ANMELDELSE: The Witches, National Theatre ✭✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Roald Dahls Heksene, som netop nu spiller på National Theatre i London.

Katherine Kingsley som Storheksen. Foto: Marc Brenner Heksene.

National Theatre.

21. november 2023

5 stjerner

Nogle gange er det som anmelder værd at lægge den dybe kritiske analyse til side og bare nyde den forestilling, man får præsenteret. Jeg havde forventet at skulle skrive om den seneste tids kontroverser omkring rettelser i Roald Dahls bøger, og om den indbyggede misogyni der ofte ligger i portrætteringen af hekse. Men det medrivende åbningsnummer, "A Note About Witches", tager hånd om det hele med fokus på sko, handsker og parykker til at skjule heksetegn – her er ingen fysiske deformiteter eller store næser, og vi finder ud af, hvad hekse egentlig laver: "Vi dyrker yoga, vi dyrker pilates." Herfra er forestillingen en ren fornøjelse, og nogle gange – bare nogle gange – får man som anmelder lov til at vidne noget helt særligt.

Laura Medforth (Mor), Bertie Caplan (Luke), Richard David Caine (Far) og ensemblet. Foto: Marc Brenner

Det er en forestilling, der serverer den ene perle efter den anden. Den ti og et halvt år gamle Luke bliver forældreløs, slår sig sammen med sin mormor og kæmper for at stoppe hekseordenen, der holder deres årlige konference på Majestic Hotel i Bournemouth. De planlægger at give alle børn i England (Wales, Skotland og Nordirland er formentlig i sikkerhed) "Formular 86" via slik, så de bliver forvandlet til mus, der kan mases. Ved pressepremieren var Bertie Caplan en fænomenal Luke – den slags unge helt, man ikke vidste, man havde brug for, før man trådte ind i teatret. Hans introduktionssang, "Ready To Go", indfanger hans ånd perfekt. Da han bliver forældreløs, stamper Sally Ann Triplett ind på scenen som den norske, cigarrygende heksejæger-mormor – en enestående karakter, og samspillet mellem hende og Caplan er en fryd at følge. Da handlingen rykker til Majestic, medbringer Daniel Rigby den samme vidunderlige, maniske energi fra sin præstation i "Accidental Death of an Anarchist" som hotelchef Skinner, der nægter, at der findes mus på hans hotel. De bliver alle overgået af Cian Eagle-Service som den søde og chokoladeelskende Bruno, hvis show-stoppende nummer "Bruno Sweet Bruno" udløste brølende bifald. Heksekoret er hylende morsomt, omend de måske kunne være en smule mere truende, og Katherine Kingsley er en ægte skurk som Storheksen – forkælet, tilbedt og med et had til børn, der rækker helt ud i salen. Hendes solo i anden akt, "Wouldn’t it Be Nice", er en bøn til forældrene i publikum om at forestille sig, hvor dejligt livet ville være uden børns konstante afbrydelser.

Ben Redfern (Roger), Ekow Quartey (Mr Jenkins) og Jacob Maynard (Kevin). Foto: Marc Brenner

Lucy Kirkwoods manuskript og sangtekster forbliver tro mod originalens ånd – vidittige og med et glimt i øjet – mens Dave Molloys musik og tekster afspejler historiens organiserede anarki. Instruktør Lyndsey Turner holder tempoet højt, og Lizzie Clachans scenografi skaber en eventyrbogs-stemning, der bevæger sig lige så hurtigt som handlingen. Indimellem kunne de mere gribende øjeblikke godt bruge lidt mere plads til at ånde, men forestillingen fungerer så fremragende, fordi hele holdet tydeligvis har en fest. Det er enormt underholdende og er uden tvivl sæsonens juleforestilling, der skal slås. Det runder et fantastisk år af for National Theatre, og jeg mistænker, at man snart må finde endnu et teater i West End til endnu en overførsel fra NT.