ANMELDELSE: The End Of History, Royal Court Theatre London ✭✭✭

Paul T Davies anmelder Jack Thornes stykke The End Of History, instrueret af John Tiffany, som nu spiller på Royal Court Theatre i London.

David Morrissey og Lesley Sharp. Foto: Johan Persson The End of History Royal Court

4. juli 2019

3 stjerner

Bestil billetter

I deres seneste samarbejde har forfatter Jack Thorne og instruktør John Tiffany skabt en mere intim produktion end Harry Potter and the Cursed Child. Gennem tyve år, fra Blair til Brexit, lykkes det forældrene Sal og David at samle deres børn til vigtige begivenheder. Stykket består af tre akter, der spilles uden pause, med ti år mellem hver del. Med udgangspunkt i Thornes egne familieerfaringer bliver det personlige i den grad politisk, når Sal og David opdrager deres børn med venstreorienteret ideologi.

Laurie Davidson og Kate O’Flynn. Foto: Johan Persson

Det største trækplaster i Tiffanys iscenesættelse er det fænomenale skuespil. Lesley Sharp er et bundt nerver som Sal; hun er nervøs over at skulle møde sønnens "fine" overklassekæreste i første scene, men hendes ideologiske overbevisning betyder, at hun hurtigt tager diskussionen op: "Intet talent overhovedet for madlavning... men når det kommer til at gøre mine børn vrede – så har jeg et kæmpe talent." David Morrissey er fremragende som David; jordnær, principfast og udfordrende over for sine børn. Han virker til at tilbageholde sin kærlighed, ligesom Sal gør, men begge skuespillere formår at formidle den dybe kærlighed, de har til deres børn. Som Philip Larkin berømt skrev: "They fuck you up, your Mum and Dad. They may not mean to but they do." Kate O’Flynn er særlig stærk som Polly – hende der kom på Cambridge University – og Sam Swainsbury overfører nogle af sine melankolske ansigtstræk fra TV-serien Mum til rollen som Carl, dog med mere velformulerede argumenter. Laurie Davidson har en hjemsøgt skrøbelighed som Tom.

Ensemblet i The End Of History. Foto: Johan Persson

Alligevel følte jeg ofte, at castet, især de yngre, gjorde deres bedste med et stykke, der kæmpede med at finde sit fokus, og karaktererne føltes ikke helt fuldendte. Det bekymrede mig, at Tom, som er homoseksuel, er den, der forsøger selvmord og har fejlslagne parforhold; hans seksualitet føltes vilkårlig – hvorfor var karakteren overhovedet homoseksuel? Det skal ikke forstås sådan, at hans søskende er spor lykkeligere, men hans seksualitet føles som den eneste grund til hans ulykke. Til gengæld falder stykket virkelig på plads, da David i tredje akt læser sin tale til Sal, der er gået bort alt for tidligt af kræft. Han forsøger at holde fast i kvækernes tradition med at konstatere fakta frem for at holde en glorificerende mindetale. Morrissey knuser ens hjerte her, og sammen med børnene lærer vi mere om Sal, end vi gjorde i de to foregående scener. Jeg kender kvinder som hende, og denne smukke sekvens får mig til at frygte, at de er en uddøende race.

For mit vedkommende havde stykket brug for mere tid til at ånde og udvikle sig; måske kunne to fulde akter med en ekstra scene have ført os dybere ind i familiedynamikken. Men Thornes tekst gnistrer som altid af menneskelighed og humor mange steder, og man bør se det alene for de sublime skuespilspræstationer.

Spiller indtil 10. august 2019

BESTIL BILLETTER TIL THE END OF HISTORY