ANMELDELSE: Sunday In The Park With George, The Other Palace ✭✭✭✭✭

Sunday In The Park With George

National Youth Music Theatre på The Other Palace,

Lørdag den 19. august 2017

Andrew Lloyd Webber, der har stor erfaring med genren, siger, at det sværeste ved musicals er, at de rummer så mange forskellige elementer, at det er utroligt vanskeligt at få dem alle til at spille sammen og skabe en helstøbt effekt: det kræver benhårdt arbejde og en god portion held. Alt kan gå galt, og det gør det ofte; men når tingene går op i en højere enhed... så er resultatet storslået. I tilfældet med denne hovedforestilling fra NYMT – et af hans yndlingskompagnier, som nu er fast inventar i sommersæsonen på denne adresse (samt på mange andre førende teatre landet over) – er det storslåede i den grad opnået.

Instruktør Hannah Chissick, der sidste år høstede en formidabel succes med NYMT's genopsætning af Ben Tills bjergtagende episke musicaldrama fra første verdenskrig, 'Brass', på Hackney Empire, er vendt tilbage til kompagniet med dyb indsigt i dets mekanismer – og i hvordan man får det ypperste ud af de dygtige medvirkende, der er rekrutteret blandt landets mest talentfulde unge skuespillere og musikere. I samarbejde med den erfarne koreograf Sam Spencer-Lane og den eminente scenograf Matt Kinley, samt veteranen Mike Robertson på lys og den anerkendte lyddesigner Avgoustas Psillas, har Chissick og den utrættelige producent Jeremy Walker samlet et stærkt hold af de bedste professionelle kræfter til at støtte de unge talenter. Og de har endnu et es i ærmet: den fremadstormende kapelmester Alex Aitken, hvis arbejde på 'Brass' sidste år vakte national opsigt. Her udretter han mirakler fra tangenterne på galleriet bagerst på scenen med et orkesterpartitur, der er skåret ned til et lille kammerensemble på seks (Michael Madigan, 18, blæsere; Emilia De St Croix, 18, og Jamie Faulkner, 21, violin; Ellie Blight, 19, cello; Chris Poon, 21, keyboards), hvilket smukt retter publikums fokus mod skuespillernes stemmer.

Dette værk handler om kunstens udfordringer og kræver intet mindre end fuldkommen kunstnerisk dedikation fra både det kreative hold, de medvirkende og orkestret. Set gennem prismet af et af det sene 19. århundredes mest kuriøse og tankevækkende franske mesterværker, Georges Seurats 'Un dimanche après-midi à l'Île de la Grande Jatte', er det en delvist selvbiografisk og generøst genfortalt fortolkning af de historier, der måtte ligge bag det kunstfærdige værk, som vi kender som det færdige maleri, og som har hængt på Art Institute of Chicago siden 1924. Seurat er berømt for sin pointillistiske metode, og det bliver berørt flere steder i James Lapines skarpe og levende manuskript, men efter min mening er Seurat langt mere fascinerende i den måde, han viderefører den klassiske franske malertradition på – især når det gælder karaktertegning og fortælling.

Ligesom opfinderen af den franske rokoko-hyrdegenre, Antoine Watteau, før ham, skitserede Seurat enkeltpersoner i det uendelige, hvorefter han strengt udvalgte, hvem der skulle sættes sammen i hvilket ensemble på lærredet. I modsætning til impressionisterne, der insisterede på kun at male det, de så, handlede det for ham om at iagttage og derefter forestille sig, hvad man kunne skabe ud af mange forskellige, ofte modsatrettede indtryk. På den måde minder han – i sin forståelse for form og struktur – utroligt meget om sin dramatiske portrætør, Sondheim, der i Seurats livssyn og skaberlyst finder en metafor for sin egen kærlighed til kunsten og sin kreative skæbne. Dette er derfor ikke blot en musical; det er en del af en storslået dialog, der strækker sig over århundreder og kontinenter. Det handler i virkeligheden om selve menneskeligheden.

Dette enorme filosofiske vingefang er svært nok for voksne at begribe, endsige formidle, så det gør kun denne produktion endnu mere bemærkelsesværdig, når man ser den tekniske perfektion, kompagniet præsterer. I hovedrollerne udviser Laura Barnard (21) autoritet og modenhed fra start som kunstnerens muse, Dot. Det er rollen med størst spændvidde – hun skal også spille sin egen aldrende datter i anden akt, før hun vender tilbage som sit eget spøgelse – og det er uden tvivl den mest krævende rolle i stykket. Med en vokal og dramatisk præstation af højeste kaliber cementerer Barnard her, at hun er blandt de bedste fortolkere af rollen, landet har set. Ved hendes side står den mindre sympatiske Georges, spillet med svimlende troværdighed af den 19-årige Thomas Josling. Rollen er et minefelt af udfordringer, men Josling mestrer dem alle med sin fyldige og kontrollerede stemme samt en intelligens, der formår at genskabe kunstnerens turbulente blanding af ungdommelig energi og jernhård dedikation. Sammen får de os til at tro fuldt og fast på, hvem de er, og hvad de gennemgår.

Og på en måde er det netop det, stykket handler om. Selvom det starter konventionelt og følger musicalens genkendelige struktur, fører det os gradvist længere og længere væk fra det kendte, indtil vi befinder os i helt ukendt territorium – og det mest fantastiske er, at vi som publikum er parate til at følge med, uanset hvor det fører os hen.

Grunden til forestillingens succes er dens dybe forståelse for værkets intention; den tillader ikke en eneste detalje at fylde uden grund. Selv en flygtig røgsky på scenen er begrundet i en reference i manuskriptet. Det samme gælder alle visuelle komponenter i iscenesættelsen – de elegant bevægelige staffelier og lærreder, der udgør hele kernen i disse menneskers univers. Der findes ikke en bevægelse fra skuespillerne, som ikke understøtter den drivkraft, der findes i denne utroligt stilsikre og stemningsfulde opsætning. Kort sagt: Dette handler ikke kun om 'Kunst', det er en samtale om, hvad teater er.

Som modspil til hovedrollerne ser vi de mere konventionelle Jules (Adam Johnson, 20) og Yvonne (Florence Russell, 19). De fungerer som de jordbundne modstykker til de visionære hovedroller, og de er en del af Sondheims diskurs i stykket om musicalteatrets natur og hans eget forhold til det. De karakterpar, der kredser om dem, virker næsten som gæster fra hans andre værker: Den Gamle Dame (Eloise Kenny-Ryder, 19) og hendes Sygeplejerske (Lucy Carter, 18) er som taget ud af 'A Little Night Music', mens soldaterne (Marcus Harman, 18 og Scott Folan, 17) virker til at være lige på nippet til at forvandle sig til prinserne fra 'Into The Woods'. Og sådan fortsætter det – overalt ser og hører vi ekkoer af Sondheims tankegang. Men er det ikke præcis det, vi alle oplever, når vi betragter kunst? Hvad indbyder kunsten ellers til, hvis ikke en reaktion i sindet?

Hele kompagniet arbejder sammen om at få dette til at ske. Louise (Kiera Milward, 13); de to Celester (Ellie Green, 17 og Aliza Vakil, 19); Louis (Thomas Mullan, 17); de kostelige musical-amerikanske Mr (Alfie Richards, 17) og Mrs (Lucy Coyle, 19); samt deres personale, Franz (Michael McGeough, 21) og Frieda (Lydia Crosher, 20); Færgemanden (Matt Pettifor, 20); Den siddende dreng (Paul French, 16); Den stående kvinde (Lydia Clay-White, 17); Kvinden i lilla kjole (Heather Conder, 20); Den knælende kvinde (Kitty Watson, 19) og hornisten (Alex Stephenson, 21) udgør tilsammen et strålende, flydende og harmonisk ensemble, der deler historiefortællingen med mesterlig overbevisning.

Da historien skifter til Chicago et århundrede senere i anden akt – og alle får lov at spille en ny rolle! – er det Kinleys scenografi, der holder sammen på det hele. Hans sparsomme brug af farver i en ellers monokrom verden får publikum til at længes efter ikke blot pigment, men efter en oprigtig og meningsfuld brug af det. Den rædselsfulde parodi på en moderne 'installation', opstillet af malerens efterkommer (også spillet – foruroligende uigenkendeligt – af Thomas Josling) og hans håndlangere, 'The Chromolume', er mere sørgelig end latterlig. Dens melankoli udspringer af den frustration, kunstneren føler, når han ved, han er faret vild og ude af stand til at udtrykke noget med dybde. For at finde det, må vi vende tilbage – som vi gjorde i slutningen af første akt – til værkets fornemste øjeblik: den transcendentale koral 'Sunday'. Det er et stykke så rendyrket humanisme, at det fejer alt det foregående af banen og taler direkte til hjertet med en enorm kraft og lidenskab.

Ja, der findes stadig folk, der påstår, at der ikke er nogen 'følelser' hos Stephen Sondheim. De har tydeligvis aldrig set dette stykke. Det burde de. Og måske får de snart chancen igen. I mellemtiden vil mindet om denne NYMT-produktion lyse i hjertet på de af os, der var heldige nok til at se den. Til dem, der ikke nåede det, kan jeg kun sige: Prøv – hvis I kan – at finde tid til at se dette forbløffende unge kompagni. Det vil ændre jeres syn på verden.

LÆS MERE OM NYMT