ANMELDELSE: An Inspector Calls, Playhouse Theatre ✭✭✭✭✭

Ensemblet i An Inspector Calls. Foto: Mark Douet An Inspector Calls

Playhouse Theatre

10. november 2016

Fem stjerner

Bestil billetter

Vi lægger ud hos familien Birling, en velsitueret middelklassefamilie med store sociale aspirationer. En aften, mens de fejrer datteren Sheilas forlovelse med den adelige Gerald Croft, får de et uventet besøg. "Hr., der er en inspektør," siger Edna, familiens tjenestepige. Ind træder Inspektør Goole, og således begynder en nat fuld af afsløringer. En ung kvinde, Eva Smith, har begået selvmord og efterladt en dagbog, som gennem en række hændelser og sociale uligheder inkriminerer hele familien.

J.B. Priestleys drama har længe været fast inventar på pensumlister og i amatørteaterforeninger. Denne National Theatre-produktion, som nu spiller på Playhouse Theatre og i markedsføringen kaldes for en 'milepæl', vender stykket på hovedet ved at begrænse 1912-scenografien strengt til Birlings verden – et skridt uden for huset fører os ud på en brostensbelagt gade, hærget af Blitzen. Hele forestillingen udspiller sig i et teater, der kunne have opført et edwardiansk lystspil, før det bukkede under for bombeskader. Nu er det legeplads for nabolagets børn, der sniger sig ind under et luftangreb for at gå på opdagelse, før de bliver draget ind i dramaet.

Hamish Riddle, Camela Corbett og Clive Francis i An Inspector Calls. Foto: Mark Douet

Familien Birlings hjem troner over gadens ruiner, et relikvie fra en forlængst tabt edwardiansk tidsalder, som siden er blevet ødelagt af to verdenskrige. Denne nats familieregnskab kan meget vel have fundet sted i dette hus, i denne gade, men det er for længst blæst væk og glemt.

Ian MacNeils scenografi er intet mindre end bjergtagende; tæppet går for silende regn, der står i skarp kontrast til den glødende varme i Birling-residensen. Indledningsvis er huset lukket for os, og gennem vinduerne får publikum glimt af familien omkring middagsbordet. Vi hører bidder af samtale og latterbrøl, men vi er udelukkede. Verden inde i huset er en velhavende verden, som publikum, de forældreløse 1940'er-unget, der tæfser rundt i teatret, og selvfølgelig Eva Smith, ikke har adgang til. Huset svinger snart åbent som et dukkehus og afslører familiens indre mekanik. Det er tydeligt, at vi ikke er velkomne, og karaktererne begiver sig kun (bogstaveligt talt) ned fra deres elfenbenstårn, når Goole tvinger dem til det. Hele scenografien er fuld af overraskelser og er ligeså meget showets stjerne som resten af holdet.

Barbara Marten i An Inspector Calls. Foto: Mark Douet

Der leveres fremragende præstationer over hele linjen, og instruktør Stephen Daldrey har genopfundet disse karakterer med stor succes. Clive Francis er fænomenal som familieoverhovedet Arthur Birling – fuld af bluff og bralren, mens han klamrer sig til en tid, hvor han er konge i eget slot, hvor de rige er rige, de fattige er fattige, og de 'hovedløse idealister' (som han kalder dem) holdes på sikker afstand på den anden side af havet. Barbara Marten er storslået som hustruen Sybil, der ubevidst orkestrerer sit eget fald med en pompøsitet, der er større end livet selv. Det er umuligt at se væk, da hendes velfortjente straf til sidst indhenter hende på knusende vis.

Carmela Corbett leverer en pragtpræstation som Sheila, der sammen med sin bror Eric (Hamish Biddle) og forlovelsesmanden Gerald (Matthew Douglas) starter aftenen som en frastødende trio, der griner morbidt over nyheden om selvmordet. Hendes gradvise erkendelse af, at hendes fars verden ikke er fremtidens verden, er skildret kunstnerisk og helt uden forstillelse.

Ensemblet i An Inspector Calls. Foto: Mark Douet

Endelig præsenterer Liam Brennan en imponerende og uforglemmelig Inspektør Goole. Langt fra den dystre, stoiske figur, som mange fortolkninger vælger, lader Brennan Gooles dialog ebbe og flyde. Han tøver, leder efter ordene og reflekterer undervejs – det er en langt mere menneskelig Goole, end vi er vant til at se. Hans menneskelighed viser sig også i hans tiltagende frustration over Birling-familien.

Men der er stadig noget dukkefører over ham. Her er Goole ikke bare en alvidende politiinspektør – han er instruktør, scenemester og koreograf. Hans første entré involverer, at han undskyldende lunter langs forreste række. Da Eric stormer ud af huset midt i det hele, styrter Goole ud i kulissen for at finde ham, som var han en skuespiller på afveje. Når begivenhederne kammer over i vold, stopper han handlingen med et hurtigt signal til sit usynlige scenehold og henvender sig direkte til publikum. Dette ruinerede teater er Gooles domæne, og alle mænd og kvinder er blot statister i hans spil.

Hele produktionen er en fascinerende fortolkning, der fuldt ud lever op til prædikatet som en 'milepæl'. I disse tider med politisk opbrud er Priestleys påmindelse om, at "vi har ansvar for hinanden", ikke blot aktuel, men tidløs. Efter et turbulent 2016 er An Inspector Calls en absolut nødvendighed i teatret.

BESTIL BILLETTER TIL AN INSPECTOR CALLS PÅ PLAYHOUSE THEATRE