ANMELDELSE: Arturo Uis uimodståelige vej til magten, Donmar Warehouse ✭✭✭✭

Lenny Henry i Arturo Ui's uimodståelige vej til magten. Foto: Helen Maybanks Arturo Ui's uimodståelige vej til magten Donmar Warehouse 4. maj 2017 4 stjerner Bestil nu Donmar Warehouse holder sig ikke tilbage med Bruce Norris' nye dramatisering af Brechts klassiker, Arturo Ui's uimodståelige vej til magten. Der er stjernestøv i form af den britiske publikumsfavorit Lenny Henry, et fænomenalt cast, der spiller med voldsom energi, og nogle særdeles slet skjulte stikpiller til den nuværende amerikanske administration. De to timer og femogfyrre minutter fløj afsted og inspirerede – i sand Brecht-stil – til et decideret oprør hos publikum. Aftenen føltes både nervepirrende aktuel og livsvigtig, og den leverer en barsk lektion i, hvordan man skaber et monster – mens den samtidig peger på vores egen skyld og medansvar. The Warehouse er forvandlet til en speakeasy-natklub med enkle træstole og borde i stueplan. Som anmelder var det en sjælden luksus at have noget at skrive på! Spillet går i gang, så snart man træder ind i rummet; skuespillerne bevæger sig omkring og antaster intetanende publikum for at få dem til at deltage. Selv Henry hopper rundt langs rækkerne, præsenterer sig selv og giver hånd med sin Chicago-accent. Vi bliver provokeret og rusket i lige fra start; dette er ikke en forestilling for passive tilskuere. Et klaver udgør det centrale omdrejningspunkt i åbningen, og et totalt mørke sender os med et chok ind i historien. Lenny Henry i Arturo Ui's uimodståelige vej til magten. Opsætningen benytter alle de virkemidler, som enhver, der har stiftet bekendtskab med Brecht og episk teater i skolen, vil genkende: prolog og epilog, kor, direkte henvendelse til publikum og alt det herlige gestus-arbejde – og alligevel lykkes det at skabe en naturlig følelsesmæssig forbindelse og bevæge publikum. Jeg følte aldrig, at vi blev belært, hvilket uden tvivl skyldes Simon Evans’ fremragende instruktion og det utroligt alsidige ensembles styrke. Selve ordet ”alsidighed” bliver oftere og oftere brugt som et skældsord i branchen for noget, der er lidt leverpostejsagtigt, men her bliver det brugt med fantastisk effekt gennem moderne sange, der er flot afleveret og omarrangeret til at støtte dramaet. Hele castet var gennemført stærkt, men Giles Terera som Ernesto Roma danser nærmest sin rolle til ødelæggende effekt. Han er gribende tragisk som Arturos eneste rigtige ven og allierede, svigtet og bedraget, men får sin hævn til sidst. Ligeledes er Justine Mitchell hysterisk morsom som den plagede advokat, der desperat forsøger at opretholde ro og orden i en totalt kaotisk retssag, mens vidner, ofre og anklagede skifter side og fokus i et svimlende tempo. Hun er præcis lige så exceptionel som Betty Dullfeet – en kvinde, der forsøger at ræsonnere med den nye verdensorden, men som drives til manisk fortvivlelse over sine beslutninger og deres konsekvenser. Tom Edden som skuespilleren lagde salen ned. Fejlfrit. Giles Terera i Arturo Ui's uimodståelige vej til magten. Lenny Henry, der er så genkendelig som den elskelige klovn fra tv-skærmen, er helt forvandlet og bruger al sin karisma til at portrættere en koldblodig mand blottet for empati for andre end sig selv i sin jagt på magt. På scenen udvikler han sig fra en luskende gangster til en poleret og fornem statsmand. Han dominerer scenen, og hans tilstedeværelse udgør en konstant trussel. Vokalt bliver der af og til råbt lidt for meget uden støtte, hvilket gør, at vi mister lidt af den naturlige alfa-autoritet, men alt i alt er det en meget imponerende præstation. Det var en klog beslutning af Donmar at fylde balkonen med studerende til premiereaftenen. De holdt et herligt liv og mindede mig – sammenlignet med det ofte reserverede anmelderkorps – om teatrets evne til at chokere og opildne. Til alle, der føler sig udmattede og frustrerede over det politiske status quo og den retning, international politik tager, vil jeg sige: Se denne forestilling. Du vil blive bedt om at deltage, og jeg håber, du gør det – for ikke at sige fra over for en mand som Ui er at være medskyldig i hans fremgang. Min eneste anke er, at det er meget lettere at grine af og græde over dem på den anden side af Atlanten med deres fremmede accenter, når vi herhjemme i Storbritannien har et ansvar for at feje for egen dør, før vi kaster den første sten.

BESTIL BILLETTER TIL ARTURO UI'S UIMODSTÅELIGE VEJ TIL MAGTEN