ANMELDELSE: And Then Come The Nightjars, Theatre 503 ✭✭✭✭

And Then Come The Nightjars The Latchmere, Theatre 503

07/09/15

4 stjerner

Vi møder oftere det britiske landliv gennem tv-serier som Emmerdale eller radiosekvenser end på de skrå brædder. Det er en forspildt mulighed for dramatikere, og blot af den grund er dette nye stykke af Bea Roberts en velkommen og usædvanlig delt vinder af den første Theatre 503 Writing Award. Denne måned spiller forestillingen i London, før den drager mod Bristol Old Vic, som er medproducent.

Stykket udspiller sig mellem 2001 og 2013 på en gård i det sydlige Devon og består af seks scener eller vignetter fra to mænds liv og venskab – Michael Vallance (David Fielder) og Jeff Crawford (Nigel Hastings). Handlingen foregår udelukkende i Michaels lade, et kærligt detaljeret og realistisk interiør fyldt med rod, sække med kvægfoder, gammelt værktøj og spindelvæv, skabt af scenografen Max Dorey.

Michael er i 60'erne, da stykket begynder, og Jeff er omkring tyve år yngre. Michael er en bister og tvær kvægavler, der for nylig har mistet sin elskede kone Sheila. Han er født og opvokset i denne del af Devon nær Tavistock og taler med den lokale dialekts varme klang. Jeff, derimod, taler et mere slebet rigsmål og er ikke nær så rodfæstet i landlivet. Han er den lokale dyrlæge, og handlingen starter netop som mund- og klovsyge-epidemien bryder ud, da han opsøger Michael for at advare ham om et udbrud på en nabogård.

De to mænd har meget til fælles. Hvor Michael er ensom efter tabet af sin kone, er Jeff ensom, fordi han er i færd med at miste sin hustru og samtidig er på vej ned i en spiral af alkoholafhængighed. De mødes først professionelt – en ko skal kælve, da tæppet går – sidenhen for at fordrive tiden, og til sidst for selskabets skyld, da Jeffs ægteskab endeligt forliser, og han flytter ind for at hjælpe med gården. På mange måder er dette et stykke om mandevenskab i modgang, men samtidig fungerer det som en nuanceret klagesang over tabet af en levevis på landet. Titlens natravne dukker op et par gange i fysisk form, men svæver også mere generelt over dramaet som et varsel om død og ulykke.

Manuskriptet er blidt, underfundigt humoristisk og fuldt af godmodigt drilleri. Efter første akt, der fokuserer på epidemiens konsekvenser, er stykket mindre drevet af plot og mere en karakterstudie. Fokus ligger i høj grad på kvaliteten i samspillet mellem skuespillerne og fornemmelsen af stedet – sidstnævnte formidlet effektivt gennem Sally Fergusons subtilt varierede lysdesign. Det måske mest imponerende her er den mærkbare modulation i tonen; i hver scene får skuespillerne mulighed for at udforske både de store følelser og de fineste nuancer. Uanset om det gælder tabet af Michaels dyrebare kvægbesætning eller Jeffs selvhad, over for de små irritationer over bureaukratiet fra landbrugsministeriet og besværlige naboer, er der altid en troværdig balance mellem intens lidenskab og satirisk observation.

Meget af æren for at dette lykkes i praksis tilfalder naturligvis skuespillerne. Det ville være nemt at portrættere Michael som en doven stereotype af en sær bonderøv, men Fielder trækker på sin store erfaring med Beckett-roller til at præsentere en nuanceret og modstridende karakter. Vi ser Michaels kærlighed til sit kvæg og hans nedarvede loyalitet mod gården, men også en snedighed og dyb indsigt i menneskets natur, der på mange måder er finere end Jeffs mere verdslige livssyn. Det er gribende, hvordan en mand med så dybe rødder i jorden også formår at beskrive, hvor sårbart landskabet er over for forandringens kræfter, og hvor flygtigt det, der virker permanent, i virkeligheden kan være.

På mange måder har Hastings den sværeste rolle. I første akt tvinges han til at stå på autoriteternes side og håndhæve reglerne udefra, alt imens han hævder at forsvare de samme landlivsværdier som Michael. Han formidler fornemt de mentale dilemmaer, det medfører. Senere ser vi hans egen verden falde fra hinanden i en tåge af alkohol og selvmedlidenhed, hvilket skuespilleren gør uden overdreven affekt. Til sidst ser vi ham genopbygge sit liv og nå til en accept af sig selv i sin modne alder som Michaels efterfølger – en forsvarer af kontinuitet i en verden af luksus-sommerhuse, kurbade og ufølsomme boligbyggerier på gammel landbrugsjord.

Teknisk set er det en dygtig opsætning, hvilket nemt kan overses i et så lille og stemningsmættet værk. Udover den fremragende scenografi og lyssætning er sceneskiftene håndteret professionelt, så man mærker tidens gang gennem årene, og instruktøren har skabt en konstant rytme af bevægelse, der sikrer, at handlingen aldrig går i stå. Det afsluttende tableau har en Rembrandt-agtig glød over sig og er rørende uden at kamme over i det sentimentale.

Skildringer af landlivet kan let glide over i karikatur eller rosenrød idealisering. Det er dette stykkes store bedrift at bringe landmiljøet til live uden at lande i nogen af ekstremerne. Det kreative team og skuespillerne har skabt en forestilling, der yder retfærdighed til den britiske landbrugsverden, men som ikke viger tilbage fra virkeligheden om, at raterne for depression og alkoholisme ofte er højere her end i byerne. I en tid med begrænset forståelse mellem land og by kan et stykke som dette bygge bro over kløften – udover at være en stor oplevelse i sig selv.

Fotos: Jack Sain

And Then Come The Nightjars spiller på Theatre 503 frem til 26. september 2015