ANMELDELSE: The Exorcist, Phoenix Theatre ✭✭✭

Clare Louise Connolly som Regan i Eksorcisten. Eksorcisten.

Phoenix Theatre, London

27. oktober 2017

3 stjerner

Bestil billetter

Eksorcisten var den første film med en 18-års aldersgrænse, som jeg så, før jeg var gammel nok. Spændingen ved at snige sig ind i biografen for at se en film, som visse dele af Storbritannien havde totalforbudt, var næsten lige så intens som at se gyset udfolde sig på lærredet. For mange i min generation er det en ikonisk film, der dog virkede noget tam, da man så den på DVD mange årtier senere. Regan er tolv år, da djævlen besætter hende, og til sidst tilkaldes eksorcisten, fader Merrin, til et endeligt opgør om pigens sjæl. Det var portrættet af den 12-årige pige, der virkede så foruroligende dengang – og på sin vis stadig gør det.  Så hvordan fungerer den på scenen?

Jenny Seagrove (Chris) og Clare Louise Connolly (Regan) i Eksorcisten

Det korte svar afhænger af, om du er indstillet på at blive skræmt eller ej. Det pludselige mørke og de gennemtrængende skrig leverer helt klart chok-taktik fra starten, men det bliver hurtigt trættende at blive blændet af projektører hver gang, der skal gøres klar til et nyt sceneskift eller en illusion.  Dramatiker John Pielmeier er vendt tilbage til bogen for at bearbejde den til scenen, og hans manuskript føles som en lang øvelse i eksposition. Det er tungt og bogstaveligt, og hvis man ikke kendte historien i forvejen, er der masser af spor om, hvad der skal ske; når fader Merrin tager sig til hjertet og siger: "Det er bare en mislyd ved hjertet", så ved man godt, at aftenen ikke ender lykkeligt for ham. Forestillingen er længe om at komme i gang, og selvom filmens mest mindeværdige billeder er med – opkastet, det roterende hoved og levitationen – udføres de med svingende succes. Et andet stort problem er, at djævlen lægger stemme til af den vidunderlige Sir Ian McKellen – en stemme, der er ladet med så mange associationer for publikum. At høre Gandalf slynge om sig med skældsord og beskrivelser af seksuelle handlinger gennem Regans mund er decideret morsomt. Men på mange måder er hans stemmepræstation aftenens bedste.

Adam Garcia (Fader Karras) og Jenny Seagrove (Chris) i Eksorcisten

Uanset om vi tror på djævlen og Kristus, eller blot på teatrets magi, så er det, vi ser på scenen, sekundært i forhold til, om skuespillerne selv tror på det. Jenny Seagrove leverer en passioneret præstation som Regans mor, Chris, og holder visse steder sammen på stykket med overbevisning og energi. Clare Louise Connolly er overbevisende i sin portrættering af Regans forvandling fra sød pige til djævlebesat teenager. Men den ellers dygtige Adam Garcia mangler gennemslagskraft som fader Karras, der er tæret af skyld over sin mors død; hans spil føles en anelse stift, som om han blot vil have overstået forestillingen. Peter Bowles giver som fader Merrin en absolut solid præstation, men det føles som om, de alle ved, at de spiller andenviolin til værkets rygte og specialeffekter. Det er en kliché af rang, men Tristram Wymarks portrættering af den campede, homoseksuelle og alkoholiske filminstruktør Burke leverer trods alt noget god, bevidst komik.

Clare Louise Connolly (Regan) og Peter Bowles (fader Merrin) i Eksorcisten

Manuskriptet er solidt forankret i 1973. Antydninger af, at Regan kan have været udsat for overgreb, eller at fader Karras må se Regan i øjnene for at tackle sine egne personlige dæmoner efter at have svigtet sin mor, bliver fejet til side. Med en spilletid på 1 time og 40 minutter uden pause er det et ret traditionelt, gammeldags stykke, der tager sig god tid til at nå frem til de afsluttende tyve minutters eksorcisme. Jeg fandt det ret svært at bedømme denne forestilling. Den når på ingen måde op på samme høje niveau som andre aktuelle West End-stykker, men den falder heller ikke i kategorien "så dårlig, at den er god" – det er ikke den slags bragende fiasko, folk vil hviske om i årevis. Hvis du kommer for at blive skræmt, ligesom de publikummer, der rejste sig i begejstring ved tæppefald, så bliver du det nok. Og hvis du – som kvinden, der måtte hjælpes ud af salen, fordi hun stadig grinede hysterisk af djævlen – kommer for at blive underholdt, så bliver du det også. Jeg har på fornemmelsen, at min mening ikke betyder det store, for forestillingen skal nok finde sit publikum. Man ved jo trods alt, hvad man har, men ikke hvad man får.

BESTIL BILLETTER TIL EKSORCISTEN