1930'ernes fascisme danner rammen om Tracy-Ann Obermans fortolkning af Shylock

Tracy-Ann Oberman fortæller om at spille Shylock som en matriark fra Londons East End i den kommende turné af Købmanden i Venedig

Tracy-Ann Oberman har altid hadet Shakespeares 'Købmanden i Venedig'. Lige siden hun læste stykket i skolen, har hun været foruroliget over den ekstreme antisemitisme i karakterernes sprog og opførsel over for den jødiske pengeudlåner, Shylock. ”Jeg følte mig dybt utilpas, når alle grinede af replikkerne om 'mine dukater, min datter' og gik rundt og lavede parodier på Shylock, der gnider sine hænder,” husker hun, ”og bagefter grinede til sidst, da den gamle mand fik sit skæg barberet af og blev slæbt ud efter at have mistet alt.”

Trods sin modvilje har Oberman besluttet at tage livtag med dette problematiske stykke og finde en ny tilgang til dets antisemitisme – med sig selv som Shylock. Hun har slået sig sammen med instruktør Brigid Larmour om et koncept, hvor Shylock bliver en arbejderklasse-matriark i Londons East End i 1930'erne, dengang Oswald Mosleys britiske fascistforbund spejlede begivenhederne i Nazityskland ved at angribe jøder. ”Jeg ville se, hvad der skete, hvis man tog en stærk, vred kvinde, der kæmper som en overlever, og som har denne ene datter, Jessica, som hun ønsker at give et bedre liv, mens hun kæmper mod 1930'ernes antisemitisme.”

Produktionen får premiere på Nuffield Southampton Theatres i september, før den drager videre til Liverpool Playhouse, Watford Palace Theatre, Leeds Playhouse og endelig Rose Theatre i Kingston upon Thames i det sydlige London i november. Turnéen falder sammen med årsdagen for 'Slaget ved Cable Street', da arbejderklassemiljøerne i det østlige London den 4. oktober 1936 gik sammen om at jage en protestmarch af Mosleys fascistiske sortskjorter væk. Omkring 20.000 mennesker kæmpede imod dem med stoleben, rådne grøntsager og andre improviserede våben – og blandt dem var Obermans egen familie. ”De historier, jeg voksede op med, handlede om stærke matriarker, der stod i forreste række med deres døtre og sønner og væltede lastbiler og kastede kugler fra vinduerne,” fortæller hun.

Hendes oldemor Annie var flygtet fra de russiske pogromer i Hviderusland for at slå sig ned i Cable Street-området med sin mand Isaac, hvor hun drev familiens tøjvirksomhed ”med hård hånd”. Der var også to grandtanter, ”Maskingeværs-Molly”, som også drev forretningen, og Sarah Portugal, ”der bar en skarp rød læbestift og røg pibe”. Disse ”meget stærke matriarkalske skikkelser” har inspireret Oberman gennem hele livet og nu i hendes portrættering af en kvindelig Shylock.

Hendes familie var også livslange socialister, påpeger Oberman. ”De var en stor del af dannelsen af fagbevægelsen og Labour-partiet.” Dette har givet næring til hendes vrede over partiets manglende evne til at håndtere antisemitisme i egne rækker, hvilket førte til, at hun blev mål for ondsindet, hadefuld chikane på Twitter sammen med andre som Rachel Riley. ”Det, der gjorde mig ondt, var, at dette var mit parti, det var min arv, min historie og min familie.” Hun bemærker, at galden også var stærkt misogyn og primært rettet mod kvinder. Hendes oplevelser har dog kun gjort hende stærkere i hendes aktivisme, og med en generel stigning i antisemitisme i efter-Brexit Storbritannien er hendes nye fortolkning af Købmanden i Venedig mere aktuel end nogensinde. ”Det stykke har virkelig resoneret med mig som aktivist over de seneste par år, fordi jeg befandt mig i frontlinjen, især på de sociale medier, hvor jeg talte imod en voksende bølge af antisemitisme.”

Et vigtigt element i turnéen bliver dens uddannelsesprogram med planer om at belyse fascismens popularitet i 1930'ernes Storbritannien, især blandt aristokratiet. Dette vil omfatte aktiviteter på Leeds Playhouse for at fremhæve en anden vigtig begivenhed, 'Slaget ved Holbeck Moor' den 27. september, kun en uge før Cable Street. Begivenheden, som dengang stort set ikke blev dækket af pressen, så det britiske fascistforbund begive sig på march fra Leeds centrum mod et vælgermøde i Holbeck Moor syd for byen, men de mødte omkring 30.000 mennesker, der var fast besluttede på at stoppe dem. Mosley selv blev lettere såret efter at være blevet ramt i hovedet af en stor sten. Oberman bemærker, at hendes unge datters generation lærer alt om borgerrettighedsbevægelsen i USA, men intet om den i Storbritannien. ”Ingen af dem ved noget om øjeblikket i Cable Street, da Oswald Mosley bragte sine fascister på gaden med et jødefjendtligt budskab, og alle arbejderklassemiljøerne stod sammen og sagde: 'Hertil og ikke længere'. Det vigtigste ved dette, som gør det så spændende, er, at det bliver et stort uddannelsesprojekt, som vil minde dette land om vores helt egen borgerrettighedsbevægelse, da arbejderklassesamfund rejste sig for at stå sammen mod overklassefascismen.”

Larmour, der er kunstnerisk leder af Watford Palace Theatre nord for London, håber også, at denne produktion vil være med til at minde folk om, ”hvor stærk fascismen var tæt på at blive her i landet i 1930'erne. Det er farligt at glemme.” Hun er også begejstret for, hvordan Obermans koncept ”åbnede” et stykke, hvor købmanden Antonio og heltinden Portia sætter sig for at besejre en jødisk forretningsmand med en ung datter. ”Da Tracy sagde, at hun forestillede sig denne East End-matriark som Shylock, tænkte jeg: 'Åh, hvor vidunderligt, det giver mig en indgang til Antonio og Portia', som for mig altid er meget problematiske karakterer. Jeg tænkte, at vi kunne tale om engelsk fascisme, vi kunne tale om Oswald Mosley, vi kunne tale om den aristokratiske støtte til fascismen, som blev lidt glemt i fortællingen om krigen. Så jeg forestiller mig Antonio som en slags Mosley-skikkelse – karismatisk – og Portia som måske en lidt bedre uddannet Diana Mitford, hvilket giver stykket farve. Disse karakterer er naturligvis glamourøse og fascinerende – vi vil se mere til dem.”

Det er ikke første gang, instruktører har forsøgt at udfordre stykkets antisemitisme, som afspejlede almindelige holdninger til jøder i elizabethansk London. Ved at besætte rollen som Shylock med jødiske skuespillere har moderne produktioner lagt vægt på det tragiske i hans situation og portrætteret ham som et offer for de andres spot og manipulation. Nogle instruktører har også forsøgt at fremhæve de kristne karakterers fejl og forkastelige opførsel, hvilket antyder, at Shakespeare måske har stillet spørgsmålstegn ved eller udforsket antisemitisme. Oberman er dog fast besluttet på ikke at gøre sin Shylock til et offer. ”Det er lige meget, hvor mange gange jeg har set en opsætning af Købmanden i Venedig, eller hvordan den er blevet rammesat; folk har enten ondt af ham eller griner af ham, og jeg ved ikke, hvad der er værst.” Med styrken fra sin familie og sin aktivisme i ryggen er det tydeligt, at hendes Shylock ikke vil være en ynkværdig figur, men et portræt af overlevelse.

TURNÉPLAN FOR KØBMANDEN I VENEDIG