ANMELDELSE: Som man behager (As You Like It), RSC Barbican Theatre ✭✭✭

Helena Payne anmelder Royal Shakespeare Companys opsætning af William Shakespeares Som man behager (As You Like It), som lige nu spiller i Barbican Centre.

Sophie Khan Levy og Lucy Phelps. Foto: Topher McGrillis (c) RSC Som man behager

Royal Shakespeare Company

Barbican Theatre London

3 stjerner

Bestil billetter

Det er altid en fornøjelse at blive inviteret til en af det kongelige Shakespeare-kompagnis opsætninger af ens yndlingskomedier, så med tårnhøje forventninger satte jeg mig til rette i Barbicans enorme, hvalmavelignende sal. Tidligere oplevelser med dette stykke har fået mig til at vride mig af grin, men den manglende røde tråd hos det kreative hold i forhold til deres vision for denne forestilling betød, at denne udgave af Som man behager føltes rodet og ujævn med alvorlige brister i fortællingen.

Lucy Phelps og Amelia Donkor. Foto: Topher McGrillis (c) RSC

Scenografien ved stykkets start var mærkbart enkel; et cirkelrundt tæppe af kunstgræs og en splintret skive som baggrund, mens Orlando, spillet af David Adjao, sad sammensunken på en overdimensioneret gynge. Hoffets verden er mørk og dyster, anført af den isnende Antony Byrne som hertug Frederik. Hofmændene optræder i varierende grader af dårligt siddende nålestribede klæder, og belysningen er barsk i sin mangel på samme – det er alt sammen skarpe spotlights mod et kvælende mørke. Dette fører os til en af de mest dristige kreative beslutninger i stykket: så snart vi er i Arden-skoven, tændes salen lys for fuldt blus, hvilket føles fuldstændig overvældende efter mørket i hoffet. Følelsen af ubehag og utryghed i salen er til at tage og føle på. Efter at have læst programmet efter forestillingen, skyldtes dette, at publikum på Shakespeares tid ville have været synlige for skuespillerne. Det har muligvis fungeret i deres mere autentiske teatersal i Stratford, men i det enorme Barbican virker det slet ikke. Da forestillingen starter med et helt andet greb, bliver vores indlevelse fuldstændig ødelagt, hvilket gør de næste par timer i teatret ret anstrengende. Måske var beslutningen inspireret af Shaffers berømte Black Comedy, men dette er hverken det rette stykke eller det rette sted til den type eksperiment.

Sophie Stanton. Foto: Topher McGrillis (C) RSC

Uanset de spøjse kreative valg, er der dejlige præstationer fra det hårdtarbejdende ensemble. Lucy Phelps er en dynamisk og hjertevarm Rosalind og en sprudlende Ganymedes. Efter at have smidt kvindeklæderne virker hun langt mere frigjort, og hendes samspil med Orlando i 3. akt, 2. scene er forrygende og morsomt. David Adjao er en karismatisk Orlando, om end deres kemi ikke er helt overbevisende. Langt mere rørende er søsterskabets varme mellem Sophie Khan Levy som Celia og hendes kusine Rosalind. Leo Wan er en åbenbaring som Orlandos forbitrede storebror Oliver og finder både humor og patos i sin smukt fremførte første monolog og sin forvandling mod slutningen af stykket. Ligeledes leverer Emily Johnstone fantastisk fysisk komik, der indfanger den evige kamp med at gå i høje hæle på græs. Der er i det hele taget ingen mangel på talent på scenen, herunder Sandy Grierson, der leverer en uforglemmelig præstation som Touchstone. Han er både vulgær og dybsindig og indfanger perfekt den respektløse vildskab hos Shakespeares nar uden at miste mørket eller det farlige.

Antony Byrne. Foto: Topher McGrillis (C) RSC

Det mest markante element i forestillingen, der virkede forstyrrende ukonsekvent, var kostumerne, hvilket får stor betydning i en ellers meget enkel og storladen scenografi. Desværre føltes det som om, designeren Bretta Gerecke havde skrabet bunden i RSC's kostumelager og fundet de mest umage og grimme klæder overhovedet. Halvdelen af castet lignede noget fra en hyrdescene, nogle lignede noget fra The Mighty Boosh, mens andre så ud som om, de var svævet direkte ud af en Noel Coward-opsætning eller Bugsy Malone. Kostumerne og designet formåede ikke at løfte forestillingen, da det var decideret forvirrende, og desuden virkede skuespillerne utilpasse i deres klodsede og rædselsfulde antræk.

Sophie Khan Levy med ensemblet. Foto: Topher McGrillis (C) RSC

Denne produktion lider under at prøve på at være alt for alle, og ender reelt med ikke at være noget for nogen. Denne udgave af Som man behager, instrueret ret uforudsigeligt af Kimberly Sykes, formår ikke at fremvise sit strålende cast og virker i stedet som et udstillingsvindue for et kreativt hold med et overflod af idéer, som de ikke har formået at samle. Måske føltes denne opsætning "oprørsk", som den blev beskrevet i pressematerialet fra Stratford; i London føles den desværre bare kaotisk og flad.

Spiller indtil 18. januar 2020