ANMELDELSE: Annie, Piccadilly Theatre ✭✭✭

Miranda Hart og pigerne fra Annie. Foto: Paul Coltas Annie

Piccadilly Theatre,

4. juni 2017

3 stjerner

BESTIL BILLETTER

Miranda Hart er det store trækplaster i denne sprælske og farverige genopsætning af den evigt populære familie- og børnefavorit om den nuttede lille pige med det evindelige hit.  Selvom hun måske ikke ligefrem mestrer skuespil, sang eller dans på traditionel 'musical-manér', så begejstrer hun publikum hver gang hun træder ind på scenen. Hun skal nok sikre det billetsalg, produktionen har brug for, indtil et bedre tilbud dukker op.

Nikolai Foster, kunstnerisk leder af Curve Leicester, står for instruktionen; og hans erklærede mål er at gøre sit teater til hjemsted for stor musikdramatik.  Hvordan – præcis – denne genopsætning passer ind i den store plan, må han selv forklare, men der findes adskillige teaterhuse landet over, som kunne have præsteret denne forestilling.  Colin Richmonds scenografi og kostumer er et festfyrværkeri af farver i 50'er-stil, selvom stykket er solidt forankret i den amerikanske depression: man må selv vurdere, hvordan puslespilsbrikkerne (a) passer sammen og (b) hører hjemme i Roosevelts USA under New Deal.  Ben Cracknells lyssætning fungerer upåklageligt og følger instruktørens vision til punkt og prikke.  Nick Winston koreograferer de musikalske numre med energisk insisteren: det beskedne kor af små forældreløse piger giver alt, hvad de har, og gør deres numre til showets absolutte højdepunkter; de voksne er charmerende, men kan til tider virke noget mere stive og undertrykte.  Det er måske tilsigtet, men – ja – det her er jo ikke Clifford Odets.

Djalenga Scott (Lily), Jonny Fines (Rooster) og Miranda Hart (Miss Hannigan) i Annie. Foto: Paul Coltas

Foster følger manuskriptet trofast og disciplineret – han synes at nyde at fremhæve pigernes mod, deres ukuelige optimisme og enkelhed, men der mangler noget særligt fantasifuldt eller mindeværdigt i hans personinstruktion.  Da forestillingen økonomisk læner sig så tungt op ad Harts hovedrolle, virker det som en skam: man kunne have ønsket, at hun, som debutant i musicalgenren, var blevet hjulpet af en iscenesættelse, der var bedre skræddersyet til hendes styrker – nemlig hendes fantastiske kontakt med publikum – frem for at udstille de områder, hvor hun er mindre erfaren.

Efter Miranda er den største gevinst dog den storslåede samling sange af Charles Strouse (musik) og Martin Charnin (tekst).  Det lyder måske ikke som et sammenhængende, moderne 'score', men snarere som tidstypiske værker fra store melodikere og elegante tekstforfattere.  George Dyers orkestreringer minder os dog om værkets faktiske alder: det bragede frem i midten af 70'erne, og her er masser af den prangende, selvsikre 'swagger' fra den lidt smagløse disco-æra.  (Nu jeg tænker over det, er de puslespilsbrikker måske i virkeligheden kulisserester fra et tv-show fra den periode?)

f.v. Ruby Stokes (Annie) og Alex Bourne (Daddy Warbucks) i Annie. Foto: Paul Coltas

Thomas Meehans manuskript har ikke ældet nær så yndefuldt: overgangene mellem dialog og musik fungerer indimellem, men virker andre gange forcerede og kluntede; her kunne man have ønsket en kærlig hånd fra instruktøren til at glatte de ujævne partier ud.  Og så tillader teksten stadig, at 'Tomorrow' bliver malket til det yderste.  Totalt.  Den sidste reprise, der endelig afslutter det hele, føles som det sidste søm i kisten.  Men uanset det – og på trods af hele ensemblets konstante smil og krumspring – er det Alex Bourne, der løber med hele showet med sin fremragende fremførelse af Daddy Warbucks' solo i anden akt, 'Something Was Missing'.  Der er en vis poetisk retfærdighed i det: som tak for hans solide indsats gennem hele forestillingen, er det ham, der finder ægte følelsesmæssig dybde i det eneste virkelig hjertevarme nummer i hele Annies sangkatalog.

Pigerne, 21 i alt, er tydeligvis valgt for deres evne til at gjalde deres replikker helt op til de bagerste rækker (takket være Richard Brookers kraftfulde lyddesign), og de gør det med en ensartet amerikansk accent, der lyder overbevisende nok for britiske ører.  Jeg er sikker på, de alle har gået på de bedste teaterskoler, hvor de er blevet trænet til at være effektive små automater, der leverer præcis det samme hver gang.  De er den slags børn, som de fleste betalende forældre vil beundre, så længe showet varer, mens de i deres stille sind takker for, at deres egne poder aldrig vil lide samme skæbne.  Dermed ikke sagt, at de ikke får personlighed på et tidspunkt, men lige nu er de blot lydige dukker.  Og husk, det her er ikke 'Matilda'; selvom pigerne får lov at være lidt 'flabede', får de sjældent lov at stå på egne ben.  Sammenligningen er relevant: i Dahls historie bruger heltinden sin intelligens til at transformere sit hjem; i denne fortælling må heltinden flygte fra sin baggrund og bruge sin barnlige charme til at søge tilflugt i en voksenstyret verden af rigdom og privilegier.

Resten af holdet udfylder tomrummene.  Deres stjernestund er uden tvivl den muntre åbning på anden akt: her er Foster bedst og leverer en virkelig skarp udgave af den hvasse pastiche 'You're Never Fully Dressed Without A Smile' – en nærmest Nathanael West-agtig hymne til kommerciel udnyttelse af børn.  Her, anført af den sleske Bert Healy (en herlig energisk præstation fra Bobby Delaney), bliver vi opfordret til at tilbede et tandpastamærke, som kun en virkelig 'oprigtig' Broadway-musical kan gøre det.  Her får vi et glimt af, hvad forestillingen kunne have været.  Andre steder dukker Franklin D. Roosevelt op – og hvorfor ikke? – mens han leder sit kabinet uden synderligt held, indtil vores Annie bliver skubbet ind foran dem og serverer endnu en omgang 'Tomorrow'. Så – hokus pokus! – finder Roosevelt (i Russell Wilcox' venligt smilende skikkelse, mens han suser rundt i kørestol) på de ord, der definerede hans æra.  Jeg gætter på, at Annie måtte tilbage og synge sangen et par gange mere, før han fik alle detaljerne på plads, men de fanger pointen!

I sådan et miljø må det være op til den eftertænksomme læser at vurdere, hvor effektivt castet overhovedet kan håbe på at skabe en troværdig 'karaktertegning'.  Skurkene Lily (Djalenga Scott) og Rooster (Jonny Fines) gør, hvad de kan med Meehans noget flade plot, og Grace Farrell (Holly Dale Spencer) gør det fint i rollen som både sexet og moderlig.  Og så videre.

Trods alle disse indvendinger er der ingen tvivl om, at showet vil begejstre det unge og mindre kritiske publikum.  Mirandas fans vil også nyde at se hende give den som musicalskuespiller, selvom dette måske ikke vil stå som en af hendes største bedrifter.  Som kunstner kan hun, når hun er bedst, finde en stor sandhed i sin komik.  Denne forestilling er måske ikke helt i den liga.  Det er lyst, det er muntert, det er sjovt.  Men måske har Hart bare brug for lidt mere erfaring på de skrå brædder, før hun for alvor finder fodfæste dér også.

Nå ja, og fik jeg nævnt hunden?  Der er en hund.  Og jul.  Og jeg tror minsandten også, jeg så en nonne eller to.

BESTIL BILLETTER TIL ANNIE PÅ PICCADILLY THEATRE HER