ANMELDELSE: The Wars Of The Roses: Richard III, Rose Theatre ✭✭✭

Laurence Spellman og Richard Sheehan i The Wars Of The Roses. Foto: Mark Douet The Wars Of The Roses - Richard III

03/10/15

Rose Theatre, Kingston

3 stjerner

Bestil billetter ‘Thus hath the course of justice wheel'd about, And left thee but a very prey to time; Having no more but thought of what thou wert, To torture thee the more, being what thou art.’ Måske var vi alle trætte efter en hel dag i teatret; måske – og med god grund – var skuespillerne ved at miste pusten efter at have optrådt i forskellige roller i de to foregående dele af trilogien, men uanset forklaringen føltes Richard III som lidt af et antiklimaks snarere end den naturlige kulmination på denne markante genopsætning af Barton/Halls Wars of the Roses.

Vi er vant til at se dette stykke isoleret frem for som slutningen på en længere fortælling, og med et skarpt fokus på kongens karakter og personlighed og hans kyniske, men modige trods over for alle fjender. Ved at nærme sig ham ad en mere indirekte vej bliver de indtryk, man sidder tilbage med, anderledes. Richards brillante og virtuose monologer kommer mindre bag på os, fordi vi allerede har set dem i det forrige stykke. Vi har set ham voksne i selvtillid og ondskabsfuld elegance, så han er velkendt frem for chokerende. Desuden er vi allerede vaded så langt i blod, at begivenhederne i selve stykket har mindre gennemslagskraft end normalt – især når Barton udelader beskrivelsen af mordet på prinserne i Tower. Det er efter min mening en fejl, for det er netop i denne forbrydelse, at Richard går for vidt – længere end de mange andre skurke i de foregående stykker. Den pointe bør understreges, ikke nedtones.

Robert Sheehan i Richard III. Foto: Mark Douet I den oprindelige opsætning brød Ian Holm med den teatralske Olivier-tradition og præsenterede Richard på en langt mere afdæmpet, machiavellisk facon. Robert Sheehans fortolkning er ligeledes afmålt, men på en anden måde. Jeg var oprigtigt imponeret over hans præstation i Edward IV, hvor kombinationen af fysisk mod, soldatermæssig dygtighed og kynisk charme var overbevisende og i den grad faldt i publikums smag. Hans kropssprog hjalp også. Han brugte sit handicap (ben i skinne) til at antyde en skæv, krabbelignende gang, der spejlede hans distance til de andre karakterer, men der manglede heller ikke styrke eller spændstighed i hans krigeriske scener. Her formår hans præstation dog ikke at vokse meget yderligere. Hans bedste scener er dem, hvor den persona, han udviklede tidligere, får frit løb – hans elegante, kyniske foragt over for Lady Anne (Imogen Daines) og Dronning Elizabeth (Alexandra Gilbreath) gør deres endelige eftergivenhed over for hans krav mere troværdig, end den ofte virker. Ligeledes udgør hans flirtende skuespil over for overborgmesteren og folket i London i forbindelse med hans kroning et fint og morsomt tablå lige før pausen; hans afsluttende kast med rosenkransen til folkemængden var et velvalgt øjeblik af hovmod. Resten af præstationen var dog ret generel og i en vis grad uengageret, i hvert fald hvad angår teksten. Givet det sublime niveau af tekstfortolkning i resten af trilogien kan jeg kun tilskrive dette mangel på tid eller energi i de sene prøvefaser. Måske vil fortolkningen blive dybere, som spilleperioden skrider frem.

Det betød, at det skuespillermæssige initiativ overgik til andre aktører, og der er da også flere fine præstationer at bemærke, især fra de medvirkende, som allerede har bidraget fornemt i de tidligere stykker. Alexander Hanson var en markant energisk Buckingham, der reelt styrede riget i store dele af stykkets midtersektion, helt på højde med sin karakters polerede, men underfundige PR-retorik. I stykkets tidligere scener dominerede Clarence (Michael Xavier) handlingen, og hans dødsscene i Tower var den sproglige og spændingsmættede nydelse, den bør være. De unge prinser greb chancen for at drille Richard fremragende, og som deres uheldige far, Edward IV, gjorde Kåre Conradi sit bedste i en ret taknemmelig rolle – en af flere i trilogien, der indebærer langvarig sygdom og død.

Der var også meget troværdig støtte, ikke mindst i kraft af hans fremragende accent, fra Andrew Woodall som jarlen af Derby, og Oliver Cotton dramatiserede Lord Hastings' tøven og splittede loyalitet med stor kraft. Jeg bør også nævne Geoff Leesley, der som hertugen af Exeter leverede stilfærdig og konsekvent rådgivning til alle kongerne i disse stykker og mirakuløst formåede at overleve både historien og Shakespeares dramaturgi med liv og landbesiddelser i behold. Laurence Spellman var en langt mere karakterfuld Richmond end normalt, om end han lignede en flot ung Henrik VIII mere end sin mindre vindende far. Der var kun én casting-fejl: at lade Alex Waldmann optræde som både Henrik VI's spøgelse og som morderen Tyrell; sidstnævnte rolle var helt utroværdig, når han hidtil var fremstået som Henrik med så mindeværdig og helgenagtig effekt.

Robert Sheehan som Richard III. Foto: Mark Douet

Barton fastholder heldigvis scenen, hvor alle de centrale kvinder fra de dynastiske kampe samles for at forbande Richard. Jeg forstår ikke, hvorfor denne scene så ofte udelades, da den tilbyder en vigtig opsummering for dem, der ikke kender forhistorien, og giver en sidste markant optræden til Dronning Margaret (Joely Richardson), der stadig er fyldt med mindeværdig galde. Frem for alt er denne scene en påmindelse om, at der i hvert øjeblik af dette drama findes magtfulde kvinder, der former begivenhedernes gang ligeså meget som de lider under dem, og på mange punkter mere beslutsomt og hensynsløst end mændene.

Bartons og Halls kreative drivkraft handlede først og fremmest om at redde Henrik VI-stykkerne fra glemslen, og det lykkes de uden tvivl med. Jeg kan ikke forestille mig at se de stykker igen i andre versioner end dem, vi har set her. Men det virker til, at de mistede pusten, da de nåede til Richard III, og det er mere tydeligt i denne genopsætning, end det var i sin tid. Der er simpelthen ikke den samme sans for detaljen, hverken i tekst eller iscenesættelse, som kendetegner de to første dele. Trevor Nunns instruktion har, trods sin flydende og integrerede elegance, for lidt på hjerte her sammenlignet med andre opsætninger, hvad enten det er i London, Stratford eller andre steder. Når det er sagt, så retfærdiggør denne genopsætning af trilogien som helhed mere end sig selv. Ligesom Wagners Nibelungens Ring og andre eposser er der uoverensstemmelser og et par flade passager over ni timers teater, men det væsentlige fungerer stadig utroligt godt. Dramaet er fængslende, og stykkerne viser en subtil, udogmatisk evne til at repræsentere hændelser i mytologiske termer fulde af paralleller til den moderne verden af politik og statskunst, præcis som Barton/Hall – og Shakespeare – havde til hensigt. Jeg frygtede, at jeg ville blive mindet om senere satirer – det være sig Blackadder eller Monty Pythons 'saucy Worcester riding across the plain'. Men på intet tidspunkt kammede det over i selvparodi.

Det er selvfølgelig sandt, at optagetheden af den brechtske dramaturgi, som var på mode i 1960'erne, ikke længere er banebrydende, men det er overfladiske detaljer, ikke substans. Det kan man notere sig og se bort fra. Kernen i det hele er den måde at læse og spille Shakespeare på, som Barton og Hall gjorde berømt, og som her formidles og genoplives trofast og ligeså friskt som altid. Det er den største og vigtigste anerkendelse af alle. Jeg håber derfor meget, at der kan findes en sponsor til en film- eller tv-version, der kan forevige dette fantastiske ensembles præstation for fremtidens unge skuespillere og eftertiden, præcis som det var tilfældet i 1960'erne.

Læs Tims anmeldelse af Henry VI Læs Tims anmeldelse af Edward IV BESTIL BILLETTER TIL RICHARD III PÅ ROSE THEATRE, KINGSTON