ANMELDELSE: Swive, Shakespeare's Globe London ✭✭✭✭

Helena Payne anmelder Ella Hicksons Swive, der nu spiller på Shakespeare's Globe i Sam Wanamaker Playhouse.

Swive Sam Wanamaker Playhouse

Shakespeare's Globe London

4 stjerner

Bestil nu

På tærsklen til et intenst og bittert parlamentsvalg sætter vi os til rette i Sam Wanamaker Playhouses varme rammer; den massive scene af forgyldt spånplade fungerer som en rammende metafor for Elizabeth 1. som monark. Swive er et dynamisk nyt stykke skrevet af Ella Hickson og instrueret af Natalie Abrahami, der skildrer hendes vej til magten – fra hendes turbulente ungdom til politisk dominans som den mest hyldede regent af de britiske øer. Fire skuespillere deler de mange roller, anført af Nina Cassells som prinsessen, der transformeres til Abigail Cruttenden som den modne dronning, bakket op af Michael Gould og Colin Tierney som en række mandlige trusler, elskere, fortrolige og rådgivere.

Stykket begynder med direkte henvendelse til publikum, hvilket passer perfekt til rummet, der er skabt for at genskabe den oplevelse, et elizabethansk publikum ville have haft. Men som Cruttenden ironisk påpeger, er det "alt sammen en illusion", da teatret kun er fem år gammelt. Prologen sætter tonen for dronningens sarkastiske og bramfrie kvindestemme, mens hun bekæmper truslen fra alternative regenter og ægteskabstilbud, der ville svække hendes enevælde. Hicksons portræt viser en dronning, der starter ængstelig og bange, desperat afhængig af sin tro, for derefter at blive en kvinde, der bruger sin intelligens og seksualitet til at manipulere og kontrollere. Cassells leverer en åndeløs skildring af prinsessen; hun er uskyldig og storøjet, men med glimt af stål, der varsler den kommende forvandling. Cruttenden udnytter rollen som denne legendariske figur til fulde og leverer en kraftpræstation som en kvinde, der er sikker på sine virkemidler, tror på sine egne myter og afviser enhver trussel med gejst og vid. Hun soler sig i opmærksomheden, og Elizabeths rebelske femininitet udstråler et sandt showmanship, som var vi publikum hoffets folk, inviteret til at se hende stråle.

Der er øjeblikke af ægte ømhed, herunder flirten mellem Elizabeth og Tierney som Robert Dudley. Kemien mellem dem er elektrisk, og det er hjerteskærende menneskeligt at se hende kæmpe med og undertrykke ønsket om kærlighed og selskab til fordel for pligten. Der er mange skarpe observationer fra alle karaktererne, som er lige så relevante i dag, som de var for 450 år siden. Måden kvinderne i stykket kæmper om mænds opmærksomhed og dermed indflydelse på, virker sørgeligt aktuel, ligesom Elizabeths fiksering på Knox' betragtninger om, at "nyere er bedre", indtil hun ikke længere selv er "ny". Der er morsomt spil fra Cassells som en uheldig vaskekone, der kontant reducerer ideen om kongemagten og kronens betydning til "det er jo bare hatte". Hun bemærker også, at alt efter hovedbeklædningen bliver "præster og hekse behandlet meget forskelligt". Det er også værd at nævne Angus McRaes atmosfæriske musik, der komplementerer handlingen smukt, især den varme klang fra Maddie Crutters cello, der giver følelsen af, at vi alle befinder os i instrumentets resonerende indre.

Swive er et stolt feministisk stykke og et fantastisk fundament for Cruttenden til at levere en stjernepræstation. Jeg er ikke i tvivl om, at monologer og dialoger fra teksten vil finde vej til optagelsesprøver og kurser på teaterskolerne, hvilket de også fortjener. Til tider kan handlingen føles en smule statisk, men jeg forestiller mig, at dette er et bevidst valg fra Abrahamis side for at indfange den intimitet og kvælende atmosfære, der herskede i hoffets indre cirkler. Det er et velkonstrueret stykke dramatik og en passende hyldest til en monark, der aldrig blev åbenlyst fejret i den udødelige bards egne værker.

Spiller indtil 15. februar 2019

BESTIL BILLETTER TIL SWIVE

Fotos: Johan Persson