ANMELDELSE: The Mikvah Project, Lockdown Festival Theatre ✭✭✭

Paul T Davies anmelder The Mikvah Project af Josh Azouz, som nu kan høres på BBC Sounds med Josh Zaire og Alex Waldmann i hovedrollerne.

The Mikvah Project.

Lockdown Theatre Festival, BBC4 – kan nu findes på Sounds.

3 stjerner

Lyt til den nu Orange Tree Theatre’s opsætning af The Mikvah Project var halvvejs gennem spilleperioden, da teatrene blev tvunget til at lukke dørene i marts. Denne festival – om end kort – giver os muligheden for at opleve fire forestillinger, som ellers kunne være gået tabt i krisen. Eitan er 17 og studerende; Avi er 35 og gift. Hver fredag mødes de ved en Mikvah for at deltage i det jødiske nedsænkningsritual – at blive gennemvædet i kildevand og renset. De taler direkte til os i introduktionen af stykket, og atmosfæren og miljøet er perfekt indfanget i lydbilledet, ligesom tredjepersonsfortællingen fungerer glimrende i radioformatet.

Josh Zaire og Alex Waldmann i The Mikvah Project. Foto: The Other Richard

Josh Azouzs stykke handler om ritualer, maskuline rum og tro, og det mindede mig en smule om Nick Cassenbaums Bubble Schmeisis. Det er et ritual, hvor mandlig nøgenhed er tilladt, formodentlig forventet, og Josh Zaire rammer teenageårenes påtagne selvsikkerhed perfekt som Eitan. Han tvinger sig selv til at tale om heteronormative emner såsom piger, han er vild med, biler og machoisme, alt imens han forsøger at skjule sin tænding, når han er sammen med Avi. Som den ældre mand styrer Alex Waldmann Eitan mod trygheden og pålideligheden i et godt ægteskab, selvom hans egne spændinger og stress skyldes, at han endnu ikke er blevet far. Deres venskab minder mest om et far-søn-forhold, indtil Eitan kysser Avi. Den ældre mands repons er at foreslå en terapeut, eller at nævne, at han spillede computespil i sin ungdom, men ikke gør det længere. Det hele lyder og føles en smule gammeldags set i lyset af nyere LGBTQ-værker; selv Eitan bemærker, at det lyder tamt.

Da Avi fortæller om sit ægteskab med Layla, og Eitans behov vokser, arrangerer Avi at tage til en anden Mikvah, hvilket gør det en smule usandsynligt, at han indvilliger i at tage til Alicante med Eitan. Men netop denne begivenhed understreger Avis fornægtelse og Eitans kærlighed, og der er en rørende sekvens, hvor de indser, at ritualet i deres Mikvah stadig ikke renser dem for disse følelser. Dog bryder stykket aldrig rigtig ud af de rammer, det har sat for sig selv; Layla tilgiver Avi for hans uge væk, og der kommer aldrig for alvor noget på spil. Pointen synes at være, at for mange mænd i denne situation er stilstanden – kontakten i godkendte, spirituelle rum – vigtigere end risikoen for at blive udstødt af familien. Det er et ømt stykke dramatik, særdeles velspillet, som dog lover en smule mere, end det i sidste ende indfrier.

LYT TIL THE MIKVAH PROJECT NU