og teksterne bliver varetaget af Renos skarpe direktion.

Som et stykke løssluppent, skamløst og hysterisk morsomt musicalteater er Something Rotten uden lige på Broadway lige nu. Det er frisk, fantastisk og febrilsk sjovt. Hvis du nogensinde har haft en oplevelse som den, der er beskrevet i første afsnit, så se Something Rotten – det vil genskabe din tro på, at musicalteater kan være magisk på alle måder.

Gør alt for at se det originale hold opføre denne vidunderlige forestilling.

BESTIL BILLETTER TIL SOMETHING ROTTEN