ANMELDELSE: Tom Brown's School Days, Union Theatre, London ✭✭

Julian Eaves anmelder Tom Browns Skoledage, der i øjeblikket spiller på Union Theatre i London som en del af Essential Classics-sæsonen.

Tom Brown's School Days Union Theatre

8. januar 2020

2 stjerner

Bestil billetter

Som forsiden af programmet til denne opsætning minder os om, sluttede anden verdenskrig i Europa for 75 år siden.  Man skulle derfor tro, at folk i dag var kommet videre og var begyndt at leve i nuet.  Men nej.  Dette land – eller i det mindste det lille engelske Brexit-segment – er stadig næsten lige så besat af denne fjerne begivenhed, som da den var dugfrisk i maj 1945.  Og hvorfor?  Man må virkelig undre sig.  Måske af samme grund som at når det kommer til 'nyhedshistorier', kan landet ikke mønstre noget mere interessant end det seneste postyr i Windsor-familien i... ja, Windsor.  Så samtidig med at byen er pyntet i det skrigende røde skær fra '1917', serverer Union Theatre i London SE1 endnu en skive kønsløs dåsemad.  Til denne 'revival' har instruktør og teaterleder Phil Willmott delvist omstruktureret fortællingen af den gamle Rugby School-elev Thomas Hughes fra det 19. århundrede og flyttet handlingen til krigstiden i 1940'erne.  Hans note i programmet spørger: 'Kan vi virkelig fejre Brexit, mens vi mindes 75-året for befrielsesdagen?' – et spørgsmål, der lige så godt kunne stilles omvendt – og dette er den første af tre forestillinger, der endnu en gang endevender denne gennemtyggede historie, efterfulgt af Lionel Barts 'Blitz' og Noel Cowards 'Peace In Our Time'.  

Tja, det er jo et synspunkt.  Måske virkede det som en god idé at tage Hughes' kioskbasker og pifte den op til en overgang med swingmusik og rationeringsmærker.  Muligvis.  Men vi kan ikke lade være med at tænke på de første linjer i Hughes' forord til den sjette udgave af hans bestseller: 'Det er ikke ofte, at man i sine senere år finder en bog, der er lige så god, som man husker den fra sin ungdom.'  Netop.  Selvom historien fungerede som en hæderlig tv-serie i 1970'erne, er dens flagrende episodiske struktur intet andet end en hæmsko på scenen: Willmott formår desværre ikke at finde fokus eller retning i teksten, og vi flyttes fra den ene scene til den næste i et tungt trav uden nogen egentlig fornemmelse af, hvor vi er på vej hen, eller hvorfor.  Måske er det selve pointen?  Hvem ved.  Han instruerer med en vis beundringsværdig lethed og elegance, men manuskriptet byder på det ene chok efter det andet – ikke mindst den uforståelige negligering af historiens eneste store 'action', en af lærernes selvmord – en forvirrende dramaturgisk fejl, der blot gør publikum rådvilde og fjerner enhver sympati for dem, vi kigger på.  

Over for sådanne svagheder gør resten af det kreative hold, hvad de kan for at få tingene til at fungere.  Reuben Speed leverer et flot set-design med to velfungerende vogne og realistiske møbler, og det hele belyses af Ben Bull med storstilet schwung – hans overdådige lyssætning, der udnytter forskellige tætheder og farver til fulde, er produktionens største visuelle præstation.  Der står et flygel på scenen, som Ralph Warman bruger til at understøtte handlingen og de mange sangnumre, som ensemblet udfører med charmerende samspil: Som debut i rollen som kapelmester er det en stor succes; særligt hans arrangement af åbningssalmen er en perle.  Penn O'Gara har klædt holdet på med selvtillid og stil i en gennemført naturalistisk streg.  Den nådesløst 'realistiske' tilgang tillader dog aldrig fantasien at flyve, og forestillingen forbliver jordbundet hele vejen igennem – især første halvleg på blot 45 minutter føles betydeligt længere.  

Blandt de medvirkende er der desuden kun én skuespiller, der formår at mestre materialet.  Ursula Mohan trækker på sit enorme komiske talent og gør kokken Sally til en troværdig og sympatisk karakter: Hun ved præcis, hvordan man placerer og timer et grin, mens hun bliver i rollen uden at virke forceret.  Hvert sekund, hun er på scenen, er en fornøjelse.  Ved siden af hende virker resten af castet desværre altid et skridt eller to bagefter de problemer, manuskriptet skaber.  Og det er et stort cast: Man må undre sig over, hvordan et så lille teater kan bære et hold på fjorten personer til en kort spilleperiode og tre ugers prøver!  Sam James Page er afslappet og selvsikker i rollen som East, med et ansigt der antyder skjulte dybder; Mikko Juan er energisk og klar som duks, Brook; Toby Wynn-Davies lægger godt ud som Grimstead, men løber ind i den udfordring, der plager mange andre: Hans rolle mangler variation og substans.  James Horne som rektor Arnold og Alex McKeon som skolebøllen Flashman (ham fra den berømte bogserie) løber tør for damp, da de kun har en ensformig karaktertegning at arbejde med.  Da bogen for nogle år siden kom på pensum i engelsk litteratur, kæmpede de studerende med at finde noget mindeværdigt eller indsigtsfuldt i den, og det samme problem udfordrer her disse dygtige skuespillere.  

Det hele løber op i meget lidt, og uden en fantasifuld eller transformativ iscenesættelse er der ikke meget underholdende eller engagerende at hente.  I stedet sidder publikum med voksende rastløshed og finder den selvhøjtidelige tekst ufrivilligt komisk, mens man mindes mere kunstnerisk sammenhængende værker som Lindsay Andersons 'If...' eller Michael Palins 'Ripping Yarn: Tomkinson's Schooldays'.  Hvad var det nu, Hughes sagde om de imponerende bøger fra ens ungdom....?  

Spiller indtil 2. februar 2020

Fotos: Mark Senior