ANMELDELSE: The Rage of Narcissus, Pleasance Theatre, London ✭✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder The Rage Of Narcissus af Sergio Blanco, som lige nu spiller på Pleasance Theatre i London.

Sam Crane (Sergio Blanco). Foto: Ali Wright The Rage of Narcissus Pleasance Theatre

21. februar 2020

5 Stjerner

BESTIL BILLETTER

ADVARSEL: INDEHOLDER SPOILERS....

Jeg tror, dette er et 'poststrukturalistisk' drama: Det er bestemt ikke hverdagskost på de britiske scener, og det er yderst sjældent at se det udført så gennemført.  Den fransk-uruguayanske dramatiker Sergio Blanco nærmer sig teatret på en måde, der er helt fremmed for de fleste britiske teatergængere, som sjældent oplever noget, der i den grad bryder med de naturalistiske konventioner, der dominerer herhjemme.  Forfatteren placerer sig selv i centrum af historien, hvor en skuespiller 'imiterer' ham gennem et hændelsesforløb, som vi inviteres til at tro på er sandt.  Da historien involverer forfatterens endelige død (endnu en poststrukturalistisk kliché), er fortællingens fulde sandhedsværdi, mildest talt, usandsynlig.  Dens styrke ligger dog i den grad af troværdighed, der bygges op omkring narrativet om en gæsteprofessor, der opdager uhyggelige begivenheder på sit hotelværelse og derefter bliver hvirvlet ind i deres gentagelse.  Gennem de 90 minutter har dramaet meget på hjerte om selvets natur, forholdet mellem myte og virkelighed, seksuelt begær og menneskelig destruktivitet.  Det fungerer samtidig som en fængslende thriller, hvor skruen af gradvise afsløringer og spænding strammes trin for trin mod den geniale slutning.

Foto: Ali Wright

Blanco er en bemærkelsesværdig skabning: Han er på én gang overalt i denne 'historie' og alligevel fuldstændig undvigende.  Hans sjæl blottes totalt i dette værk, og dog virker det som en handling af tom desperation, der intet afslører: Forfatterens parterede og snart udvidede krop ved stykkets afslutning er en kølig og ret rædselsvækkende metafor for langt værre ting, føler vi – ting, der konstant antydes gennem stykket, men som aldrig – helt – kan indfanges.  Det akademiske livs facade; det erotiske begærs overfladiskhed; de civiliserede institutioners manglende evne til at tilbyde forståelse eller beskyttelse til de sårbare; og endelig selvets utilregnelighed og de menneskelige følelsers og drifters uforståelighed.  Det er ikke emner, som de fleste dramatikere har hverken lyst eller evner til at berøre, endsige mestre.  Men værkets samlede effekt er slående: Publikums sidder hypnotiserede og tryllebundne af dets ubarmhjertige enkelhed, indholdets kunstløse banalitet og de forfærdelige begivenheders rene og skære hverdagsagtighed.  Som vi ved, er de makabre detaljer fra brutale mord selve drivkraften i dagligdagsunderholdningen via tv og den sensationelle presse.  Blanco udvisker grænserne mellem disse rædsler og de mennesker, der søger at underholde sig med dem 'på afstand', og antyder, at det faktisk ikke kræver ret meget for enhver af os at havne i hans skuespillers sted....

Sam Crane, bliver vi bedt om at tro på, blev specifikt inviteret af forfatteren til at påtage sig denne rolle.  Hvis vi kan fæste lid til stykkets sandhedsværdi – og det tror jeg nok, der er meget lidt grund til, men i stykkets kontekst – fremstår Crane som det helt rette valg.  Hans kontrol over den ekstremt lange tekst – han fremfører størstedelen selv – er forbløffende velafbalanceret og nuanceret, mens han bevarer en konstant følelse af overraskelse og nyhed i sin ellers rolige og beherskede stemme.  Faktisk tillader han kun sig selv at bruge fuld bryststøtte i en enkelt linje: 'Denne verden.  Denne verden.  Denne verden!'  Og det er et genialt træk, der understreger hele forestillingens metaforiske natur og dens hensigt om at præsentere en bredere kommentar til vores tid.  Men bortset fra det øjeblik antyder intet i hans forklædte lurvede ydre og afslappede holdning noget i den retning: Fra han træder ind, til han til sidst forsvinder, virker han aldrig som mere – eller mindre – end ethvert andet medlem af publikum, som han endda på et tidspunkt forsigtigt mænger sig med, nærmest som for at bevise sin pointe.  Det er en præstation præget af bemærkelsesværdig snilde og præcision, hvor han lodder dybet af menneskelig fortvivlelse – selve selveets udslettelse – med uhyggelig mesterlighed og dygtighed.

Foto: Ali Wright

Instruktøren Daniel Goldmans rolle er ikke umiddelbart indlysende, fordi han – ligesom forfatteren – gør sig store anstrengelser for at slette alle spor af sig selv.  Han placerer skuespilleren på en tom, sort scene (black-box), og bevæger ham rundt i skiftende lyskegler, men gør ellers meget lidt for at ryste fornemmelsen af, at den 'optrædende' er til stede og 'fortæller en historie'.  Og dog.  Der er mange gange, hvor han tager replikkerne ud af munden på skuespilleren og lægger dem op som projektioner på en skærm over hans hoved.  Han 'optager' endda dele af replikkerne og lader som om – ved at afspille dem – at de kommer fra den usynlige forfatters stemme, som høres bede skuespilleren om at påtage sig det job, vi nu ser ham udføre, i en blanding af e-mails og voicemails.  Han håndterer lydens placering og tæthed på samme måde.  Faktisk er der så mange små elementer, der skal rammes præcis, at man kunne blive fristet til at give de andre bidragsydere mere anerkendelse.  Men i betragtning af de mange roller, Goldman udfylder her – han oversætter og bearbejder såvel som instruerer (og manuskriptet, som det opføres, afviger på mange punkter fra det, der er trykt i programmet) – formoder jeg, at de fleste væsentlige beslutninger er hans.

Ikke desto mindre konspirerer Natalie Johnsons foruroligende tvetydige scenografi, Richard Williamsons uhyggeligt subtile lys og videoprojektioner samt Kieran Lucas' perfekt afstemte lyddesign med Goldman om at gøre dette til en hjemsøgende og dyster teateroplevelse, der gradvist løfter det intellektuelle slør for den menneskelige natur og blotlægger den nihilistiske lyst, der lurer nedenunder.  Hvis du vil se The Rage Of Narcissus, så tøv ikke: Det spiller kun til den 8. marts.

BESTIL BILLETTER TIL THE RAGE OF NARCISSUS