Anmelderens valg – Julian Eaves

BritishTheatre.coms anmelder Julian Eaves fortæller her om sine teaterhøjdepunkter fra 2018.

Ensemblet i Crazytown

Endnu en gang har musicalteatret budt på store overraskelser, og det er en fornøjelse at se tilbage på nogle af det forgangne års mest forrygende højdepunkter – med et par betragtninger om, hvorfor kvaliteten af nye værker svinger så meget.

I marts var 'Crazytown: The World of Ryan Scott Oliver' i The Other Palace Studio en overdådig oplevelse. Forestillingen var instrueret af Adam Lenson med musikalsk ledelse af Joe Bunker, og med RSO selv som sanger og musiker i bandet. Utroligt nok spillede den kun en enkelt aften, selvom det uden tvivl var et af de bedste musikalske events i landet hele året. Hvorfor får middelmådige værker ofte de store og lange opsætninger – som de tydeligvis ikke fortjener – mens en forfatter med et sådant talent overses i et glemt hjørne? Det giver ingen mening. Alligevel fortsatte strømmen af bras, og jeg måtte spilde aften efter aften på forestillinger, der aldrig (og jeg mener virkelig... aldrig!) burde være nået til en fuld produktion. Hvorfor bliver folk ved med at kaste gode penge efter dårlige projekter? Det er helt ubegribeligt. Imens bliver kvaliteten forsømt. Der er noget helt galt, og man fristes næsten til at tro, at finansieringen af nye shows er lige så kaotisk som de politiske tilstande herhjemme. Læs Julians anmeldelse af Crazytown.

Jodie Steele, Carrie Hope Fletcher, T'Shan Williams og Sophie Isaacs i Heathers. Foto: Pamela Raith Det var først i juli, at det for alvor vendte, da en uventet portion billetter til at betale betød, at jeg fik set 'Heathers', ligeledes på The Other Palace, før dens velfortjente ryk til West End. Den fortjente fuldt ud den opmærksomhed, producenterne Bill Kenwright og Paul Taylor-Mills (tidligere drivkraft på TOP) gav den, og den tiltrak sin helt egen fanskare, hvilket skabte en fantastisk stemning i Haymarket. En herlig blanding af stilarten fra 'Legally Blonde' og 'Batboy' (mørkere end den første, lettere end den anden). Skaberne Kevin Murphy og Lawrence O'Keefe (musik, tekst og manuskript baseret på 80'er-filmen) er endnu et eksempel på amerikanere, der leverer varen.

Sarah Hadland (Sophie), Kayla Meikle (Ashlee) og Manjinder Virk (Connie) i Dance Nation på Almeida Theatre. Foto: Marc Brenner På den anden side af sommeren bragte september endnu et amerikansk værk, Clare Barrons 'Dance Nation', til Almeida. Selvom det ikke var en decideret musical, var der nok musik og dans til at kategorisere det som et 'skuespil med musik', og det var i sandhed et fremragende stykke. Man kunne fristes til at spørge, hvor det britiske talent blev af. Svaret kom dog hurtigt: Ved at tage et projekt, der oprindeligt var tænkt som et danseshow, og gøre det til et gennemkomponeret musikalsk drama, fik vi 'Sylvia' på The Old Vic. Et storslået bud på, hvad der meget vel kan blive det britiske svar på 'Hamilton'. Jeg var heldig nok til at se forestillingen to gange, og jeg ville ønske, at flere anmeldere havde gjort det samme; så havde de måske haft større forståelse for dette bemærkelsesværdige værk af koreograf-instruktør-forfatter Kate Prince (og medforfatter Priya Parmar) samt hendes faste samarbejdspartnere fra ZooNation, komponisterne Josh Cohen og DJ Walde. Musikken er ren nydelse og placerer Pankhurst-suffragetterne midt i nutiden med en dramatik, der bryder nye grænser på alle fronter. Den elektriske synergi mellem Princes instruktion og koreografi minder om heroiske talenter som Jerome Robbins.

Beverley Knight (Emmeline Pankhurst) og Whitney White (Christabel Pankhurst) med ensemblet fra Sylvia. Foto: Manuel Harlan Måneden sluttede med den nok mest teatralske West End-premiere, jeg længe har overværet: Marianne Elliotts ekstraordinære genfortolkning af Stephen Sondheim og George Furths 'Company' fra 1970. Den var fyldt med vidunderlige øjeblikke, omend den sine steder knagede lidt under visse mærkværdige valg. Men når alt spiller, er det suverænt og en vigtig påmindelse om, at musicalteatret skal turde genopfinde sig selv for nye generationer. Hendes instruktion af scenerne mellem sangene er uden tvivl det bedste, jeg har set i en musical i umindelige tider – måske nogensinde. Hvis nogen tager musicalteatret seriøst som kunstform, så er det Elliott. Hun sætter barren tårnhøjt. Bestil billetter til Company nu

Rosalie Craig, Alex Gaumond og Jonathan Bailey i Company. Foto: Brinkhoff Mogenberg Da efteråret meldte sin ankomst i november, bragte Rob Rokicki sit projekt 'Monster Songs' til det uundværlige The Other Palace med et forrygende program – og ja, endnu en engangsforestilling. Denne event placerer Rokicki blandt de største talenter i musicalteatret lige nu. Lad os håbe, at nogen griber bolden og gør noget fantastisk med dette koncept; det er en genial sangcyklus.

Sharon D Clarke og ensemblet. Foto: Helen Maybanks Og så ankom 'Caroline, Or Change' til West End. Jeanine Tesoris musik er intet mindre end himmelsk – en bjergtagende hyldest til 40'erne, 50'erne og 60'ernes pop, gospel og folk, der flyder naturligt sammen og giver stemme til Tony Kushners hverdagsfigurer, så de løftes op til et næsten episk niveau. Intet kunne overskygge den fantastiske musik, selvom selve produktionen efter min mening missede kernen i værkets tone på flere områder. Kun de tre korsangere virkede til for alvor at leve i samme univers som musikken. Men det betød mindre; man kunne bare lukke øjnene og drømme sig væk. Bestil billetter til Caroline, Or Change nu

Foto: PBG Studios Og til sidst: Hos Above The Stag leverede en perfekt gennemført genopsætning af Joanne Bogart og Eric Rockwells 'The Musical of Musicals' (iscenesat af Robert McWhir med koreografi af Carole Todd) flere grin end alle de ovennævnte tilsammen – en stor bedrift for så lille en forestilling i et intimt studiorum. Alt i alt var det endnu et år domineret af amerikansk dramatik af høj kvalitet, men dog med én markant succes fra britiske forfattere. Der findes enormt meget kvalitet i produktion og performance herhjemme, men USA fører stadig an, når det gælder manuskript og musik. Der kommer bestemt også svagere ting fra den anden side af Atlanten, og Gud skal vide, at vi har måttet lide os igennem nok af det i år, men det er det hele værd, når man oplever værker fra forfattere, der ikke bare har evnerne, men også noget på hjertet.