ANMELDELSE: Twist Of Lemon, St James Theatre Studio ✭✭✭✭

Twist of Lemmon er en rammende soloforestilling af Jack Lemmons eneste søn, Chris. I denne afslappede forestilling får vi et indblik i, hvordan det er at vokse op tæt på en verdenskendt filmstjerne, og hvordan det påvirker et almindeligt far-søn-forhold. Chris Lemmon er både vittig og varm, og netop det, at han ikke er Jack Lemmon, giver ham den distance og klarhed, der skal til for virkelig at vurdere sin fars fejl og mangler. Det er en hjertevarm aften; Chris fumler og stammer på den helt rigtige måde, og han nyder tydeligvis at efterligne sin far gennem berømte replikker, selvom jeg personligt foretrak de øjeblikke, hvor han talte oprigtigt som sig selv.

Fra starten var tonen sat til Hollywoods glitrende guldalder. Flankeret af strålende fotos af filmstjerner træder vi ind i den intime studie-scene i St James's Theatre. Svulstige strygere over et knitrende lydanlæg byder os velkommen, mens vi finder os til rette omkring de små borde med levende lys og venter på vores stjerne. Atmosfæren minder mest af alt om en regnfuld søndag, hvor man kryber sammen i sofaen for at se en gammel sort-hvid film i fjerneren; det er trygt, velkendt og alligevel spændende.

Mens filmrullerne kører, og vi nyder en kavalkade af Jack Lemmons største øjeblikke, sidder Chris i publikum og griner med – som for at bekræfte, at han på mange måder er mere en af os end sin berømte far. Lemmon Jr. bobler af grænseløs energi, og hans historiefortælling og komiske timing sidder lige i skabet. Han portrætterer smukt Jack i det øjeblik, faderen indser glæden ved at optræde og få folk til at grine. Men hans observationer fra stormens øje er mindst lige så skarpsindige. Han spørger os hudløst ærligt: "Hvordan følger man i fodsporene på en kæmpe?", tydeligvis stadig usikker og på jagt efter svaret selv. Tyngden af faderens Oscar-vindende arv hviler tungt på drengen, der som så ofte før opdager, at han har sine egne kunstneriske ambitioner. Heldigvis valgte Chris først en anden vej og skabte sig et navn som musiker, før han til sidst blev draget mod skuespillet. Historierne og anekdoterne bliver krydret med jazz-standarder i hans egne arrangementer og kompositioner, spillet med masser af sjæl og overskud.

Jacks kælenavn til sønnen var "hotshot" – et lille kærligt drilleri om sønnens evner på golfbanen – og i et andet univers ville denne multitalentfulde mand have nydt godt af filmbranchens lunefulde held. Men på trods af den naturlige konkurrence mellem far og søn, virker deres forhold til at have været præget af dyb hengivenhed og kærlighed. I de mere ærlige og rå øjeblikke konfronterer Chris sin fars alkoholisme med både værdighed og mildhed. Hvad end han måtte have følt som barn eller teenager, er nu erstattet af eftertænksomhed og generositet, og han dømmer aldrig den mand, han med tiden lærte at sætte pris på og elske som et fejlbarligt menneske.

Man siger, at modning kræver, at man gør op med sine idoler. Vi skal træde ud af vores forældres skygge og vriste os fri af deres domæne; men som Chris helt rigtigt påpeger, er det unægteligt sværere, når man udelukkende defineres af sit forhold til en anden – når man blot er et objekt, "Jack Lemmons søn". Selvom listen over A-kendisnavne, som Chris disker op med, er imponerende, kan det konstante navnerytteri til tider føles en smule forceret og få os jævne tilskuere til at føle os ret fjerne fra de megastjerner, han taler så nonchalant om. A Twist of Lemmon er nostalgisk og inderlig på den der helt særlige amerikanske måde, men ikke desto mindre er det en vidunderligt rørende aften i teatret.

Twist Of Lemmon spiller i St James Theatre Studio frem til den 18. juni 2016.