ANMELDELSE: Andrea McArdle, The Seth Concert Series ✭✭✭

Julian Eaves anmelder showet med Andrea McArdle og Seth Rudetsky, som blev præsenteret online som en del af Seth Concert Series.

The Seth Concert Series med Andrea McArdle og Seth Rudetsky

Online søndag den 2. maj, genudsendt mandag den 3. maj

3 stjerner

Seth Concert Series hjemmeside

Hvad skete der egentlig med den lille forældreløse pige med den utroværdige rødblonde permanent? Showbiz-cv'er bliver ikke meget mere mainstream end Andrea McArdles, og dette show lovede en gennemgang af standardrepertoiret fra de sidste fem årtier. Hun blev håndplukket direkte fra koret under prøverne på 'Annie' i Connecticut i 1977, og det blev hendes lod at 'skabe' titelrollen. Resten er, som man siger, historie. Det er i hvert fald hendes historie.

Hun har spillet andre store roller siden da og lagde ud i denne chatshow-kabaret med et brag af Judy Garland-pizzazz i en tempofyldt 'Zing Went The Strings Of My Heart' (James F Hanley), som mindede os om en af hendes andre triumfer, TV-filmen 'Garland' fra 1978. Hun mestrer også samtalens kunst, uden tvivl efterslebet gennem mange års arbejde i kabaretter, kasinoer og på krydstogtskibe. Derefter fulgte 'Rainy Days And Mondays' (Roger Nicholls og Paul Williams), som i endnu højere grad fremviste den stadig ungdommelige klang i hendes stemme, med den karakteristiske let nasale, men yderst appellerende klang i det øvre og mellemste register.

Men netop dér røg forbindelsen! Med lidt kærlig pleje blev videostreamen dog bragt til live igen. Tilbage til anekdoterne: hvordan hun næsten kom til at spille i 'Gypsy' med Angela Lansbury, men hendes far sagde nej!; hvordan premiereaftenen på 'Annie' varede fire og en halv time, fordi den blev afbrudt af en orkan!; og så videre. Alt sammen leveret med en kølig, professionel distance. Vi svævede lige så ubesværet gennem et mindre kendt hjørne af 'They're Playing Our Song' (Carole Bayer Sager/Marvin Hamlisch) og et brag af 'Being Alive' fra 'Company' (Sondheim): en tå dyppet pirrende i noget forfriskende anderledes, før den hurtigt blev trukket til sig igen.

Derefter bevægede vi os mod det uundgåelige, 'Les Misérables' (Schönberg/Boublil), og et dyk ned i Fantines skæbne med 'I Dreamed A Dream'. Her begyndte ensformigheden i hendes vokale stil for alvor at vise sig: fraseringen forbliver ret ensartet, næsten som en talestemme uden de store nuancer i lys og skygge, og linjerne deklameres snarere end de reelt synges igennem. Seth var nødt til at jage tempoet op i de holdte toner og nærmest galoppere afsted på klaveret, før McArdle løb tør for vejret. Pænt af ham. Hvis man kan leve med de små kompromisser, betyder det måske ikke så meget. Man hører trods alt den store Andrea McArdle.

Der er noget trygt i dette for fans, uden tvivl; men der er også noget Norma Desmond-agtigt over det hele – noget bliver vakt til live, som måske burde have lov at nyde sit otium i fred i en glemt pragtvilla i bakkerne. For eksempel et medley fra 'Rainbow': Burton Lane og Yip Harburgs 'Trolley Song' fra 'Meet Me In St Louis' (et show hun også har spillet på scenen); samme tekstforfatter i samarbejde med Harold Arlen på 'Over The Rainbow'; det hele lød som en alt for moden forældreløs pige med et måske lidt foruroligende talent for at forføre midaldrende millionærer. Det minder om den linje i 'Hooray for Hollywood': "... if she pleases the tired businessman". Hvis det er det, showbusiness handler om, så er det en balancegang, der bliver sværere og sværere.

Måske er hun ikke klar over de seneste års overskrifter, hvor den ene skandale efter den anden ruller, og pinlige episoder bliver mødt med krybende undskyldninger... Måske ved hun ikke, at verden har ændret sig? Der er i hvert fald ikke mange referencer til nutiden i hendes uafbrudte talestrøm.

Vi får stadig historierne om at gå på scenen med brækkede knogler, blå øjne og alverdens fysiske lidelser: sådan var det vel i de gode gamle dage. Men hendes historie om at overhælde de forældreløse børns senge i 'Annie' med amylnitrit er virkelig ikke acceptabel opførsel, vel? 'Maybe' (Charles Strouse/Martin Chanin) fra deres største hit kan stadig synges med den slagkraftige præcision, hun altid har tilført rollen, men man må undre sig over, hvordan hun har beholdt sine tænder alle disse år efter at have tygget sig igennem så store mængder sukker.

Og 'cheese'. Masser af 'cheese'. 'New York, New York' (Kander/Ebb) er også fra 1977 – hendes annus mirabilis – og hun sang den som 'Liza' i forestillingen af samme navn, før hun gled over i 'N.Y.C.', tilbage til der, hvor det hele startede i 'Annie'. Er vi endt i en cirkelslutning? På dette tidspunkt skriger man efter at høre noget bare en lille smule mere moderne eller bare... ja, anderledes.

Næppe. Det er ikke det, man får. Det er bare mere mainstream-stof fra den samme svundne epoke. 'Mack and Mabel' er et fantastisk show, og 'Wherever He Ain't' (Jerry Herman) er en forrygende sang, som passer bedre til hendes stemme i dag end næsten alt andet i showet, men i dette format fungerer den slet ikke så godt som i selve musicalen. Mere Herman fulgte med 'Before The Parade Passes By', sunget med den lille forældreløse Annies nuttede vibrato intakt efter alle disse mange, mange år på Broadway, turnéer og endda i West End. Indtil endelig – som den evigt genopståede Davy Jones i 'Pirates of the Caribbean' – den største 'Annie'-slager af dem alle, 'Tomorrow', dukkede op til overfladen for at kræve hendes sjæl endnu en gang.

Så hvad skete der med den lille forældreløse Annie? Nu ved vi det.