ANMELDELSE: The Jury, Upstairs At The Gatehouse London ✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder den nye musical The Jury af Amy Fletcher, Ashley Walsh og T Michael West, som lige nu spiller på Upstairs At The Gatehouse i London.

The Jury

Upstairs at the Gatehouse, Highgate

6. februar 2020

4 Stjerner

Bestil Billetter

Ashley Walsh er en af de mest produktive og fascinerende nye musicalkomponister herhjemme. I løbet af en indtil videre meget kort karriere har han allerede stået bag et dusin produktioner, og han præsenterer ikke færre end fem nye titler alene i London i år. Han er uden tvivl et af de mest spændende navne at holde øje med. Sammen med et stærkt hold af samarbejdspartnere har han skrevet musik og tekster i fællesskab med tekstforfatter og manuskriptforfatter Amy Fletcher, med yderligere tekster af T Michael West. For to år siden lancerede de i Runcorn den første version af dette kig bag kulisserne hos en jury i votering i en tilsyneladende klokkeklar mordsag. Nu er stykket blevet gennemgribende omskrevet og bragt til London i en opsætning instrueret af det spirende talent Joseph Meighan og produceret af de dynamiske unge producenter, Jess Ramsey og Anton Benson. Kate og John Plews er begejstrede for at have dem på plakaten i to uger i deres teater, som har været arnested for så meget enestående ny kreativitet. Hvis du vil opleve et vigtigt skridt på rejsen for denne bemærkelsesværdige komponist og de dygtige kunstnere omkring ham, så er dette en begivenhed, du ikke bør gå glip af.

Åbningen bringer levende farver og rytmer frem fra Walshs rastløse musikalske fantasi, og de tilfører en overraskende energi til den ellers statiske dramatiske situation. Selvom ekspositionen er klar – med så mange gentagelser kunne det næppe være andet – er der en følelse af, at åbningen stadig ikke helt formår at formidle, hvad forestillingen egentlig 'handler om'. Det virker som om, der mangler noget, der trækker publikum helt ind i sagens kerne. Det ændrer sig dog alt sammen, da Kaidyn Hinds i rollen som jurymedlemmet Harry bryder ud af de vante rammer og med sit skelsættende musiknummer for alvor får sat forestillingen i fokus. Derfra er vi med på en forrygende rejse. Og efter pausen bringer den totalt omarbejdede anden akt os ind i en helt anden og mere moden liga. Med fejlfrit udførte overgange bliver det den type musical, hvor man læner sig frem og lytter intenst; der var ingen pauser til bifald ved den forestilling, jeg overværede. Handlingen glider sømløst over i musikken og tilbage igen med en imponerende kontrol og mestring af formen. Harold Prince sagde engang, at 'musicalteater handler om overgangene', og han ville her have frydet sig over at se et sådant kunstnerisk overskud.

En jury vælges tilfældigt blandt borgere, hvilket giver forfatterne mulighed for at belyse samfundet fra mindst et dusin forskellige vinkler. Da historien udspiller sig i nutiden, er det netop det, vi får: mordsagen rejser først proceduremæssige og siden dybere udfordringer for deres forståelse og fantasi, og de uventede gnidninger i deres frustrerende søgen efter enighed får hver især til at åbne op og afsløre noget vigtigt for de andre – eller sig selv. Manuskriptet bliver bedre til dette undervejs, og det er muligt, at der stadig venter yderligere omskrivninger. Den eneste måde at lære en kompleks kunstform som musicalteater på er gennem den hårde, men spændende proces med at sætte faktiske produktioner op og være villig til at lære af dem. Som jeg ser det, lærer Walsh hurtigere end nogen anden, jeg kan komme i tanke om.

Dette teater sætter også en ære i at introducere nye talenter for et bredere publikum, og det stærke cast skuffer ikke. Blandt Walshs mest sublime musikstykker er sangene skrevet til Laura Meatons troende kristne, Hannah, og til Laura Coards kompetente formand, Sarah. Den smukke klang af deres sang vil blive hængende i bevidstheden længe efter. Der er også veltegnede karakterportrætter af Tom Blackmores Andy i arbejdstøj, Bethany Graces komisk narcissistiske Debbie og Charlie Culkins fint afbalancerede Louise. Mere mudrede vande præger lydbilledet for David Gibbons' aggressivt defensive Darren og Janice Fryetts ældre og klogere Carol – en af de mere modne karakterer. Ældst af alle er Elizabeth Brooks, der overrasker med sin karakterudvikling og pludselig genfinder en livsglæde som Alma. Faktisk oplever alle karaktererne en forvandling, fra Huon Mackleys indledningsvist fjerne og køligt afslappede Simon til Katherine Victorias overfladisk ukomplicerede Jodie eller Ashley Balls tilsyneladende venlige Tom. Alle møder noget, der ryster deres fundament, og må derefter se, om de kan rejse sig og komme videre. Som samlet ensemble udgør de et prægtigt kor, der boltrer sig i Walshs bjergtagende harmonier, akkompagneret af komponisten selv ved flyglet, understøttet af James Radcliffs lyddesign og oplyst med kløgtige effekter af Ryan Woolard – hold øje med de lejlighedsvise indtrængen fra de usete og uhørte retsbetjente.

Ved at fokusere på at få sit arbejde produceret har Walsh haft flere muligheder end måske nogen anden i sin generation for at perfektionere sit håndværk i praksis. Resultatet af alt dette benhårde arbejde begynder at vise sig: Med dette stykke står vi måske ved et vendepunkt, hvor teknisk kunnen og kreativt potentiale smelter sammen til virkelig stort musicalteater. De heldige når at se denne forestilling. Alle andre bør holde øje med hans kommende projekter og bestille billetter, så snart de kan.

Fotos: Julian Bruton

Spiller til 16. februar 2020 - Upstairs at the Gatehouse BESTIL BILLETTER TIL THE JURY