ANMELDELSE: Amour, Royal Academy of Music ✭✭✭✭

Ensemblet i Amour. Fotograf: Hana Zushi-Rhodes, Royal Academy of Music Amour

Royal Academy of Music

4 stjerner

28. juni 2015

Musical-historien ser hånligt på Amour – henvist til glemmebogen efter et chokerende kort ophold på Broadway, trods musik af den Oscar-vindende komponist Michel Legrand. Den er blevet en slags musical-verdenens Bermuda-trekant, med forsvindende få videoer af opførelser online. Det var derfor med en vis skepsis, at jeg satte mig til rette til Royal Academy of Musics sommerforestilling af Amour; heldigvis blev min tvivl hurtigt fejet af banen.

Handlingen i Amour er enkel, men herligt finurlig – en anonym kontorist slider og slæber på et trøstesløst kontor i Paris, fuldstændig overset af sine dovne kolleger. En dag opdager han, at han kan gå gennem vægge, og han beslutter sig hurtigt for at bruge sine nye evner til at stjæle fra de rige og give til de fattige, plage sin komisk diktatoriske chef og forsøge at vinde den smukke og evigt indespærrede Isabelles hjerte.

Partituret til denne opsætning er bjergtagende (som man kan forvente af en Oscar-vinder) og spilles upåklageligt af bandet (som man kan forvente af Royal Academy of Music!). Sangteksterne, bearbejdet af Jeremy Sams, er djævelsk intelligente og en fryd for øret, med ordspil der leder tankerne hen på Sondheim, når han er bedst. Forestillingen er gennemkomponeret, og der er langt flere pletskud end fejlskud, hvor især karakterernes soloer og de livlige ensemblenumre løfter sig og bjergtager publikum. Man siger, at tegnet på en god musical er, når en sang hænger ved, og jeg har haft flere af de gennemgående temaer (særligt et sunget af Toby Hines avissælger) kørende på nethinden og i øregangen i et halvt døgn nu.

Amour kunne nærmest være skrevet specifikt som en sommer-showcase; hvert eneste medlem af det fremragende hold har mindst én saftig rolle, der giver dem mulighed for at vise deres værd. De er alle formidable, og ikke én af dem ville falde igennem, hvis de blev kastet direkte ind på en professionel West End-scene i morgen. Handlingen er unægteligt fjollet og visse steder tynd som papir, men den enorme energi i både præstationer og iscenesættelse gør, at man knap bemærker det.

Hovedrollen spilles strålende af Chris McGuigan, som på fornem vis indfanger hovedpersonens rejse fra en grå anonymitet til en plaget mediesensation. Josie Richardson er tilsvarende sød og synger fejlfrit som den hjælpeløse Isabelle; hun har tydeligvis en fantastisk stemme og håndterede professionelt en smule mikrofon-knas under et af sine store numre (faren ved at forsøge at klæde sig af på scenen!).

Der var også en række imponerende præstationer i ensemblet, som var med til at give dybde og kulør til det, der nemt kunne være blevet et samlebånd af stereotyper (maleren, betjenten, lægen osv.). Alle ramte plet med deres soloer, hvor især Maeve Currys prostituerede og Toby Hines nervøse advokat fik hvert et gran af potentiale ud af deres sange. Aftenens bedste præstation går dog til Alfie Parker, som udviste fabelagtig komisk timing (og overraskende gode dansetrin), mens han skiftede mellem rollerne som læge, betjent og dommer – absolut et navn, man skal holde øje med.

Adrian Gees minimalistiske scenografi fungerede smukt; hvis man ser på de få klip, der findes fra den uheldssvangre Broadway-produktion, virker scenografien ofte for tegneserieagtig og skinger, hvilket udstillede snarere end komplimenterede Amours iboende fjollethed. Denne opsætning var mere enkel og dermed langt mere slagkraftig. 'Væggene' blev skabt af ensemblemedlemmer, og stole blev brugt til at kreere alt fra borde og podier til fængselsceller.

Castet var på scenen konstant, hvilket takket være ensemblets energi ikke virkede så distraherende, som det nogle gange kan gøre. Der var flere skarpe instruktørmæssige greb fra Hannah Chissick, som blev holdt hele vejen til finalen med en meget opfindsom fremkaldelse. Opsætningen rejste dog det klassiske teaterspørgsmål: Hvorfor spiller man aldrig stykker, der foregår i Frankrig, med fransk accent? Det ødelagde ikke oplevelsen, men det kunne have hjulpet med at skelne den fra Les Misérables (hvilket blev ekstra tydeligt, da Les Mis bliver parodieret i et nummer) – på et tidspunkt forventede man næsten, at Javert ville træde ind på scenen og begynde at råbe af folk.

Matthew Coles koreografi var i topklasse og ville vække misundelse i mange langt dyrere West End-produktioner. De førnævnte rekvisitter blev brugt effektivt i dansenumrene, især i en herlig energisk sekvens under sangen 'The Trial' i anden akt. Rutinerne syntes at nikke diskret til andre West End-klassikere, hvor kontoristerne mindede om de tørre revisorer fra The Producers. Det kluntede gendarmeri fik nogle særligt morsomme og kejtede bevægelser, der mindede om politibetjentene i The Pirates of Penzance. Det var alt sammen dygtigt udført og gav stykket den sprudlende energi og spilleglæde, det krævede.

Hvis aftenens præstation repræsenterer fremtiden for britisk teater, så er vi i særdeles trygge hænder. Ja, historien er måske nok lige så substansløs som de vægge, der konstant væltede undervejs. Men med et smukt partitur og førsteklasses præstationer viste Amour, at den virkelig kan være en kærlighedserklæring til genren. Og nu: Hvor finder jeg et cast-album?