ANMELDELSE: The Dresser, Duke of York's Theatre ✭✭✭✭✭

Reece Shearsmith og Ken Stott i The Dresser. Foto: Hugo Glendinning Påklæderen Duke of York’s Theatre den 13. oktober 2016

5 stjerner

Bestil nu Påklæderen (The Dresser) har nydt en sand renæssance på det seneste og lander nu i West End under et år efter, at Richard Eyres anmelderroste filmatisering ramte tv-skærmene. Det er en svær arv at løfte; parringen af Sir Ian McKellen og Sir Anthony Hopkins satte en standard for generationer. Enhver frygt for sammenligning bliver dog gjort til skamme. Sean Foleys nye opsætning er aldeles vidunderlig, med sublime præstationer fra både Ken Stott og Reece Shearsmith og et fremragende birollegalleri. Handlingen udspiller sig (hovedsageligt) backstage under en provinsopsætning af Kong Lear midt under Anden Verdenskrig, og Påklæderen udforsker forholdet mellem den eponyme Norman (Reece Shearsmith) og 'Sir' (Ken Stott), truppens aldrende skuespiller-direktør. Begge mænd er totalt afhængige af hinanden – Norman lever for tilfredsstillelsen ved at klargøre 'Sir' til hans optrædener og deres intime rutiner, mens Sirs svigtende hukommelse kræver, at Norman minder ham om hans replikker, og indimellem hvilket stykke han overhovedet skal spille. 'Hendes Nåde' (Harriet Thorpe), Sirs partner og opsætningens Cordelia, insisterer på, at Sir indstiller karrieren af hensyn til helbredet, men teatret er hans livsnerve. Norman er til gengæld målrettet dedikeret til at få Sir ind på scenen, og man frygter, at noget katastrofalt vil ske.

Reece Shearsmith i Påklæderen. Foto: Hugo Glendinning For nogle kan tanken om at se en skuespiller forberede sig virke næsten forbudt, som om de ikke eksisterer for os, før de træder ind på scenen. Denne forestilling dekonstrueres totalt i Påklæderen, hvor vi er vidner til hver eneste detalje i Sirs urolige og ret anspændte forvandling. Han ankommer til scenen i en luvslidt tilstand, rødmosset og vildhåret, og græder i flere minutter. Han bærer "verden på sit hoved", siger han, og han raser mod Norman, som derefter tager sig en hemmelig tår af flasken. Han flirter skamløst med den unge skuespillerinde Irene (Phoebe Sparrow) og lægger makeup til det forkerte stykke. Det er alt sammen dybt sørgeligt, men også meget gribende og ofte utroligt morsomt.

Ken Stott i Påklæderen. Foto: Hugo Glendinning

Stott er intet mindre end storslået; præposterøst selvoptaget, men alligevel værdig og i stand til både venlighed og forvirret visdom. Hans ømhed over for Hendes Nåde vidner om års hengivenhed trods hans egocentrering. Stotts kemi med den fremragende Harriet Thorpe illustrerer smukt det paradoks, Sir Ronald Harwood nævner i programnoterne: at skuespiller-direktører offentligt hylder deres individualitet, mens de privat anerkender den gæld, de står i til dem, der støtter dem.  Tragedien er, at Sir elsker sig selv og sin kunst over alt andet, og jagter perfektionen, selv mens hans evner begynder at svigte ham.

Norman er ikke mindre en tragisk figur end 'Sir'. Han er en talens mand, der ikke kan holde ud at tale ærligt om sig selv, en empatisk skikkelse, der lader sine frustrationer gå ud over Sirs kolleger. Sean Foley beskriver Norman som narren til Sirs Lear – den eneste, der har lov til at "lokke ham og gøre ham klar til aftenens forestilling". Alligevel begynder Sirs opførsel over for Norman – hvor han behandler ham som en fortrolig, men samtidig ublu som et tyende – at sætte sine spor. I modsetning til narren forsvinder Norman ikke bogstaveligt.  I stedet trækker han sig ind i sig selv og flasken.

Harriet Thorpe og Ken Stott i Påklæderen. Foto: Hugo Glendinning

Shearsmith, en mester i det sympatiske, men ubehagelige, formidler Normans energi og kræsenhed med karakteristisk overskud. Det er også et meget tankevækkende og rørende studie af en mand, der synker under vægten af undertrykkelse og manglende opfyldelse. Shearsmith piller kyndigt sømmene op i et liv levet gennem andre. Som stykket skrider frem, ser vi Normans gradvise, hjerteskærende erkendelse af, at Sir tænker langt mindre om ham, end han troede. Sirs særprægede kærlighed til Hendes Nåde, hans opmærksomhed mod Irene og selv hans lange venskab med den livstrætte forestillingsleder Madge (Selina Cadell) lader til at overskygge Normans eget bidrag. Stykkets titel er fascinerende, da den retter fokus mod en mand, der frygter, at han knap nok bliver set.

Komedien og tragedien bæres kyndigt frem af et stærkt birollegalleri, fra Selina Cadells pragmatiske og kyniske Madge til Phoebe Sparrows naivt energiske Irene. Adam Jackson-Smith er fantastisk som den bitre og pompøse skuespiller Oxenby, mens Simon Rousses præstation som hans modstykke, Geoffrey Thornton, er en ren fornøjelse. Udover at være en hylende morsom usikker Nar, er hans monolog om hans lod som skuespiller og hans nyfundne lyst til bedre roller ekstremt rørende. Den største ros bør dog gå til Harriet Thorpe, hvis Hendes Nåde virker til konstant at være på randen af sammenbrud, men besat af en enorm indre styrke. Det er en rig og nuanceret præstation, der med et blik eller et suk formidler års frustration og udmattelse, mens hun viser, hvordan hendes følsomhed og mod ikke helt er forsvundet. Sean Foleys opsætning af Påklæderen er intet mindre end ekstraordinær. Ken Stott og Reece Shearsmith er fænomenale som 'Sir' og Norman, mens birollerne og i særdeleshed Harriet Thorpes 'Hendes Nåde' er fremragende. Det er et tankevækkende, sjovt og gribende stykke, som ikke blot yder Sir Ronald Harwoods vidunderlige manuskript fuld retfærdighed, men også de anerkendte opsætninger, der er gået forud.

BESTIL BILLETTER TIL PÅKLÆDEREN PÅ DUKE OF YORK'S THEATRE